Af Poul Struve Nielsen
Torsdag den 13 maj foreligger resultatet af valget i Indien, verdens største demokrati. Det umiddelbare fordeling af mandaterne er ikke det mest interessante denne gang. Det største spørgsmål er, hvem der skal overtage hovedrollen på den politiske scene, når Atal Behari Vajpayee træder tilbage. Han bliver 80 i år.
Vajpayee har leveret politisk stabilitet i de 6 år, han har ledet regeringen i New Delhi. Han har fortsat den økonomiske reformproces. Indien har haft pæne økonomiske vækstrater og set en blomstrende middelklasse vokse voldsomt og blive mere tryg.
Før Vajpayee blev premierminister, var hans parti berygtet for sin hindu-nationalistiske dagsorden. Da Vajpayees blev premierminister, lagde han ud med en atomprøvesprængning, og aldrig havde omverdenen interesseret sig så meget for Indien som i de dage.
Der er knapt så mange, der har interesseret sig for, at regeringen faktisk har gjort det pænt, når det gælder om at skabe grundlaget for fortsat økonomisk vækst. Vel at mærke ikke kun ved at satse på mere IT og outsourcing.
De vestlige mediers fokuseren på, at selv indere er i stand til at bruge en computer er mere end noget med til at fordreje billedet af verdens største demokrati.
Selvfølgelig kan inderne det, men den indiske IT-industri, hvis eksport i 1999 var mindre end det daværende FDBs omsætning i Danmark, har måske nok siden haft en helt utroligt vækst, og branchen har taget arbejdspladser i et eller andet omfang fra samtlige vestlige lande de seneste år.
Landbruget er stadig den vigtigste sektor i Indien, og den udbredte fattigdom er stadig det største problem. Regeringens målbevidste indsats for at forbedre el- og vandforsyningen og infrastrukturen er langt vigtigere forudsætninger for fortsat økonomisk vækst end IT.
Vajpayees fejl
Nu har de indiske delstater udbredt selvstyre, så det er sådan set ikke meningen, at de skal kontrolleres af premierministeren. Alligevel er det vel her, Vajpayees regering har lidt sit største nederlag.
Han udnyttede centralregeringenss magt til at smide en korrupt regering i den næststørste delstat, Bihar, på porten. Delstatens store mand, Laloo Prasad Yadav, måtte føre valgkamp fra fængslet. Alligevel vandt han stort det kommende delstatsvalg, så hans kone atter kunne indtage den post som chiefminister, manden selv er dømt uegnet til.
I et demokrati som det indiske er det jo vælgerne, der bestemmer. Men der var mindst lige så god grund til at fyre delstatsregeringen i Gujarat for at forholde sig passivt under de mest modbydelige religiøse sammenstød i nyere tid. Tusinder af mennesker, muslimer som hinduer, blev dræbt uden at nogen greb ind. Chiefministreren fik lov at blive siddende.
I dag betragtes Vajpayee som en mand med en usædvanlig integritet , højt respekteret af både politiske venner og modstandere. Det er værd at huske på, at den såkaldte hindu-nationalistiske regering hele tiden har været det største kludetæppe af en regeringskoalition, der nogensinde har drevet et demokrati.
National Democratic Alliance (NDA) er en koalition af 14 politiske partier. Det er anden gang, at de ellers meget forskellige partier går til valg på en fælles platform. Det er i sig selv godt gået.
Som sådan reflekterer det også fint det indiske samfund. En af de dominerende skikkelser har været den kristne forsvarminister og tidligere fagforeningsmand, George Fernendez. Regeringen har også mønstret muslimske ministre, men kun på junior poster.
Den umiddelbare arvtager, vicepremierminister Lal Khrishna Advani, favner ikke nær så bredt som Vajpayee.
Han har ganske vist i interviews forsøgt at opbløde sit ry som hindu-hardliner, men især hans agiteren i tiden før yderligtgående hinduer ødelagde moskeen i Ayodha hænger ved. Det kan blive svært at få alle koalitionspartnerne med i en regering, han står i spidsen for. Advani er ikke en coming man; han er også over 70.
BJP har derimod en række gode, yngre navne, som med handels-, industri- og justitsminister Arun Jaitley i spidsen har markeret sig stærkt, mens partiet har haft regeringsmagten. De har især skabt sig en solid base i den nye middelklasse, som ser dem som nogle af de reformatorer, der kan gøre Indien til den supermagt, som de fleste indere synes, at Indien skal være.
Kongrespartiet har haft svært ved at stille med oplagte alternativer til premierministerposten.
Før sidste valg så mange den tidligere finansminister Manmohan Singh, der havde indledt den økonomiske reformproces først i 1990erne, som et alternativ til Sonia Gandhi fra partiets egne rækker. Men han opnåede end ikke valg fra en ellers tilsyneladende sikker kreds i New Delhi, hvor partiet året før havde opnået absolut flertal ved delstatsvalget.
Derefter var Kongrespartiets bedste bud i manges øjne den tidligere minister Madhavrao Scindia, men han omkom ved et flystyrt midt i 2001. Nu er der kun Nehru-Gandhi dynastiet tilbage.
Selv om flere ældre mennesker i nogle af de fjerntbeliggende landsbyer har stemt på (for længst afdøde) Indira Gandhi i de sidste par uger, virker det indiske demokrati til at være blevet for avanceret til at afhænge af et familiedynasti.
Siden Sonia Gandhi for alvor trådte ind på den politiske scene, har der været voldsomt røre om hendes kandidatur til premierministerposten på grund af hendes italienske baggrund. Modstanderne spørger: Kan det være rigtigt, at der ikke findes en egnet kandidat blandt en milliard indere?
Her venter man sig nok mere af næste generation. Sønnen Rahul er på valg denne gang, og mon ikke han kommer i Underhuset.. Datteren Pryianka, af mange ellers regnet som det bedste bud på den næste Gandhi, venter åbenbart til en anden god gang.
Men med Rahul og Pryianka på banen er der ikke sandsynligt, at den næste potentielle Arun Jaitley i indisk politik melder sig ind i Kongrespartiet for at få sine ambitioner opfyldt.
Derfor peger flaskehalsen mest mod en ny periode med BJP i spidsen for et kludetæppe af en koalition.
Poul Struve Nielsen dækkede som bosiddende journalist i Indien 1998-2000 forrige parlamentsvalg for Berlingske Tidende. Han er i dag mediekoordinator for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, i København
