Af Laura Lindegaard
I det intense drama Big Men portrætterer instruktør og producer Rachel Boynton forløbet af et vestafrikansk olieeventyr. Filmen vises under titlen Penge, magt, grådighed og olie på DR2s Dokumania tirsdag (12.11) kl. 20.30 og onsdag (13.11) i Dagmar teatret kl. 12 under CPH:DOX.
Den kan anbefales på det store lærred.
“To become big is the prayer of everybody, an instinct in every human being.” (citat fra ghanesisk Ashanti-konge i filmen)
Der er fundet olie ud for Ghanas kyst og den lokale forretningsmand George Owusu har vundet retten til at udvinde olien.
Da det er et projekt af gigantiske dimensioner, skaffer han en samarbejdspartner i det lille risikovillige firma Kosmos Energy fra Texa i USA. Manden bag Kosmos Energy, James Musselman, skaffer kapital fra de store drenge fra et investeringsselskab på Wall Street.
Det er et olieeventyr, der ikke kan fejle (!) og begejstringen vil ingen ende tage. Alle tror, at de skal tjene styrtende med penge.
Men da oppositionen kommer til magten efter et valg i Ghana, og den ny regering ønsker at genforhandle kontrakten, falder projektet fra hinanden. Investorerne har pludselig milliardbeløb ude at hænge og Ghana ingen udsigt til at få noget afkast på sin nyfundne naturressource.
De mange implicerede parter spiller hinanden ud og de to mænd, der gjorde alt det indledende og risikable arbejde, sættes fra bestillingen.
Big Man i Ghana – og USA
Nu handler det ikke længere kun om geo-politik og grådige forretningsmænd, men også om ære og følelsen af at være en “Big Man”. Og dét er essentielt filmens omdrejningspunkt.
For hvad vil det sige at være en Big Man? Begrebet er udbredt i Afrika; det er en naturlig tilgang til livet at stræbe efter at klare sig godt økonomisk, så man kan forsørge sin udvidede familie.
Og hvis man har succes, er man en Big Man. Men det samme er tilfældet for de amerikanske forretningsmænd – og for den sags skyld instruktøren selv – alle ønsker at klare sig godt. Og hver eneste karakter i filmen gør sit for at nå dertil.
Boynton peger ikke fingre og udstiller hverken investorer eller politikere som “bad guys”.
Hun giver dem tid til at forklare deres syn på sagen og man mærker, at de stoler på hende, og oftest også selv tror på lødigheden af det projekt, de er indviklet i.
Fordi man kan forstå deres bevæggrunde, nuancerer det dramaet. De synes selv, at de kan retfærdiggøre deres handlinger og dét på trods af, at de er en lille flok mænd i jakkesæt, der med hver deres personlige dagsordener har magten til at determinere det ghanesiske folks fremtidsmuligheder.
Skræmmebilledet Nigeria
Parallelt med dramaet mellem Ghana og de amerikanske investorer udfoldes skræmmehistorien om, hvor galt det kan gå.
Det er Nigeria, der er eksemplet. Det er 50 år siden, at der blev fundet olie og det har ikke bidraget til økonomisk vækst, men tværtimod til ustabilitet, borgerkrig og økonomisk ulighed.
Boynton besøger kalashnikovbærende militsfolk i Nigerdeltaet, der destruerer olierørledninger i protest mod, at de ikke får noget udbytte af landets store olieforekomster, der ryger direkte i lommerne på korrupte politikere.
Historien fra Nigeria er fint flettet sammen med hovedhistorien og underbygger den foruroligende følelse, man sidder med efter filmen. Kan olieforekomsterne i Ghana potentielt føre til samme anarkistiske grådige kaos, som Nigeria står midt i?
Og hvordan undgår man dét, når alle de vigtige spillere er med for egen vindings skyld?
Rachel Boynton var til stede under visningen i Empire Bio søndag (10.11) og blev spurgt om den nye ghanesiske regering fik en bedre aftale med de amerikanske investorer, hvortil hun svarede, at de fik præcis den samme aftale som den, der oprindeligt var blevet indgået med den gamle regering.
Dette fremgår ikke af filmen, men er relevant information i forståelsen af det magtspil, der foregår mellem rige vestlige investorer og afrikanske regeringer, der i sidste ende står med ret få forhandlingsmuligheder.
Når investeringer i Vestafrika opleves som en risikofyldt forretning, har en regering som den ghanesiske ikke særligt gode kort på hånden i en forhandlingssituation. Og så begynder det at ligne tyveri af naturressourcer, der først og fremmest burde komme folket til gode.
Big Men er med sine dragende smukke billeder og en beundringsværdig adgang til karaktererne enormt velfortalt. Den giver ingen svar, men et indblik, der giver et godt udgangspunkt for forståelse af både det geo-politiske spil og individers handlerum.
En absolut anbefaling.
Laura Lindegaard er cand.mag. og lavede i 2011 feltarbejde i Liberia til sit speciale på tværkulturelle studier ved Københavns Universitet om unge og performativitet i det vestafrikanske land efter mange års konflikt. Det blev tillige til en 11 minutter lang dokumentarfilm ”This, too, is Liberia. Arts, Culture and the Spiritual”.
Hun anmelder ligesom sidste år film fra CPH:DOX til U-landsnyt.dk
