ANALYSE: Sydafrikas regeringsparti, ANC, fortsætter ved magten og behøver ikke at dele den med andre efter sidste onsdags parlamentsvalg. Partiet høstede 57,5 procent af stemmerne – 4,7 procent mindre end sidste valg, i 2014.
Det var dog bedre end frygtet, og partiets nye leder, præsident Cyril Ramaphosa, har tilsyneladende standset tilbagegangen, der førte til bare 54 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2016. Han har dermed fået mandat fra vælgerne til at fortsætte oprydningen efter sin korruptionsanklagede forgænger, Jacob Zuma, og til en genrejsning af landets sløve økonomi, der blandt andet har medført, at Sydafrika ifølge The Economist har verdensrekord i ungdomsarbejdsløshed.
ANC fastholdt kontrol over otte provinsparlamenter
Lige så vigtigt et resultat for partiet har været dets evne til at fastholde magten i samtlige otte provinser, det også kontrollerede før valget. Det borgerlige oppositionsparti, Democratic Alliance, DA, havde håbet at vriste mindst en af disse fra ANC, men det lykkedes ikke. Partiet havde især håbet at skubbe ANC fra tronen i landets økonomisk og symbolsk vigtigste provins, Gauteng, der rummer det økonomiske magtcentrum, Johannesburg, landets hovedstad Pretoria og de store, fattige sorte townships som Soweto.
”Jeg er dybt skuffet,” indrømmede DA’s Gauteng-leder, Khume Ramulifhe. ”Mange af vores vælgere blev hjemme.” Ikke engang på landsplan lykkedes det DA at score vælgere fra et ANC, som har skuffet dybt de senere år. Partiets landstilslutning faldt tværtimod med halvandet procentpoint.
Vælgerapati
Partiet blev tilsyneladende ramt af to afgørende forhold ved dette valg, der markerede 25-året for indførslen af demokrati i Sydafrika: For det første en dyb vælgerapati, som medførte, at kun 65 procent af vælgerne deltog. Mere end halvdelen af førstegangsvælgere lod sig ikke engang registrere som vælgere. I Sydafrika er man ikke automatisk registreret, som i for eksempel Danmark: Registrering er en aktiv handling. Kun 25 millioner ud af 31 millioner potentielle vælgere var registreret på landsplan. I Gauteng ’manglede’ således tre millioner potentielle vælgere. Som oppositionsparti tabte DA tilsyneladende muligheden for fremgang ved ikke at mobilisere de mange skuffede eller uinteresserede vælgere, der ikke fandt, at valget havde relation til deres liv.
For det andet har partiet fået konkurrence fra en etnisk orienteret højregruppe: DA ses ofte som det hvide befolkningsflertals parti, og endnu en faktor for partiets dårlige resultat er fremvæksten af et højrenationalt parti, Freedom Front Plus, FF+, der mere end fordoblede sin tilslutning fra én procent til 2,4. FF+ henter næsten udelukkende sine vælgere blandt afrikaanere, den hvide befolkningsgruppe, der havde magten under apartheidårene 1948-1994 – især farmere og fattige hvide. Under mottoet Slaag terug!, ’slå igen!’ har partiet især mobiliseret mod voksende sorte krav om nationalisering af hvide farmeres jord uden erstatning.
Venstreradikale krav
Dette krav er især blevet markedsført af det venstrepopulistiske Economic Freedom Front, EFF, der er valgets store vinder. EFF voksede nationalt fra 6,5 procent til næsten 11 procent på dette og andre yderligtgående krav om nationalisering og offentlig masseansættelse af arbejdsløse unge.
På ANC’s partikongres i 2017 måtte Ramaphosa acceptere at indarbejde EFF’s kontroversielle ekspropriationskrav som ANC’s politik for at blive valgt som erstatning for Zuma.
Ramaphosa ved, at en sådan politik vil være farlig for nødvendigheden at tiltrække udenlandsk kapital for at kunne skabe nye jobs. Han har reageret ved at sylte den i en kommission, og ved at få indført en passus om, at det ikke ’må true landets fødevareforsyning’.
Udviklingen illustrerer imidlertid den knivsæg, han skal betræde for at kunne balancere sin magtudøvelse mellem en fattig, sort befolkning, der stadig mere utålmodigt venter på at høste en demokratisk gevinst, og hensynet til den kapital, der skal investere i produktionen af gevinster.
Intens fløjkrig i Gauteng
Balancegangen er mest akut i Gauteng. Ramaphosa har foreløbig kun et spinkelt greb om partiet. På trods af indrømmelsen til partiets EFF-inspirerede venstrefløj om ekspropriation, fik han kun kongressens opbakning til valget som ny leder med et lillebitte flertal. Dets hovedbestyrelse på seks medlemmer er ligeligt delt mellem hans egne tilhængere og proselytter af den afgåede, korruptionsanklagede Zuma. Magtkampen mellem disse to fløje er langtfra afsluttet – proselytterne kæmper indædt for at fastholde de privilegier, de vandt under Zuma, og imod Ramaphosas forsøg på at sikre politiets og domstolenes forsøg på at straffe dem for korrupte og kriminelle handlinger.
Ved valget i Gauteng opnåede ANC kun akkurat et flertal på 50,5 procent. Som en sydafrikansk analytiker noterer, vil partiets regeringsudøvelse kræve, ”at samtlige valgte møder op til samtlige afstemninger.” Det kan blive vanskeligt at skabe enhed, når partiet i Gauteng også er delt ligeligt i netop de samme to dødeligt uenige fraktioner.
Ramaphosa har foreløbig reddet skindet som partiets leder, men går fem meget vanskelige år i møde.
