Af seniorforsker Stefano Ponte
Analyse publiceret i dagbladet Information fredag den 11. august 2006
Det globale marked for kaffe er et paradoks: Et boom af kaffenydelse i forbrugerlandene udløser en kaffekrise i producentlandene
Efter udsættelsen af WTO-forhandlingerne om Doha-runden sidst i juli har det i internationale og danske medier været grundigt debattere om, hvorvidt Doha-runden var død eller ej, om dette var godt eller skidt for u-landene og om handel var bedre end støtte i forsøget på at sætte effektivt ind over for verdens fattigdom.
Det var meningen, at Doha-runden skulle finde værktøjer til udviklingslandene, der satte dem i stand til at “handle sig vej ud af fattigdom”.
Blandt mange, der beskæftiger sig med Den 3. Verden, er det dominerende synspunkt i dag, at handel kan skabe vækst, udvikling og en begrænsning af fattigdommen. Det kan den givetvis også, men der er mange hvis-er involveret:
Hvis importafgifterne fjernes, vil sydlige produkter få lettere adgang til nordlige markeder; hvis vi ophører med at subsidiere landmænd i Europa, USA og Japan, vil det være til fordel for fattige bønder på den sydlige halvkugle; og hvis tekniske barrierer som madvarekontrol kan overvindes, ville flere produkter fra syd komme ud på vores markeder – eller sådan lyder argumenterne i hvert fald.
Hvis disse hvis-betingelser var opfyldt, er grundantagelsen, at de fattige lande kan producere de varer eller fødevarer, vi efterspørger, til de standarder, vi forventer (kvalitet, kvantitet, pris, emballage, leveringsfrister).
Dette er imidlertid langt fra tilfældet. Det er derfor WTOs ministermøde i Hong Kong i december 2005 gav større synlighed (og lovede enorme ressourcer) til aid for trade (det er uvist, hvad der sker med denne pakke, nu da Doha-runden er stoppet). Med andre ord: Nogle lande kan handle og behøver ikke støtte, mens mange andre (fattige, ofte afrikanske) ikke kan handle uden støtte.
Støtte kan bruges til at forbedre forsyningskapaciteten, lette efterlevelse af de standarder, der er gældende på forbrugermarkederne og forbedre forretningsklima og handelsinfrastruktur.
Vi befinder os ikke længere i de gamle dage med venstreorienterede tirader mod handel (støtte, ikke handel) og den modsvarende neoliberale holdning mod støtte (handel, ikke støtte). Nu hører vi i stedet aid for trade-mantraet.
Det er alt sammen meget logisk, bortset fra at mange lavindkomstlande i årtier (og i nogle tilfælde århundreder) har produceret tropiske varer, der blev belagt med lavere afgifter, ingen eller kun lidt konkurrence fra landmænd imod nord og meget basal fødevarekontrol. Og de er stadig fattige.
Espressobarer og priser
Tag f.eks. kaffe. Det globale marked for kaffe er karakteriseret af et paradoks: et kaffe-boom i forbrugerlandene og en kaffe-krise i producentlandene.
Nye forbrugermønstre er dukket op i forbindelse med efterspørgsel efter special-kaffer: fair trade, økologiske eller endog “fuglevenlige” kaffer. Antallet af kaffebarer er steget dramatisk.
Forbrugere kan nu vælge mellem – og betale dyrt for – mange forskellige kaffesammensætninger, oprindelsesland, brygnings- og formalingsmetoder, aroma, emballage, “socialt indhold” og atmosfære. Detailpriserne fortsætter med at stige. Selv på dagligvaremarkedet er priserne ikke faldet nær så meget som kaffepriserne i de seneste 6-7 år.
Men kaffebarer sælger i højere grad atmosfære og social positionering end blot “en god kop kaffe”. Kafferistere oplever stigende profitmarginer. Kaffedyrkere derimod får de laveste priser gennem det seneste århundrede. Selv den seneste og beskedne stigning i internationale kaffepriser ændrer ikke den udvikling.
Flere analytikere forklarer situationen med, at der simpelt hen er for meget kaffe på verdensmarkedet. Andre mener, at landmænd bliver snydt af magtfulde kaffe-ristere som Nestlé og Kraft.
Men kaffeparadokset eksisterer også, fordi kaffen købt i Syd og den kaffe, der sælges til forbrugerne i Nord, i stigende grad bliver “forskellig”. Dette sker, fordi det ikke er varekvalitet, ristere, detailhandlere, men kaffebarer der sælger.
Det er først og fremmest symbolsk kvalitet – som brand, geografisk oprindelse, identitetsmarkører, emballage, ja selv “social retfærdighed”. Så selv om mere retfærdige handelsregler og aid for trade er nødvendige, er det ikke tilstrækkeligt.
Det er nødvendigt, at man i stedet for at se på, hvorfor fattige lande ikke handler, gransker i, hvorfor de ikke tjener så meget på det, de allerede handler med.
Løftet om “handel og udvikling” er flygtigt, fordi de globale markeder domineres af store selskaber, og fordi fattige lande stadig eksporterer varer, der kun vurderes for deres materielle kvalitet.
Vigtige elementer, der mangler i debatten, er at sætte fokus på magtdynamikken på globale markeder og indført mekanismer, der hjælper sydlige producenter til at sælge symbolsk kvalitet.
Stefano Ponte er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Artiklen gengives med forfatterens tilladelse.
The Coffee Paradox: Global Markets, Commodity Trade and the Elusive Promise of Development af Benoit Daviron og Stefano Ponte.
Kilde: DIIS-website (se nedenfor)
Stefano Ponte, Senior Researcher, Ph.D. “Global Economy, Trade and Development” group, Danish Institute for International Studies, Strandgade 56, 1410 Copenhagen K, phone (gen.) 32 69 87 87, phone (dir.) 32 69 87 10, email: [email protected], web: www.diis.dk/sw152.asp – cv: www.diis.dk/sw6051.asp
