Det afrikanske kontinent har gennem årene modtaget store summer i udviklingsbistand, og den vedvarende fattigdom er begyndt at øge migrationspresset på Europa mærkbart.
Samtidig ville Afrika potentielt udgøre et nyt kæmpe marked, hvis væksten bed sig fast og der blev skabt en købedygtig middelklasse. Så Vesten har mange grunde til at ønske økonomisk fremgang i Afrika.
Derfor var der måske også et element af ønsketænkning, når man på baggrund af de imponerende vækstrater 2010-2014, og med de asiatiske tigerøkonomier som forbillede udnævnte de nye afrikanske vækstøkonomier til løveøkonomier.
Læs også Afrikas økonomier er gået i stå
Men nu er vækstmiraklet aflyst, den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara var omkring 1,4 procent i 2016, og ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) er der ingen umiddelbar udsigt til bedring.
Hvornår er økonomisk vækst bæredygtig?
Et eller andet sted i begejstringen over vækstmiraklet ser det ud til at den kritiske sans er gået fløjten, og eftertanke er på sin plads.
For godt nok er økonomisk udvikling svær at spå om, men der er alligevel nogen pejlemærker, som er gode at holde sig for øje, især når det gælder Afrika:
Først og fremmest er tal taknemmelige og i Afrika starter væksten ofte fra et meget lavt udgangspunkt. Så selv om vækstrater på fem procent lyder imponerende, er det ikke nødvendigvis udtryk for nogen særlig stor realvækst, ganske små forskydninger ser gigantiske ud når de omregnes til procent af ikke ret meget.
Dernæst skal man huske at vækst og fordeling er to forskellige ting. Væksten kan sagtens betyde at de mega rige blot bliver rigere så skellet mellem rig og fattig øges.
Nogle økonomer mener, at øget ulighed er en god ting fordi rigdommen så at sige vil sive ned gennem samfundet og på sigt også vil gøre de fattige rigere. Altså lidt á la ”når det regner på præsten så drypper det på degnen”. Problemet er blot, at hvis det overhovedet drypper på degnen, så er det ofte meget lidt.
Det afgørende for vækstens bæredygtighed er først og fremmest, at den udtrykker øget produktivitet i samfundet, eksempelvis opnået via effektivisering af landbruget, etablering af forarbejdningsindustri, indførelse af ny teknologi etc.
Men landbruget effektiviserer ikke sig selv og forarbejdningsindustrien opstår ikke af sig selv, hvis de overordnede markedsvilkår ikke er i orden og samfundet i øvrigt er gennemkorrupt.
Der kræves andre tiltag, f.eks. målrettet styrkelse af uddannelsessektoren, sikring af bedre rammevilkår for erhvervslivet, effektiv bekæmpelse af korruption og bedre investeringsklima. Kort sagt er det svært at forestille sig, at bæredygtig økonomisk vækst kan ske i Afrika uden politiske reformer.
At sælge billigt og købe dyrt
Langt de fleste afrikanske lande syd for Sahara er primært råvareeksportører, og råvarepriserne på kaffe og kakao såvel som på guld, olie og gas etc. bestemmes på internationale børser, der kun i meget ringe grad kan påvirkes af det enkelte land.
Derved vil landene have økonomisk vækst, når råvarepriserne er høje og økonomisk regression når priserne er lave, uden det er udtryk for hverken produktivitetsstigning eller produktivitetsfald.
Men det forhold, at de afrikanske lande primært er råvareeksportører gør også, at de får langt mindre for deres eksport, end de ville få hvis produkterne var forarbejdede, for langt den største værditilvækst sker i forarbejdningen.
Lidt forenklet kan man sige, at de afrikanske lande sælger billigt når de eksporterer råvarer og køber dyrt når de importerer forarbejdede produkter, hvilket også afspejler sig i nogle solide underskud på landenes handelsbalancer.
Ressourceforbandelsen
De senere års mange fund af naturressourcer i Afrika repræsenterer ironisk nok også et problem.
Dels er det problematisk at basere hele sin økonomi på produkter hvis prisdannelse man ikke kan påvirke, dels er korrupte regimer meget dårlige til at administrere de enorme indtjeninger fra eksport af naturressourcer.
De institutioner, som skulle kontrollere at indtjeningen forvaltes ordentligt, er ofte enten for svage eller ikke eksisterende. Derfor får landene heller ikke den hårdt tiltrængte fordel af råvareindtægterne, som de kunne få, hvis pengene blev investeret i at styrke landenes produktivitet på den lange bane.
Tværtimod har fund af naturressourcer ført til konflikter på det afrikanske kontinent i en sådan grad at vi i dag taler om ”ressourceforbandelse” i stedet for ”ressourcevelsignelse”.
De seks ”løveøkonomier” er klassiske afrikanske økonomier
Hvis man kaster et blik på den økonomiske struktur i de seks løveøkonomier fra 2014, følger den det klassiske mønster og i det lys er det faktisk lidt mærkeligt, at Vesten i den grad lod sig rive med i begejstring over vækstmiraklet.
I Sierra Leone, som for alvor kom på verdenskortet i 2006 med filmen ”Blood Diamond”, har jernmalm erstattet diamanter som den primære eksport.
I Mozambique er der gjort enorme fund af naturgas og kul som sammen med olie og aluminium dominerer økonomien. Se dog også
Læs også Pensionkasser ramt af økonomisk nedtur i Mozambique
DR Congo (tidl. Belgisk Congo) står for over 20 procent af verdensproduktionen af industridiamanter og over halvdelen af verdensproduktionen af kobolt.
Tchads økonomi er domineret af olieeksport og økonomien lider under de faldende oliepriser.
Republikken Congo (tidl. Fransk Congo) er også et olieland og her har de lave oliepriser gjort det nødvendigt med massive nedskæringer på de offentlige budgetter.
Elfenbenskysten er verdens største eksportør af kakaobønner og en betydelig eksportør af kaffe og palmeolie. Det vestafrikanske lands økonomi er derfor yderst følsom over for udsving i de internationale priser på disse produkter ligesom klimaforhold og klimaændringer kan være ødelæggende for økonomien.
I ingen af de seks løveøkonomier ser det ud til at øget produktivitet har været et vigtigt element i skabelsen af den økonomiske vækst.
Tværtimod ser det ud til, at væksten har været baseret på temporære prisstigninger på de internationale råvarebørser og på nye fund af naturressourcer.
Hvis landene har flere forskellige naturressourcer, kan stigende priser på det ene nogle gange opveje faldende priser på det andet, men det ændrer ikke ved det faktum, at en strukturændring af hele økonomien i retning af langt større produktivitet er nødvendig, hvis der skal skabes bæredygtig vækst
Når vi næste gang oplever et afrikansk vækstmirakel, er der derfor grund til at spørge sig selv om væksten skyldes fund af naturressourcer og stigende råvarepriser, eller om den udtrykker en reel produktivitetsstigning.
Hvis væksten skyldes det første og ikke det andet, er der ikke nødvendigvis grund til optimisme, men måske ligefrem grund til bekymring.
Marie Visti Hansen (58) har beskæftiget sig indgående med Afrika, dansk og international bistand i mangfoldige år og bl.a. deltaget i udformningen af dansk bistandspolitik via tillidshverv i Danida-regi. Hun har også siddet i den dav. U-landsstyrelse.