Fra Band Aid til Brand Aid
Analyse af Lisa Richey og Stefano Ponte
Tidl. bragt i kort sammenfatning på engelsk her på u-landsnyt.dk (09.10.06); gengives på opfordring i en mere dybtgående version oversat til dansk
Gør det gode og se godt ud på samme tid – det er opskriften på en ny type udviklingsbistand, der forener moderigtigt forbrug med hjælp til nødlidende
Med lanceringen af “Product (RED)-” i Davos i januar, blev der brudt nye grænser for den særlige internationale udviklingsbistand, vi vil kalde brand aid.
Product (RED)- er ikke filantropi, men knytter explicit hjælp til kommercielle interesser. Bag initiativet står rockstjernen Bono, der har inddraget firmaer som American Express, Gap, Converse, Armani og Motorola.
En vis procentdel af overskuddet fra salg af (RED)–produkter går til Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria. Disse produkter bliver til manifestationer af etisk intervention i verden ved at anspore forbrugere til velgørenhed gennem velklædthed.
Forbrug, handel og hjælp knytter designer-varer sammen med døende afrikanere, idet en ny social kontrakt indgås for at generere en vedvarende pengestrøm til bekæmpelse af aids i Afrika.
3 berømtheder er garanter for Product (RED)-: den første for “coolkvotienten”, den anden for den økonomiske drift, den tredje som repræsentant for målgruppen.
Bono er rockstjernen, som har fået sine fans til at tro på, at de kan være med til at løse Afrikas problemer omkring aids og fattigdom. Hans sociale aktivisme går tilbage til de tidlige 1990’ere, men er blevet mere markant i de senere år.
Jeffrey Sachs er den nyligt radikaliserede økonom, som er hjernen bag Den Globale Fond. Hans intellektuelle fremtoning og neoliberale CV (levnedsbeskrivelse) skal borge for, at Brand Aid drives effektivt.
Endelig er Paul Farmer den opofrende læge, som overbeviste verden om, at aids-behandling nytter, selv i klodens fattigste samfund. Hans livsværk i en landsbyklinik i caribiske Haiti bevidner, at aids forårsager så uhyrlige lidelser blandt de uforskyldt fattigste, at vi må gribe til global handling.
Inkarnationen af de gode
Samlet set inkarnerer disse 3 berømtheder “det gode” med deres levnedsløb som dokumentation. Efter mere end 3 årtier tynget af udviklingspessimisme hos venstreorienterede udviklingsentusiaster og af stigende mistænksomhed over for den neoliberale forbrugerismes eksistentielle tomhed slår disse berømtheder bro over kløften mellem rig og fattig, rask og syg.
Brand aid forener læger og rockmusikere, forbrugere og berømtheder, forretning og nødhjælp.
Bono ønsker, at (RED)- skal udstråle sex-appeal og lækkerhed. Produkterne må ikke tale ned til folk eller indgive dem skyldfølelse.
Resultatet – brand aid – er indsvøbt i positivt spin og bibringer det indtryk, at store koncerner kan bidrage til udviklingshjælp uden at betale en større del af deres profitter i skat.
De totale private bidrag til Den Globale Fond andrager imidlertid mindre end en procent af dens indtægter. Men (RED)- håber fonden på sigt at øge andelen til 10 procent eller mere.
Tanken er, at (RED)- skal få forbrugerne til at føle, at de bidrager til Den Globale Fond hver gang de taler med deres (RED)–mobiltelefoner eller køber coole (RED)–solbriller med deres (RED)–kreditkort. Forbrug bliver en velgørenheds-mekanisme.
En ung og chik løsning
Product (RED)-s forbrugere kan hæve deres status over andres ved hjælp af designerprodukter, uden at de udbytter verdens mest underkuede, men tværtimod hjælper dem.
Brand Aid skaber en verden, hvor det er muligt at få så meget, man ønsker uden at fratage andre noget. Bono erklærede ved lanceringen af (RED)- udtrykkeligt, at handelspolitik og arbejdsmarkedsspørgsmål er sekundære i forhold til, at mennesker dør af aids:
“Vi mener ikke, at handel er noget dårligt. Vi tager arbejdsmarkedsspørgsmål alvorligt. Men at 6.500 afrikanere hver dag dør af aids er mere alvorligt”, hedder det.
Markedsført som venstreorienteret og moderigtig på samme tid løsriver velgørenhedsforbruget ikke blot produkterne effektivt fra de sociale relationer bag deres produktion – det frakobler handelsrelationer og den internationale politiske økonomi i bredere forstand fra aids og fattigdommens svøber.
Brand Aid gør den internationale udviklingshjælp fri af dens dystre fremskrivningskurver og skuffende erfaringer og sælger den som en ung og chik løsning, der virker.
“Aids i Afrika” er problemet og Den Globale Fond svaret – hvis der skaffes nok penge. Berømthederne formidler relationen mellem (RED)–bomulds-T-shirten og de “kvinder i aids” risikozone’, som har produceret T-shirten.
Den bløde kapitalismes projekt
Før 1989 blev kapitalismekritik fra venstre jævnligt skudt ned fra højre med det fængende slagord “hellere død end rød”. Siden da har en stor del af de kritiske indvendinger imod kapitalismen villet udglatte dens hårde kanter snarere end nå ud over den som system.
I denne sammenhæng indfanger “Hellere (RØD)- end død” selve ånden i “den bløde kapitalismes” moderate projekt. I kraft af Product (RED)–branding kan vi gøre noget ved fattigdom og dødbringende sygdomme uden at undergrave det kapitalistiske systems fundamentale kulturelle og økonomiske strukturer.
Product (RED)- fokuserer på kapitalismen og forbrugeren frem for på kollektivet og staten. For at dette koncept skal lykkes må forbruget af de røde produkter være uhæmmet.
At dette bliver omsat til udtryk som “‘bæredygtig finansiering” af bekæmpelse af en globalt udbredt sygdom er topmålet af ironi.
Lisa Ann Richey er lektor i internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitets Center (RUC. Stefano Ponte er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København.
Se analysen “Better (RED)- than Dead: Brand Aid, Celebrities and The New Frontier of Development Assistance” på www.diis.dk
