Amnesty: Stigende globalt pres for at afskaffe dødsstraffen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

En verden uden dødsstraf er mulig, hvis regeringer i udvalgte lande viser politisk mod og lederskab, nemlig i de 6 lande, der står for 91 procent af alle verdens henrettelser.

Det er konklusionen efter, at Amnesty International fredag offentliggjorde tallene for dødsdømte og henrettede i 2006, fremgår det af en pressemelding fra organisationen.

Presset stiger på de lande, der endnu ikke har afskaffet dødsstraffen, fortæller en ny rapport fra Amnesty. I 1977 havde kun 16 lande afskaffet dødsstraf for alle forbrydelser, i dag er tallet steget til 99.

Yderligere 29 lande opretholder formelt dødsstraf i deres lovgivning, men har ikke benyttet denne i praksis i minimum 10 år.

Sådanne tal giver håb for en verden uden dødsstraf. Amnesty opfordrer til et universelt moratorium (stop) for alle henrettelser.

I Afrika gennemførte kun 6 stater henrettelser i 2006. Hviderusland er det eneste land i Europa, der fortsat bruger dødsstraf, og USA er den eneste nation på den vestlige halvkugle, der siden 2003 har henrettet sine borgere.

Ifølge Amnestys undersøgelser er antallet af henrettelser på verdensplan faldet fra 2.148 i 2005 til 1.591 i 2006.

– Der er ingen undskyldning for antallet af henrettede i 2006, men Amnesty hæfter sig ved, at selv irakiske og kinesiske myndigheder – 2 af verdens største “henrettere” – udtrykker ønske om at indstille brugen af dødsstraf i deres respektive lande, siger Irene Khan, der er generalsekretær i Amnesty International.

Bagsiden af medaljen er, at ganske få lande er ansvarlige for 9 ud af 10 henrettelser. Det er Iran, Irak, Sudan, Pakistan, USA og Kina.

Efter genindførelsen af dødsstraf i Irak i 2004 er landet kommet på fjerdepladsen på listen over de nationer, der henretter flest. Siden 2004 er flere end 270 personer dømt til døden, og mindst 100 henrettet.

Kina er fortsat det land i verden, der henretter flest af sine borgere. Amnesty registrerede mere end 1.000 henrettelser i Kina i 2006. Da antallet af henrettelser er en statshemmelighed i Kina, skønnes det egentlige tal at overstige 8.000 (!).

– Dødsstraf er den ultimativt brutale og nedværdigende straf. Den rammer vilkårligt, har vist sig ineffektiv i forhold til at reducere kriminalitet og den opretholder et voldeligt klima, hvor retfærdigheden ikke kan ske fyldest, siger Irene Khan og føjer til:

– Dødsstraffen skal afskaffes og et globalt moratorium er et markant skridt i den rigtige retning.

Lande, der anvender dødsstraf: 69
Lande, der ikke anvender dødsstraf i praksis: 29
Lande, der har afskaffet dødsstraf på nær i krigstid: 11
Lande, der har afskaffet dødsstraf: 88
Lande, der ikke anvender-eller som har afskaffet-dødsstraf: 128

Læs om de globale dødsstraf-tendenser på
www.amnesty.dk/log/D2634-da.pdf

Se Amnestys verdenskort over lande, der anvender dødsstraf på
www.amnesty.dk/default.asp?page=2501?=da