Med henrettelsen af Saddam Hussein forspildte Irak muligheden for at få afdækket den fulde sandhed om diktatorens mangeårige brutale styre, og den almindelige iraker kommer aldrig til bunds i det sorte kapitel i landets historie, skriver Amnesty Internationals danske afdeling i en presseudtalelse tirsdag.
Amnesty International tager kraftigt afstand fra henrettelsen af den irakiske eks-diktator, som blev hængt før daggry den 30. december. Dødsdommen blev afsagt af The Supreme Iraqi Criminal Tribunal (SICT) 5. november og efterfølgende stadfæstet af en appeldomstol 26. december.
Amnesty International er imod dødsstraf og mener, at der var der tale om en uretfærdig og mangelfuld retsproces, og at appeldomstolen har undladt at tage stilling til en række større fejl i behandlingen af sagen.
Organisationen har hele tiden bifaldet retsopgøret med Saddam Hussein for de forbrydelser, han har begået under sit styre, men det er beklageligt, at retssagen ikke blev gennemført efter internationale standarder, hedder det.
Retssagen har således været kendetegnet ved, at man fra politisk hold har blandet sig i domstolens arbejde, hvilket fik den første dommer i sagen til at trække sig fra posten. Samtidig har SICT undladt at yde den nødvendige beskyttelse af vidner og forsvarsadvokater, hvoraf 3 er blevet myrdet undervejs.
Desuden skulle der gå et helt år, før Saddam Hussein fik adgang til juridisk rådgivning, og de vedvarende protester fra Saddams forsvarere over den måde, som retsprocessen foregik på, blev ikke taget op til behandling af SICT.
Endelig mener Amnesty International, at appelsagen helt åbenlyst blev gennemført i stor hast og undlod at rette op på nogle af fejlene fra den første retssag.
– Enhver anklaget har krav på en retfærdig sag, uanset omfanget af de anklager, man er oppe imod. Den enkle regel blev rutinemæssigt fraveget under Saddam Husseins mangeårige tyranni. Men hans fald fra magten åbnede muligheden for at genindføre denne grundlæggende rettighed og for samtidig at stille Saddam til ansvar for sine handlinger. Den mulighed er nu forspildt, siger Malcolm Smart fra Amnesty International.
Saddam Hussein blev henrettet for at have beordret hævndrab på 148 indbyggere i landsbyen al-Dujail, hvor han overlevede et attentatforsøg i 1982. Men på tidspunktet for sin henrettelse var han også anklaget for sin rolle i den såkaldte Anfal-kampagne, hvor tusindvis af kurdere blev udsat for giftgasangreb og dræbt eller tortureret i 1988.
Dermed er det store kurdiske mindretal afskåret fra at høre Saddam Husseins forklaringer i retssagen, hvor 6 andre personer nu sidder på anklagebænken, anfører Amnesty.
Læs om problemerne med retssagen på
http://web.amnesty.org/library/index/ENGMDE140312006