Amnesty om Guantanamo-frigivelse: Betinget glæde

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Amnesty Danmrk hilser frigivelsen af den danske Guantanamo-fange velkommen, men finder det samtidig yderst problematisk, at der er brugt venskabelige forbindelser til at få ham fri og ikke de gældende internationale retsregler.

Amnesty finder det glædeligt, at den danske fange efter mere end 2 år kan genforenes med sin familie. Men Amnesty beklager samtidig, at han har siddet fængslet så længe år uden at have været for en dommer eller haft adgang til advokat og uden at vide hvad han var anklaget for, fremgår det af en pressemeddelelse fra organisationen torsdag.

– Amnesty anerkender den indsats regeringen og det danske diplomati har udøvet for at få den danske fange løsladt. Imidlertid er det problematisk, når udenrigsministeren lægger vægt på, at hans gode forhold til USAs udenrigsminister, Colin Powell, har været medvirkende til frifindelsen og ikke de gældende retsregler, siger generalsekretæren for Amnesty Internationals danske afdeling, Lars Normann Jørgensen, og fortsætter:

– Det lover ikke godt for tilbageholdte statsborgere fra lande uden samme relationer til USAs regering, og det viser den vilkårlighed, der præger retsforholdene i Guantanamo. Det kan ikke være meningen, at venskaber skal styre retsvæsenet, ligesom det ikke er regeringerne, der skal agere dommere.

Efter Folketingets forespørgselsdebat savner Amnesty International stadig en mere dybtgående og åben kritik fra den danske regerings side af USAs håndtering af de fængslede på Guantanamo-basen:

– For USAs regering betyder krigen mod terror mere end retssikkerheden. For Danmarks regering vejer forholdet til USA så tungt, at vi ikke er i stand til at tage effektivt afstand fra USAs klare krænkelser af menneskerettighederne, udtaler Lars Normann Jørgensen og lægger til:

– Det er godt, at vi nu offentligt kritiserer de tidsubegrænsede fængslinger, men det bør følges op af en klar afstandtagen fra de retsløse forhold, som de mere end 600 fanger nu befinder sig i på tredje år.

Amnesty International hæfter sig ved, at der ikke er sket en afklaring i offentligheden af den danske fanges skyld, og det dermed ikke er klarlagt, om han er renset for de beskyldninger, der har hvilet over alle Guantanamo-fangerne.

Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65. Se også www.amnesty.dk