Notat om den globale fødevarekrise fra Folkekirkens Nødhjælp til FAO-topmødet i Rom
Udarbejdet af Morten Emil Hansen
politisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.
Fakta
– Hvert femte sekund dør et barn under 10 af sult eller sultrelaterede sygdomme
– Flere end 160 millioner børn under 5 er undervægtige på grund af akut eller kronisk sult.
– Ifølge FAO produceres der mad nok i verden til at brødføde 12 milliarder eller næsten det dobbelte af Jordens befolkning.
– Det kræver 200 kilo majs for at fylde en tank med biobrændsel (50 liter). Det svarer til mad til én person i et helt år.
Verdens øjne er i denne uge rettet mod FAOs hovedkvarter i Rom, hvor FNs generalsekretær Ban Ki-Moon har hasteindkaldt stats- og regeringschefer til at diskutere, hvordan verdenssamfundet kan bidrage til en fælles og koordineret indsats i forhold til den globale fødevarekrise.
Men det bliver ikke nemt. For selv om de internationale målsætninger og løfter om en mere ligelig adgang til mad også for de fattigste med årene er blevet mere markante, er viljen til at efterleve dem svagere end nogensinde.
Den internationale udviklingsbistand er faldende, de globale handelsforhandlinger i WTO er kuldsejlet og de rige lande holder fast i de politiske målsætninger om biobrændsel, selv om det i høj grad er med til at påvirke fødevareprisernes himmelflugt.
Verdens fattigste og sultne er dybt afhængige af et godt resultat fra FAO-topmødet i Rom.
Ikke alene på grund af den aktuelle fødevarekrise, som har forøget antallet af mennesker, der sulter, med omkring 100 millioner, men også fordi der generelt er sket alt for få fremskridt i kampen mod sult.
Antallet af sultende er steget hvert eneste år siden det historiske fødevaretopmøde i Rom i 1996. Og det trods store fremskridt med sultbekæmpelse i f.eks. Kina, Indien, Sydafrika og en række latinamerikanske lande.
Det kræver en helt ekstraordinær indsats, hvis FAO-mødet i Rom skal levere både kortsigtede og langtidsholdbare løsninger for at overkomme den globale fødevarekrise.
Prisudviklingen
Efter hele 3 årtier med faldende fødevarepriser er verdensmarkedet på kort tid eksploderet. Alene i de første 3 måneder af 2008 befandt fødevarepriserne sig på det højeste niveau i næsten 30 år.
Prisindekset for fødevarer steg med hele 53 procent sammenlignet med begyndelsen af 2007 og selv om FAO for første gang i 18 måneder kan rapportere om en opbremsning i priserne på hvede, mælk, sukker og soja, er krisen langtfra overstået.
Både FAO og Verdensbanken forudser nemlig, at fødevarepriserne forbliver høje i de næste 10 år og påpeger samtidig, at vi må indstille os på større prisudsving og ustabilitet end tidligere.
Udover øget efterspørgsel, fald i lagrene, lavere høstudbytte i Australien osv., skyldes det stigende interesser for spekulation i fødevaremarkedet som påvirker priserne.
Alene i 2006 steg spekulationen med fødevarer med næsten 30 procent. Ifølge FAO må u-landene samlet set forvente en prisstigning i fødevareimporten på 33 procent i 2008. Men for de fattige fødevareimporterende lande, heriblandt størstedelen af de afrikanske stater, ventes stigningen at være på hele 56 procent.
Antallet af fattige øges
De globale prisstigninger har direkte indvirkning på fattige, som lever af helt basale fødevarer som majs, hvede og ris. I Asien udgør grundnæringsmidler 63 procent af de fattiges samlede kalorieindtag, i Afrika 50 pct. og i Latinamerika 43 pct.
Det vurderes, at én procent prisstigning på disse produkter medfører, at yderligere 16 millioner skubbes ud i fattigdom og sult. Én procent prisstigning får samtidig den generelle kalorieindtagelse blandt de fattigste til at falde med 0,5 procent. Som altid er det de fattigste, der rammes hårdest.
