Flere hundrede tusinde bliver hvert år dræbt og millioner får frataget deres levebrød på grund af forbrydelser begået med våben, som stormagterne producerer og sender ud i verden uden tilstrækkelig kontrol over, hvor de havner henne.
Det skriver Amnesty International i en ny briefing, der udgives op til de endelige forhandlinger i New York om en global våbentraktat, som indledes mandag.
De fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd – Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA – er sammen ansvarlige for mere end halvdelen af den årlige globale våbenhandel med konventionelle våben. En forretning, der løber op i næsten 100 milliarder dollars om året.
De samme fem stater har altafgørende betydning for om der bliver vedtaget en stærk våbenhandelstraktat på den konference, der finder sted i FN’s hovedkvarter i New York d. 18.-28. marts.
Handler der fører til grusomheder
”Det er åbenlyst, at de fem stormagter er ansvarlige for størstedelen af verdens våbenhandler på tværs af grænser. Og derfor må de også sammen trække det tungeste læs for at få styr på den meget dårligt regulerede våbenhandel, siger Helen Hughes, researcher af våbenhandel hos Amnesty.
”Vore undersøgelser viser, at både Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA har været involverede i våbenhandler, der i sidste ende førte til grove overgreb på civile. Vi opfordrer dem derfor til at hjælpe med at formulere en effektiv våbenhandelstraktat, der gør sådanne uansvarlige handler til fortid”, lægger hun til.
USA – der er verdens ubetinget største våbenhandler – eksporterer med jævne mellemrum ”ikke-standard ammunition” til sine allierede. Disse våben og udstyr stammer ofte fra udlandet, typisk fra det tidligere Sovjet og fra østeuropæiske virksomheder.
USA største våbenleverandør til Yemen
En handelskontrakt fra september 2012 mellem det amerikanske militær og Yemen lyder f.eks. på en million stykker ammunition til snigskytterifler såvel som tusindvis af raketter og mortergranater.
USA er i dag største leverandør af militærudstyr til Yemen, og i 2011 leverede amerikanerne våben for mere end 4,8 millioner dollars til landet, samtidig med at demonstranter blev dræbt af Yemens regeringen under det arabiske forår.
“Amerikanerne vil svække traktat”
USA er samtidig blandt de lande, der har forsøgt at gøre udkastet til våbenhandelstraktaten svagere, ved at få indført undtagelser af bestemte typer våben og ammunition fra traktaten, anfører Amnesty.
Amnesty presser på for, at traktaten skal omfatte alle typer våben og ammunition, der bliver brugt i militære og interne sikkerhedsoperationer, heriblandt også udstyr, reservedele og teknologi.
Behov for traktat uden smuthuller
“Der skal ikke være nogen smuthuller”, siger Brian Wood, chef for Amnestys afdeling for Våbenkontrol og Menneskerettigheder.
“For at være effektiv, skal traktaten indeholde en “gylden regel”, der kræver, at stater stopper våbeneksporter, i tilfælde hvor der er væsentlig risiko for, at våbnene vil blive brugt til at begå alvorlige brud på menneskerettighederne”, anfører han.
”Desuden skal traktaten fuldstændigt forbyde handel med våben, der vil bidrage til kriminelle handlinger ifølge international lov, herunder henrettelser uden rettergang, tortur og tvungne forsvindinger”, tilføjer Brian Wood.
USA, Rusland, Kina, Tyskland, Storbritannien og Frankrig er verdens største våbeneksporterende lande.
Se, hvor våbnene ender, og hvad landene mener om FN’s våbenhandelstraktat (ATT).
Kina
Det er meget begrænset, hvad der findes af officiel statistik på Kinas våbensalg, men Stockholm International Peace Research Institute anslår, at Kina står for ca. tre procent af den globale våbenhandel.
Hvor ender de kinesiske våben?
Over det seneste årti har det ofte været u-lande, som Kina sælger våben til, og lande med rigtig ondt i menneskerettighederne, såsom Algeriet, Angola, Bangladesh, Burma, DR Congo, Guinea, Egypten, Indonesien, Iran, Irak, Jordan, Kenya, Libyen, Pakistan, Sri Lanka, Sudan og Zimbabwe.
Uansvarlig våbenhandel
Kina fortsætter med at forsyne Sudan med ammunition, som er anvendt af sikkerhedsstyrker og regeringsstøttede militser i Darfur-regionen. Kinesiske raketter og miner blev solgt til Libyen, mens Muammar Gaddafi var ved magten. Det er ligeledes bekræftet, at Kina har forsynet Robert Mugabes Zimbabwe med bl.a. ammunition og granater.
