BAMAKO, 18. februar (IRIN): Uanset internationale bestræbelser på at genskabe freden i Mali, er regionen Kidal i kæmpelandets nordlige del fortsat en bastion for MNLA (den Nationale Bevægelse for Azawads Løsrivelse). Freden er i det hele taget skrøbelig og forsoningsprocessen sat i lavt gear.
Mens resten af det vestafrikanske Sahel-land langsomt kommer sig oven på oprørernes og islamisternes besættelse, frygter myndighederne, at det fremherskende klima af mistillid og fjendskab i Kidal skal destabilisere landet.
”Sandy” El Hadj Baba Haïdara, der netop har mistet sit sæde i nationalforsamlingen som deputeret fra Timbuktu, har udtalt, at Malis skæbne var knyttet til Kidals skæbne. Kidal er en tidligere garnisonsby, som ligger i den isolerede region Adrar des Ifoghas.
”Nogle mener, at Kidal blot er en sten i skoen, men en sten i skoen kan komme til at gøre ondt i hele kroppen”, har Haïdara sagt. ”Der skal løses op for situationen i Kidal, så alle kan trække vejret frit, og vi kan komme videre.”
Militær løsning
Der hersker usikkerhed i den nordøstlige del af landet. For nylig bortførte Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika (MUJAO) fire medlemmer af Røde Kors’ internationale komité samt en dyrlæge på vejen mellem Gao og Kidal.
MNLA, som har tuareg-flertal, har taget afstand fra den type hændelser tidligere og forsikret, at de netop sigter på at drive de militante islamister helt ud af Mali.
Haïdira har udtalt sig positivt over for en militær løsning i Mali. Der er maliske tropper til stede i Kidal, side om side med tropper fra FN’s MINUSMA-mission samt den franske hær.
Ifølge observatører er antallet dog ikke tilstrækkeligt til at sikre det enorme område. [http://www.irinnews.org/fr/report/99214/l-ins%C3%A9curit%C3%A9-r%C3%A8gne-encore-dans-le-nord-du-mali-et-freine-l-aide-humanitaire ]
Inden valget forpligtede den midlertidige præsident Dioncounda Traoré sig til at styrke den maliske hærs tilstedeværelse i Kidal; det har han imidlertid ikke gjort.
På trods af guvernørens tilbagevenden til Kidal-regionen i juli 2013 og den – modvillige – rømning af vigtige bygninger, der var besat af MNLA, har regeringen ikke kontrol over Kidal.
I 2013 sagde MNLA, at ”hejse Malis flag i Kidal er en krigserklæring”.
Haïdira har udtalt, at FN og Frankrig burde forsvinde og give plads til en styrket malisk hær. Denne holdning deles af mange politiske repræsentanter og kommentatorer i hovedstaden Bamako.
Modstand imod Paris
Frankrigs militære intervention, der startede i januar 2013, banede vejen for at jage de islamistiske besættere ud af landet, men den maliske befolknings taknemlighed er kølnet over de seneste måneder.
I Bamako erklærer flere og flere, at selv om de franske styrker har drevet islamisterne ud af deres bastioner i bl.a. Timbuktu og Gao, har de valgt en ”ikke-interventionsstrategi” i Kidal. De franske tropper har grebet ind i samarbejde med soldater fra Tchad og dermed åbenlyst holdt Malis hær udenfor.
Frankrig har ladet MNLA komme ind, idet man håbede, at deres kendskab til ørkenen ville gøre dem til allierede under forhandlinger om frigivelse af gidsler samt i militære operationer, der havde som mål at dæmme op for en sidste modstand fra jihadisternes side.
Nogle maliere mener, at Frankrig er blevet vildledt på de to punkter. Ifølge dem ser den franske regering MNLA som en bevægelse af indfødte med legitime krav, og islamisterne som opportunister af overvejende udenlandsk herkomst – en fejlagtig skelnen siger de.
”Det er ikke det MNLA, vi kendte i starten”, anfører Haïdara og uddyber: ”Under deres flag finder vi nu alle de jihadister, som har tabt deres egne kampe.”