Én milliard mennesker lever allerede for under 5 kroner om dagen og 60-80 procent af deres daglige indkomst bruges på mad.
Prisstigningerne betyder altså, at en familie på 5, som lever for under 25 kroner om dagen, næsten må bruge 10 kroner yderligere på mad – penge som ellers skulle være brugt på sundhed eller uddannelse.
De første ofre for fødevarekrisen er ofte børn, som efter længere tids dårlig ernæring har et svækket immunforsvar og derfor ikke overlever helt almindelige sygdomme som f.eks. mæslinger og diarre.
Biobrændsel
Der er efterhånden indiskutabelt, at de politiske målsætninger om at øge produktionen af biobrændsel er en trussel mod den globale fødevaresikkerhed.
Både FAO, Verdensbanken og IMF (Valutafonden) har i rapporter påvist, at biobrændsel er af de væsentligste faktorer bag prisstigningerne på fødevarer såsom sukker, majs, oliefrø og palmeolie. Produktionen af biobrændsel har været i voldsom vækst fra 3,2 mia. liter i 2002 til 7,8 mia. liter i 2006.
I 2008 forventes mere end 30 procent af den amerikanske majsproduktion eller omkring det dobbelte af USAs eksport af majs, at blive anvendt til biobrændsel. Og i EU forarbejdes omkring 60 procent af den europæiske rapsolie til biobrændsel.
Selv om prisstigningerne på hvede og ris ikke direkte kan tilskrives efterspørgslen på biobrændsel, er der alligevel en sammenhæng. For når de amerikanske og europæiske landmænd øger produktionen af biobrændselsafgrøderne, mindsker de samtidig produktionen af andre fødevareprodukter.
Ikke overraskende giver det samlet set færre fødevarer på verdensmarkedet.
Såfremt EU og USA vælger at fastholde den nuværende produktion af biobrændsel vil det medføre prisstigninger på majs og oliefrø på henholdsvis 26 og 18 procent i det næste årti. Hvis biobrændselsproduktionen fordobles, øges prisstigningerne på majs og oliefrø til hhv. 72 og 44 procent.
Det vil sige, at forkerte politiske beslutninger kan koste tusindvis af menneskeliv og underminere de fremskridt, der har været de seneste årtier i nogle af verdens fattigste lande.
En række videnskabelige undersøgelser har på det seneste vist, at den positive effekt at biobrændsel er langt mindre end først forventet. Faktisk tyder meget på, at biobrændsel kun er rentabelt i perioder med meget høje oliepriser og meget lave fødevarepriser, hvilket altså ikke er tilfældet i dag.
En langtidsvurdering vil desuden ofte vise, at den samlede udledning af drivhusgasser ikke bliver reduceret, når de mange input og transportbehov regnes med. Samtidig er det værd at huske, at produktionen af biobrændsel i EU og USA støttes substantielt med offentlige midler. Den amerikanske støtte var i 2006 på 6,7 mia. dollar – samme niveau som i EU.
I værste fald er der tale om en ikke-bæredygtig produktion med store mængder handelsforvridende støtte til verdens rige landmænd, som kun har minimal virkning på bekæmpelse af drivhusgasserne.
Udviklingsbistand
Et vigtigt bidrag til løsningen på den globale fødevarekrise er øget bistand til landbrugsudvikling.
Desværre har udviklingsbistanden og regeringernes egne investeringer i landbrug og udvikling i landdistrikterne været kraftigt faldende igennem de seneste årtier.
I dag udgør regeringernes og donorernes investeringer i landbruget omkring 4 procent af de samlede budgetter, og det er selvsagt langt fra nok til at imødekomme de akutte udfordringer og de langsigtede løsninger, som er nødvendige for verdens fattigste.
Ydermere er de rige landes udviklingsbistand (ODA) faldet for første gang i mange år. Den europæiske bistand er således sunket fra 0,43 til 0,40 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), og vi er derfor langt fra det fastsatte EU mål på 0,56 procent af BNI i 2010.
