Ja, anbefalingen går faktisk til enhver med interesse for Afrika både historisk, og som vi skuer fremad.
Jeg har boet i Afrika i 16 år og er selv underviser, om end på universitetsniveau, hvilket ikke er bogens umiddelbare målgruppe. Jeg vil alligevel opfordre mine studerende til at læse Rasmussen & Tygesens bog, da den vil være et godt udgangspunkt for mere dybdegående analyser.
Desuden giver bogen, bedre end nogen anden bog jeg har læst (også på engelsk), en overskuelig, nærværende, og letlæst opsummering af Afrikas historie, landenes politiske og socioøkonomiske udvikling samt kontinentets muligheder og presserende udfordringer.
Svært ved at se mangler
Bevares, der er nok nuancer, som ikke kommer med og emner der måske bliver udeladt, men det er svært at se, hvordan det ikke kan være tilfældet med en bog, som dækker den komplette historie af et helt kontinent – endda det kontinent med suverænt flest lande.
Faktisk, som Afrikaforsker, har jeg svært ved at se nogle klare mangler.
Afsnittet om Afrikas begyndelse (Afrika til ca.år 1500) giver et godt indblik i, hvorfor historisk viden er vigtig, også når vi skal forstå verden i dag.
Her bliver vi for eksempel mindet om, hvordan afrikanske bønder, som stadig er en stor del af befolkningen, har vanskeligere vilkår, helt grundlæggende på grund af kontinentets gamle alder og dermed dårligere og mindre dyrkbar jord.
Vi lærer også, at Afrika har en stolt historie med store riger og bysamfund, noget der ofte bliver overset.
Afsnit 2 (Afrika 1500-1945) giver læseren en god og helt fundamental forståelse for, hvordan Afrikas plads i verdensøkonomien har medført udnyttelse og afhængighed på en måde, der har skadet Afrikanske borgere og som trækker tråde helt op til i dag.
Rasmussen og Tygesen er nok Afrikakendere og har tydeligvis en forkærlighed for kontinentet, men de er bestemt ikke ukritiske over for de interne betingelser, som også har været med til at skabe mange af de udfordringer Afrikanere oplever i dag.
Afsnit 3 (Afrika 1945-1989) og Afsnit 4 (Afrika efter 1989) dækker begge de centrale emner for at forstå udviklingen i Afrika de seneste 70 år, og opsummeringen af de væsentligste udfordringer, som f.eks. den tvivlsomme holdbarhed i de seneste års økonomiske vækst, er helt på sin plads.
Forestillinger om Afrika
Bogen ender med et kapitel, som måske overrasker: Det handler om ”forestillinger om Afrika”, altså hvordan vi i Nord opfatter Afrika og dets borgere.
Selvom emnet bliver præsenteret helt nøgternt, så er det et modigt og utrolig vigtigt kapitel. Fordomme om Afrika, dets ledere og borgere er stadig allestedsnærværende, og det er på høje tide, at vi bliver flyttet på vores tankegang om andre – og om hvordan vi opfatter os selv i forhold til andre.
Dette kapitel, som de andre kapitler, inspirer til at finde mere viden og lægger op til mange interessante diskussioner. Jeg glæder mig til at have sådanne samtaler med studerende og andre med interesse for Afrika.
Marianne S. Ulriksen har en ph.d. i Statskundskab fra Aarhus Universitet. Hun er Senior Research Fellow ved the Centre for Social Development in Africa, Johannesburg Universitet i Sydafrika, og hun underviser på statskundskab i Aarhus. Hendes forskning omhandler politik, velfærd og ulighed i Afrika med særlig fokus på landene Sydafrika, Botswana, Tanzania, Uganda og Mauritius.