Diskussionerne om klimafinansiering gik helt i hårdknude, og resultatet af Paris på dette område kan bedst betegnes som en ikke-beslutning.
Ja, det står i selve beslutningen fra Paris (ikke det samme som selve aftalen), at de nærmere informationer i redegørelser for klimafinansiering skal udarbejdes ved en proces, der starter ved næste klimatopmøde i november i Marokko.
Man har altså valgt at udskyde den endelige beslutning.
Mens EU og USA ønskede at udvide kredsen af donorlande, så store vækstøkonomier og rige golflande også bidrager, ønskede udviklingslande mere konkrekte løfter om klimastøtte fra de rige lande.
Intet af det lykkedes, så spørgsmålet om klimafinansiering har ikke rykket sig mange milimeter.
Dog har de fattige fået et løfte om, at der vil komme et nyt mål for klimamilliarderne inden 2025, og det bliver ud fra et minimum af de 100 milliarder dollars, som blev lovet i 2009.
Der er altså tale om, at der bliver progression i midlerne. Der skal flere penge på bordet, ikke færre, men først om 10 år.
Disse ting fremgår dog af selve beslutningen fra topmødet, ikke aftalen.
Ingen definition af klimamidler
Klimafinansiering har været et meget omdiskuteret emne, men det har samtidigt været svært at udrede, hvad det helt præcis dækker over.
Der er ingen nærmere definition i den nye klimaaftale. I det næstsidste udkast var der ellers en række tillægsord i kantede parenteser foran begrebet. Det gjaldt eksempelvis princippet om, at midlerne skal være “nye og additionelle”, hvilket betyder, at de ikke må tages fra de eksisterende udviklingsmidler.
Hele rækken af tillægsord blev fjernet i aftalen, ligesom rige landes forsøg på at inddrage de mere velstående udviklingslande i donorordningen ikke bar frugt.
Det var ellers højt prioriteret af Danmark og EU. I selve aftalen bliver udviklingslandene opfordret til at bidrage på frivillig basis.
De bindende forpligtelser om klimastøtten i aftalen er til at overse.
Det er indskrevet, at udviklede lande skal levere penge til udviklingslandenes tilpasning og initiativer til at reducere den klimaskadelige udledninger, men der er ikke noget beløb i selve aftalen.
De 100 milliarder dollars, som blev lovet i København i 2009, er kun nævnt i topmøde-beslutningen.
Balance mellem støtte til reduktion og tilpasning
Paris-aftalen erkender også kun, at udviklede lande “bør” – frem for det bindende “skal” – gå forrest med støtten til de fattigste. Altså, er der heller ikke her tale om en forpligtelse.
Hvad angår forholdet mellem støtten til henholdvis reduktioner og tilpasning er der kun en vag erklæring.
Aftalens ord er, at donorer “bør stræbe efter” at skabe balance mellem midlerne til de to klimastrategier.
Udviklingslandene ønsker sig først og fremmest midler til tilpasning, men rige lande er mest villige til at donere til udledningsreduktioner.
Kun 16% af midlerne går til tilpasning, beregnede en OECD-rapport fra et par måneder siden. Den samme rapport konkluderede, at rige landes bidrag var nået op over 63 milliarder årligt, men der var indregnet lån og garantier.
Det er en beregningsmetode, som modtagerne af støtte ikke anerkender.
Der er dermed lagt op til et slagsmål mellem Klimakonventionens i- og u-lande for at få puslespillet om klimamidlerne til at gå op i de kommende år.
Klimaødelæggelser er på dagsorden
De fattigste og mest klimaudsatte lande fik dog et andet ønske opfyldt i december i Paris. Ordningen Loss and Damage er skrevet ind i aftalen i en selvstændig artikel.
Loss and Damage handler som navnet angiver om tab og ødelæggelser, der har baggrund i klimaforandringer. Flere af de mere velstillede lande har kædet begrebet sammen med tilpasning, men de skrøbelige landes argument er, at ordningen kommer i spil, når ødelæggelserne har sat ind og tilpasning ikke længere er muligt.
De mindst udviklede lande havde i løbet af forhandlingerne betegnet ordningen som et ultimativt krav. Det blev imødekommet, men det kommer ikke til at betyde, at de ramte lande eller befolkninger kan få kompensation for ødelæggelserne.
Det var særligt USA, som pressede på for at indføre en klausul i selve aftalen om, at ordningen ikke kan omfatte “retligt ansvar” eller kompensation.
Det skyldes, at USA vil sikre sig, at det ikke kommer på tale, at eksempelvis de største udledere eller forurenende virksomheder skal betale for klimaskaderne, der primært sker i Syd.
Klausulen er ikke skrevet ind i aftalen, men blev i sidste øjeblik flyttet til konferencens beslutningstekst.
I stedet bliver forsikringsordninger nævnt i teksten.
Læs mere om forsikringløsninger på klimaødelæggelser og debatten mellem forsikring og kompensation i klimaforhandlingerne her:
https://globalnyt.dk/content/g7-vil-forsikre-400-millioner-fattige-og-klimaskroebelige
Klimafordrivelser er med
Aftalen rummer også en anerkendelse af de fordrivelser, der forårsages af klimaforandringer.
Konferencedeltagerne blev enige om at oprette en task force, der skal komme med anbefalinger om, hvordan man kan forholde sig til denne udfordringen, som ventes at blive gigantisk i fremtiden.
Migration forårsaget af klimaforandringer foregår primært internt i de fattige lande eller regionalt til andre udviklingslande.
Læs mere om det her:
https://globalnyt.dk/content/klimaforandringer-og-en-ny-aera-af-fordrevne-uden-fortilfaelde
Alle de fremtidige omkostninger til tilpasning, klimaødelæggelser og klimaflygtninge kan dog mindskes ved at reducere udledninger af de klimaskadelige gasser.
Derfor betragter de mindst udviklede og mest klimaskrøbelige lande målet om at stræbe efter at holde temperaturstigningen under 1,5 grader som en stor sejr.