De internationale donorer har desuden svært ved at finde finansiering til de humanitære katastrofer.
Kun omkring en tredjedele af FNs humanitære appeller i de mindst udviklede lande henter finansiering, og den humanitære bistand udgør mindre end 10 procent af den samlede globale udviklingsbistand. Dette skønt klimaforandringerne har øget antallet af humanitære katastrofer og behovet for katastrofehjælp forventes at stige kraftigt i de kommende år.
Samtidig påvirker prisstigningerne allerede nødhjælpsindsatsen, idet organisationernes købekraft er kraftigt reduceret. FNs Fødevareprogram (WFP) slog alarm i marts måned og fik ved nærmest mirakuløs hjælp fra Saudi Arabien indfriet behovet for akut finansiering.
Men WFP er den eneste større FN-organisation uden fast finansiering og derfor fuldstændig afhængig af donorernes nødhjælpsfinansiering. Det er en helt igennem uholdbar situation, som forsinker og besværliggør en i forvejen vanskelig indsats.
Fair handel
De globale handelsforhandlinger er i den hidtil alvorligste krise.
Verdenshandelsorganisationen (WTO) har siden 2001 forsøgt at afslutte den såkaldte udviklingsrunde, som netop blev iværksat for at imødekomme nogle af verdens fattigste lande.
Men landene står langt fra hinanden. USA er midt i en præsidentvalgkamp, og EU oplever en ny protektionistisk bevægelse med Frankrig i spidsen, som argumenterer for øget markedsregulering. Flere lande i Asien og Latinamerika er samtidig begyndt at introducere nye toldmure og opbygge nationale fødevarelagre.
De nye forhindringer forværrer imidlertid kun situationen for de fødevareimporterende lande, og det er ikke specielt befordrende for et gennembrud i forhandlingerne.
Derfor er det på tide at genoplive den såkaldte Marakesh-beslutning, som blev vedtaget i forbindelse med dannelsen af WTO. Her forpligter de rige lande sig til at kompensere for stigende fødevarepriser til de fødevareimporterende lande. Dette løfte har frem til i dag haft sin plads i glemmebogen.
Investeringer i landbruget
De høje fødevarepriser udgør en enestående chance for nogle af verdens fattigste lande til at revitalisere en hensygnende landbrugssektor og dermed forbedre den økonomiske udvikling.
Men det kræver først og fremmest massive investeringer i landbrugssektoren både fra nationale regeringer og de internationale donorer, hvis fattige landmænd skal kunne klare sig i den internationale konkurrence.
En væsentlig forhindring er u-landenes store transportudgifter, som i mange tilfælde betyder en fordobling af prisen. Samtidig er det forsat svært for fattige landmænd at få adgang til nødvendige input som f.eks. såsæd, kunstgødning og landbrugsrådgivning.
De stigende oliepriser har i øvrigt øget priserne på landbrugsprodukter. F.eks. er kunstgødning steget med 160 procent i de første 2 måneder af 2008. Dette er et særligt stort problem for Afrika, som importerer stort set al kunstgødning.
Den globale efterspørgsel på biobrændsel giver potentielt store muligheder for verdens fattigste lande.
Halvdelen af Tanzania og Mozambiques landområder kan producere biobrændsel og landene håber derfor på øgede udenlandske investeringer f.eks. fra nordiske virksomheder.
Men det øger samtidig presset på den knappe landbrugsjord, og det vil formodentlig i første omgang være de største og rigeste landmænd, som vil være i stand til at levere de eftertragtede fødevarer, der omdannes til ”benzin i tanken”.
Selv når nyere teknologi gør os i stand til at producere biobrændsel af f.eks. planteaffald, vil der forsat være kamp om de bedste landbrugsjorder, og landmænd i såvel rige som fattige lande vil ikkeo verrraskende hellere producere fødevarer til biobrændsel lige så længe, det er mere profitabelt end at dyrke fødevarer, som bruges til mad.