Sådan forholder Kina sig til en våbenhandelstraktat
Kina har ikke underskrevet nogen multilaterale aftaler om våbenhandel og er også tilbageholdende overfor den nuværende våbenhandelstraktat. Godt nok har Kina anerkendt behovet for, at en traktat må respektere menneskerettighederne, men man har samtidig meldt ud, at det er svært at opstille objektive kriterier for hvordan.
Kina har forsøgt at begrænse omfanget af ATT, så den ikke omfatter håndvåben eller handler mellem regeringer. Tidligere erfaringer tyder på, at Kina vil forsøge at udvande ordlyden i traktaten, for til sidst at nedlægge protest i forhandlingerne.
Frankrig
Frankrig, Tyskland og Storbritannien er konsekvent at finde blandt verdens største våbeneksporterende lande.
Hvor ender de franske våben?
Modtagerlandene tæller bl.a. Singapore, De Forenede Arabiske Emirater og andre NATO-partnere, men Frankrig leverer også våben til Mellemøsten og Nordafrika. For nylig er Frankrig og Rusland begyndt at udveksle militærudstyr.
Uansvarlig våbenhandel
Selv om Frankrig generelt bakker op om strammere regler for våbenhandel, har Frankrig alligevel solgt våben til lande, hvor der er betydelig risiko for, at de vil blive brugt til menneskeretskrænkelser.
Frankrig har solgt våben og ammunition til Muammar Gaddafi i Libyen, ammunition og militærkøretøjer til Egypten og Tchad, samt krigsmateriel til Syrien mellem 2005 og 2009.
Sådan forholder Frankrig sig til en våbenhandelstraktat
Frankrig er et progressivt land på området og indtager stort set samme holdning til en våbenhandelstraktat, som det anbefales af EU. Frankrig støtter op om bindende regler i lighed med Amnesty Internationals Gyldne Regel, som vil gøre det ulovligt at sælge våben til lande, hvor der er betydelig risiko for, at de vil blive brugt til menneskeretskrænkelser.
Frankrig har presset på for at få en omfattende og bindende traktat, men det er sandsynligt, at Frankrig, i lighed med andre europæiske lande, vil bøje sig for USA’s pres og acceptere en udvandet traktat.
Tyskland
Tyskland er konsekvent at finde blandt verdens største våbeneksporterende lande. Selv om landet ikke er permanent medlem af FNs Sikkerhedsråd, betyder Tysklands status i EU, FN, OSCE og andre multilaterale organisationer, at landet vil have stor betydning under forhandlingerne om en våbenhandelstraktat.
Hvor ender de tyske våben?
Tyskland er en af EU’s største eksportører til Mellemøsten og Nordafrika. Derudover sælger tyskerne våben til Sydafrika, Grækenland, Tyrkiet og andre NATO-lande, såvel som lande i Asien og Mellemamerika.
Uansvarlig våbenhandel
Ligesom Frankrig har Tyskland, trods en generel støtte til strammere regulering af det globale våbensalg, solgt våben til flere lande, hvor der er betydelig risiko for, at de vil blive brugt til menneskeretskrænkelser. Her kan nævnes salg af militærkøretøjer til Yemen og Libyen, samt håndvåben til Bahrain og Egypten. Tyskland har også solgt våben og ammunition til Guatemala og Filippinerne.
Sådan forholder Tyskland sig til en våbenhandelstraktat
Tysklands indstilling til FN’s våbenhandelstraktat er i tråd med EU’s anbefalinger og indeholder også Amnesty Internationals Gyldne Regel. Tyskland arbejder for en omfattende traktat, der indebærer regulering af salget af små håndvåben og let krigsmateriel, og Berlin har understreget behovet for klare regler og placering af ansvar hos staterne.
Som med Frankrig er der dog en risiko for, at Tyskland vil bøje sig for USA’s pres og acceptere en svag traktat, der imødekommer Rusland og Kina.
Rusland
Rusland er verdens næststørste våbeneksportør og vil få stor betydning til sommerens FN-forhandlinger om en våbenhandelstraktat.
Hvor ender de russiske våben?
Rusland sælger våben til bl.a. Indien, Syrien, Algeriet, Burma, Venezuela, Sudan og en række afrikanske stater. Men Ruslands våbenindustri er på tilbagegang, når det gælder avanceret våbenteknologi, og russerne er på udkig efter nye markeder og samarbejdspartnere.
