Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Jeg ved det godt! Den indledning lægger op til alle sure ældre menneskers omkvæd: I gamle dage var alting bedre! Solen stod højere på himlen, vi kom hinanden ved, sneen var kønnere, og der var altid hvid jul.
Ikke desto mindre er der faktisk noget om snakken: Dengang i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne var der noget ved at være udviklingsjournalist. Det er der ikke på samme måde i dag. Det er rent ud sagt blevet så røvkedeligt, at der kun er få, der gider se verden i globalt udviklingsperspektiv.
Undtagen i Globalnyt, naturligvis.
Mellemfolkeligt Samvirke
Hvad var det da, der var så spændende dengang?
I vores eget danske perspektiv var det faktisk Mellemfolkeligt Samvirke, der opfandt udviklingsbistanden. Mellemfolkeligt Samvirke kom på banen før regeringen, før Udenrigsministeriet, og længe før der var noget, der hed Danida. Med rødder i fredsbevægelsen, de kristne kvækere og En Verden tog de initiativ til et privat dansk bistandsarbejde, der først rettede sig mod Nordnorge, Tyskland og Italien, der var smadrede efter Anden Verdenskrig og senere udbredte bistandsarbejdet til andre dele af Verden, der forsøgte at rejse sig efter flere hundrede års britisk, fransk og belgisk kolonivælde.
I begyndelsen af 1960’erne hoppede regeringen med på vognen, men kun sjældent helhjertet. Et kvindeligt medlem af min familie var sammen med Anders Georg til et selskab. Anders Georg var datidens svar på Steffen Gram. Hun fortalte den store udenrigskorrespondent, at hendes unge nevø ville være udviklingsjournalist. Anders Georg rynkede på næsen. “Det går forhåbentlig over,” sagde han. “I dansk perspektiv er udviklingsbistanden kun en grille. En blindgyde for rigtige journalister, der vil frem i verden.”
Jesus Christ Airlines
Ikke desto mindre holdt jeg fast, og det var en af de frivillige organisationer, der tændte faklen.
Sidst i 1960’erne forsøgte regeringen i Nigeria at kvæle et oprør ved at sulte rebellerne ihjel. Al mad til oprørsprovinsen Biafra blev standset ved grænsen. Børnene og de gamle begyndte at dø. Det var ikke regeringens problem.
Folkekirkens Nødhjælps daværende generalsekretær, Viggo Mollerup, spændte dog midlertidigt ben for forsøget ved at tage initiativ til en spektakulær international luftoperation, der fik navnet Danchurchaid. Danchurchaid blev senere til Joint Church Aid, JCA eller, i folkemunde, Jesus Christ Airlines.
Ingen regeringer støttede nødhjælpsoperationen, heller ikke den danske, og oprørsforsøget blev opgivet, men flere millioner mennesker reddede livet takket være luftbroen til Biafra.
Som journalist oplevede jeg Mollerups enegang som et befriende Yes We Can! Bistanden kunne noget, som var værd at beskæftige sig med uanset Anders Georgs kyniske vurdering.
Nelson Mandela og Desmond Tutu
Senere – i 1970’erne og 1980’erne – sluttede den danske solidaritetsbevægelse og private danske bistandsorganisationer op bag Nelson Mandela, biskop Desmond Tutu og den sydafrikanske antiapartheidkamp. Det var organisationerne mere end nogen andre, der viste vejen og skubbede regeringen i retning af en aktiv dansk udenrigspolitik til fordel for de undertrykte i Sydafrika, Nicaragua, Palæstina og andre steder i verden.
Bistand var mere end veldædighed, og udviklingsjournalistik handlede om andet og mere end nødhjælp. Bistandsorganisationerne var med til at sætte dagsorden for regeringen og befolkningen i kraft af deres praktiske arbejde for folk i de fattige lande og deres arbejde med folkeopinionen hjemme i Danmark.
Tabt pusten
Som journalist var jeg kun observatør, men alligevel med i udkanten af en stor bevægelse, som folk i de private bistandsorganisationer drev frem og inspirerede med nye mål og midler.
I dag er det, som om Anders Georg har fået lidt ret. Gnisten er ikke gået ud, men den er sværere at få øje på. De private organisationer har tabt pusten og styrer ikke længere staten på rette vej. De lader sig styre.
Sådan ser det i alt fald ud. Måske bare fordi, jeg er blevet de årtier ældre.