Den tidligere præsident for nationalforsamlingen Ali Nouhoun Diallo, er nu præsident for COMODE, en malisk koalition af demokratiske organisationer, en bred alliance af partier og pressionsgrupper med det formål at befri Kidal.
Han har udtalt til IRIN: ”Jeg har stadig ikke forstået, hvad Frankrig ville i Nordmali. Hvis man tager beskyttelse af territorial integritet alvorligt, kan man ikke lade et andet flag vaje i Adrar. For os hænger det simpelt hen ikke sammen.”
Løsning på spørgsmålet om MNLA
Det bekymrer Diallo at se MNLA lade Azawads flag vaje i Kidal, se dem organisere demonstrationer imod regeringsdelegationer og vige uden om forhandlinger om rømning.
Ifølge Diallo har tidligere oprør og fredsaftaler gjort mange skeptiske. Han henviser til, at separatistledere underskrev aftaler og fik adgang til højere poster, civilt eller i hæren, inden de støttede nye oprør.
Diallo fremhæver, at hvis MNLA vil tages seriøst, bør de aflevere våbnene.
MNLA beretter en meget anderledes historie til mæglere og journalister.
De taler om civile dræbt af maliske sikkerhedsstyrker under demonstrationer, beskylder Frankrig for at efterlade bevægelsen ubeskyttet og isoleret i Kidal og udtrykker skuffelse over at se, at den nuv. præsident Ibrahim Boubacar Keïta (IBK) intet nyt har foreslået.
IBK har bekræftet, at Nordmali burde være landets førsteprioritet. Efter hans tiltræden har han udnævnt Cheick Oumar Diarra, tidligere malisk ambassadør i USA, til posten som minister for national forsoning og udvikling af de nordlige regioner.
Han har ligeledes nedsat nationale forsamlinger for Nordmali i Bamako og etableret en ny kommission for sandhed, retfærdighed og forsoning, som skal undersøge krisens årsager og de krænkelser, den har medført.
Fredsprocessen halter
Imidlertid frygter mange, at fredsprocessen er ved at tabe pusten.
Med den skaldte Ouagadougou-aftale af 18. juni 2013 blev det besluttet at etablere en ”inkluderende dialog” inden 60 dage efter udnævnelsen af en ny regering. Det er ikke sket.
I mellemtiden har MNLA og regeringen beskyldt hinanden for at have brudt aftalerne om sikkerhedsforanstaltninger i Kidal.
Iagttagere har gjort gældende, at Ouagadougou-aftalen kun var en af flere aftaler, der skulle skabe fred i Kidal, idet de nævner Nationalpagten af 1992 og Algier-aftalerne, som blev underskrevet i 1996.
Direktør for tuaregernes kulturcenter Tumast i Bamako, Mohamed Ag Ossade, har gjort gældende, at det var de to parters ansvar at finde frem til en aftale, der ikke smuldrede et par år senere. Hvis Ouagadougou-aftalen ikke lykkes, siger han, ”så er det spildt arbejde”.
Ag Ossade har ikke tillid til MNLA. Han hævder, at dens kampagne for Azawads selvstændighed blev støttet af idealister og opportunister. Men han stoler heller ikke på dem, der kræver en militær løsning.
”Send den maliske hær, og I vil opleve drab folk på 90-årige eller børn på to. Desuden vil hæren blive knust. Derude tilhører alle MNLA” siger han.
Ag Ossade mener, at med god ledelse kunne Mali blive en tolerancens smeltedigel.
Som bevis nævner han en koncert, som Tumast-centret har organiseret med en tuareg-gruppe, der hovedsagelig bestod af indbyggere fra Kidal. På dansegulvet så man tuareger blandt publikum side om side med honoratiores, diplomater og musikelskere af alle racer.
”Vi kan finde en løsning”, erklærer Ag Ossade til IRIN. ”Men på betingelse af, at Malis regering elsker alle sine børn, og at den sikrer dem en retfærdig behandling.”
Artiklen er oversat af Gunver Bjerre for Genvej til Udvikling – www.gtu.dk
Den originale franske tekst kan læses på
http://www.irinnews.org/reportfrench.aspx?ReportID=99664
Herfra kan der klikkes videre til engelsk og en arabisk version.