Uansvarlig våbenhandel
Rusland har solgt våben til adskillige lande, hvor der er risiko for, at de vil blive brugt til alvorlige menneskeretskrænkelser. Rusland offentliggør ikke detaljerne om deres våbensalg, men det anslås, at ti procent af landets våbeneksport går til Syrien.
Dermed er Rusland Syriens største våbenleverandør og leverer bl.a. missiler og kampfly. Rusland har solgt maskingeværer til Libyen og kamphelikoptere med maskingeværer til Sudan, hvor de er brugt til at dræbe civile i eksempelvis Darfur.
Sådan forholder Rusland sig til en våbenhandelstraktat
Ligesom Kina er Rusland skeptiske overfor at indarbejde bindende regler på menneskeretsområdet i FN’s våbenhandelstraktat. Russerne argumenterer med, at sådanne regler vil kunne tolkes subjektivt og ideologisk.
Men Rusland er allerede forpligtet af OSCE og Wassenaar-aftalen, som indeholder bindende regler på menneskeretsområdet. I stedet mener Rusland, at en våbenhandelstraktat bør fokusere på at undgå, at våben spredes til det illegale marked, men deres forslag er endnu kun på skitseplan.
Storbritannien
Storbritannien er konsekvent at finde blandt verdens største våbeneksporterende lande, når det gælder værdien af det årlige våbensalg.
Hvor ender de britiske våben?
Storbritannien sælger hovedsageligt våben til USA, Indien, Saudi-Arabien og andre NATO-lande. Også andre lande i Mellemøsten og Nordafrika samt lande syd for Sahara er mål for briternes våbensalg.
Uansvarlig våbenhandel
Storbritannien støtter generelt strammere regler for våbenhandel. Alligevel har landet solgt våben til Sri Lanka, Bahrain, Yemen både håndvåben, ammunition, krigsmateriel og kampvogne til Gaddafi i Libyen. Alle lande, hvor der er betydelig risiko for menneskeretsovergreb.
Sådan forholder Storbritannien sig til en våbenhandelstraktat
Storbritannien er gået forrest i arbejdet frem mod sommerens FN-forhandlinger om en våbenhandelstraktat. I 2005 blev Storbritannien det første store våbeneksporterende land til at bakke op om en våbenhandelstraktat, der inkluderer menneskerettigheder.
Sammen med Frankrig har Storbritanniens arbejde udmøntet sig i det, der nu er EU’s officielle anbefalinger. Trods den progressive indstilling, kan man også forestille sig, at briterne vil blive presset af USA til at udvande traktatens betoning af menneskerettigheder.
USA
USA står for 30 procent af verdens våbensalg og er med afstand verdens største våbeneksportør.
Hvor ender de amerikanske våben?
USA sælger våben til flere end 170 lande. USA har valgt at suspendere våbensalget til Burma, Kina og Zimbabwe, samt andre lande, der er omfattet af en FN våbenembargo. Omvendt har USA solgt våben til Egypten, Bahrain og Yemen, hvor der er betydelig risiko for, at våbnene bliver brugt til menneskeretskrænkelser.
Uansvarlig våbenhandel
Som Egyptens største våbenleverandør forsynede USA landet med en stor mængde ammunition og håndvåben, til trods for sikkerhedsstyrkernes voldsomme overgreb på demonstranter under oprøret i 2011.
Yemen modtog våben og kampvogne, mens Bahrain modtog håndvåben. Også Colombias sikkerhedsstyrker modtager våben, rådgivning og træning, til trods for landets alvorlige menneskeretsproblemer.
Sådan forholder USA sig til en våbenhandelstraktat
Præsident Barack Obama valgte i 2009 at gå ind i forhandlingerne frem mod en våbenhandelstraktat, og lagde dermed en ny linje i forhold til USA’s hidtidige modstand mod traktaten. USA ønsker nu, at en traktat vil løfte reguleringen af det globale våbensalg op på USA’s eget niveau.
Problemet er, at USA’s standarder i forhold til menneskerettigheder er svagere end mange af deres allierede. USA har derfor modsat sig at indføre regler der vil forbyde våbensalg til lande, hvor der er risiko for, at våbnene bliver brugt til menneskeretskrænkelser. Heller ikke ammunition ønsker USA omfattet af traktaten med henvisning til, at det vil blive for stor en teknisk udfordring.
Samlet set ønsker USA ikke en bindende traktat, men snarere et dokument med nogle principielle standpunkter, som ”bør tages i betragtning”.
