Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
To politiske aktivister fra det lille enevældige monarki Swaziland er anklaget for terrorismevirksomhed, fordi de udtrykte støtte for deres eget parti. De risikerer 15 år i fængsel.
Mario Masuku og Maxwell Dlamini er henholdsvis præsident og ungdomsleder i People’s United Democratic Front (PUDEMO), et forbudt parti eller bevægelse, der kæmper for demokrati i Swaziland. De er anklaget under Swazilands Suppression of Terrorism Act, en lov der definerer terrorisme som enhver handling der ”er til fare for den nationale sikkerhed”.
Mario Masuku (i midten) og Maxwell Dlamini (til højre) i retten. (Foto: Afrika Kontakt)
Masuku og Dlamini sidder nu i Zakhele Remand Centre, foreløbigt indtil senere i september, hvor de næste gang skal for retten. De er blevet nægtet at blive løsladt mod kaution, selvom Mario Masuku har fået lungebetændelse i fængslet, hvilket har forværret hans diabetes og gjort at han har tabt sig drastisk, og selvom de begge flere gange tidligere er blevet dette i sager, hvor anklagerne i princippet var mere alvorlige.
Deres forbrydelse: at have råbt ”viva PUDEMO”, samt ”kongen må gå af” under et 1. maj arrangement i Swazilands største by, Manzini. Tilråb der i øvrigt blev gentaget af mange af de 7.000 andre deltagere. De nægter begge, at deres handlinger er udtryk for terrorisme.
Amnesty International har kaldt Swazilands terrorlov for ”undertrykkende”, og beskriver i en rapport hvordan dens meget generelle sprogbrug bruges til at ”tilbageholde og slæbe politiske aktivister for retten”.
Enevældigt kongedømme
Swaziland er Afrikas sidste enevældige kongedømme, et land hvor kongen udpeger premiereministeren, regeringen, og en stor del af politikerne, hvor premiereministeren udtaler at fagforeningsledere skal ”kvæles” og aktivister tortureres, og hvor to tredjedele af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på en amerikansk dollar om dagen.
Landets politiske klima er med til at legitimere vold og tortur begået af Swazilands politi og sikkerhedsstyrker. En vold som ikke mindst Maxwell Dlamini har mærket på egen krop. Dlamini blev i 2011 bundet til en bænk, og blev gentagende gange kvalt med en plasticpose til han besvimede. Han var indtil sin arrestation under behandling for posttraumatisk stresssyndrom.
Besøgte Danmark
Både Masuku og Dlamini har flere gange været i Danmark for at forsøge at skabe opmærksomhed for deres kamp for demokrati.
Masuku mødtes sidste år blandt andet med folketingets formand Mogens Lykketoft, samt borgmestre fra København og Gladsaxe, og overværede bl.a. stemmeafgivning og stemmeoptællingsprocessen under kommunevalget som en del af en studietur arrangeret af Institut for Flerpartidemokrati.
Masuku og Dlamini har desuden haft projektsamarbejder med henholdsvis Enhedslisten og solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt gennem en længere årrække.
Peter Kenworthy er kommunikationsmedarbejder i Afrika Kontakt.