Vejen frem
FNs Menneskerettighedsråd understregede for nylig, at adgangen til mad er en menneskeret på linje med ytringsfrihed og frihed for undertrykkelse.
Retten til mad er derfor ikke blot en moralsk forpligtigelse, men en basal rettighed, som alle regeringer og institutioner er forpligtet til at fremme.
Derfor kan stats- og regeringscheferne ved FAO-topmødet i Rom ikke bare gentage gamle løfter og gode intentioner – uden at der kommer handling bag ordene.
Beslutsomhed og handling redder ikke alene menneskeliv, men er også almindelig sund fornuft.
Ifølge FN er det næsten hundrede gange billigere at forebygge end at behandle hungersnød i sultplagede lande. Vi oplever et stigende antal konflikter over adgang til mad, landbrugsjord og andre naturressourcer.
Det truer freden og stabiliteten i lande, som i forvejen er skrøbelige, og antallet af flygtninge og internt fordrevne forventes derfor at stige dramatisk i de kommende år.
Klimaforandringerne forudses at ramme fødevareproduktionen i en lang række lande med stadigt hyppigere og kraftigere tørker, regnskyl, oversvømmelser og orkaner.
Det betyder markante forandringer i verdens fødevareforsyning. I lavlands-landbruget i Afrika, der er afhængig af regnvand, skønnes det at udbytterne vil falde med op til 50 procent – ikke i en fjern fremtid, men om godt 10 år.
Det mener Folkekirkens Nødhjælp
Det er ikke første gang at verden oplever drastiske prisstigninger på fødevarer. Forskellen er imidlertid at denne gang skyldes det ikke alene tørke, kraftig regn eller andre naturfænomener. Hovedårsagen skal findes i uigennemtænkte politiske målsætninger og uopfyldte løfter.
Løsningerne og konkrete bud på at løse fødevarekrisen skal derfor komme fra de selvsamme politikere, som i disse dage gæster Rom. Folkekirkens har i lyset af vores analyse ovenfor følgende forslag til stats- og regeringscheferne i Rom:
Øget finansiering
Danmark må sammen med de øvrige internationale donorer fordoble udviklingsbistanden til landbrug og udvikling i landdistrikterne. Samtidig må der etableres nye finansieringsmekanismer, som kan kompensere for og understøtte de fattigste lande i at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne
Mad er vigtigere end benzin
De politiske målsætninger om øget brug af biobrændsel medvirker til at forværre den globale fødevarekrise. Danmark må derfor arbejde for et foreløbigt stop for forarbejdning af madafgrøder til benzin og et internationalt aftalesystem, som sikrer de sociale og miljømæssige aspekter i produktionen og handlen med biobrændsel.
Hurtig handling
Mange fødevare- og sultkriser kan undgås ved en kombination af tidlig varsling og langsigtede landbrugs- og fødevaresikkerhedsprogrammer. Danmark må bidrage til at skabe større opmærksomhed og handling inden de latente kriser udvikler sig til reelle katastrofer.
Fair handel
Forhandlingerne i WTO og reformen af EUs landbrugsordninger må indebære større nedskæringer i landbrugssubsidierne, stop for al dumping og bedre markedsadgang til gavn for verdens fattigste lande. Samtidig må der ikke skabes nye forhindringer for fødevareeksporten, som risikerer at mindske den globale fødevaresikkerhed.
En alternativ grøn revolution
Danmark må i samarbejde med den private sektor og i tæt samspil med landmændene selv øge bistanden til landbrugsforskning og udvikling, herunder udvikling af tørkeresistente og næringsrige plantesorter til gavn for verdens fattigste landmænd.
Morten Emil Hansen følger forhandlingerne på fødevaretopmødet i Rom den 3-5. juni 2008 og kan kontaktes på mobil 25 50 21 08 for yderligere kommentarer og baggrundsoplysninger.
Kilde: www.noedhjaelp.dk
