Anne Christensen stopper som direktør for Danida Fellowship Centre

anne_christensendfc
Anne Christensen.
Foto: Danida Fellowship Centre.
Laurits Holdt

24. april 2019

Anne Christensen er uddannet bygningsingeniør og kom til Danida Fellowship Centre (DFC) som direktør i 1997 efter at have arbejdet 20 år med international udvikling i bl.a. Lesotho og Kenya.

DFC administrerer Danidas forskningsmidler og stipendier og studieophold årligt til mellem 600 og 1.000offentligt ansatte, akademikere og forskere fra de udviklings- og transitionslande som Danmarks samarbejder med.

Med 22 år som direktør har hun oplevet mange ministre, strategier og tiltag på udviklingsområdet. En af de markante skift hun har set er forskydningen af fokus fra den ”rene” udviklingsbistand til et større fokus på handelsinteresser.

”Forsimplet sagt så er DFC’s opgave at servicere Danida, så i takt med at den internationale og danske trend er fra ’aid to trade’, og bistanden i højere grad er målrettet vækst- og transitionslande, så har DFC’s fokus også flyttet sig til andre lande og andre programmer. Personligt synes jeg, de fattigste lande lades lidt i stikken, men fra DFC’s synspunkt er det essentielt, at DFC’s virke er samme sted som den danske udviklingsbistands fokus,” siger hun.

Større og større ansvar

Globalnyt har bedt Anne Christensen pege på nogle af de vigtigste ting, der er sket i hendes tid i spidsen for DFC:

”I 2008 fik DFC overdraget administrationen af forskningsbevillingerne. Det var en stor omvæltning. Ganske vist kun fire ekstra medarbejdere, men det svarede til en stigning i personale på ca. 33 procent. En vigtig forøgelse af DFC’s portefølje. Og gennem årene har DFC fået overdraget større og større ansvar med administration og tilsyn af diverse forskningsrelaterede aktiviteter.”

”I 2017 blev stipendiebevillingen omdirigeret til at støtte myndighedssamarbejdet, som der er stor fokus på i Udenrigsministeriet, fremfor prioritetslande. Det har været en succes, reflekteret ved at stipendiebevillingen er steget med 100 procent fra 30 mio. kroner i 2017 til 60 mio. kroner i 2019.”

”2016 startede DFC Danida Alumni Network og det første lokale Danida alumnenetværk blev etableret med støtte fra DFC. I dag er der ti lokale netværk og et samlet antal på over 2.500 medlemmer. Det har været en spændende udvikling og dejlig at se den brede accept af værdien af et alumnenetværk.”

Den røde tråd

DFC er en selvstyrende organisation under Udenrigsministeriet som blev etableret i 1990. I 1992 flyttede centret ind på sin nuværende adresse på Frederiksberg. Siden 2015 har det dog ligget i kortene, at det skal flytte til Holbæk som et led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser. Adresseændringen sker efter planen i slutningen af 2020.

I forhold til de udenlandske forskere og deltagere i Danida Fellowship Centre’s kurser, udfører centret også en række praktiske opgaver og driver bl.a. et kollegium, hvor de kan bo under deres ophold i Danmark. Gennem årene har der været flere end 25.000 fra mere end 120 lande på DFC.

På trods af en meget omskiftelig tilværelse med omstruktureringer og nedskæringer har centret i dag flere medarbejdere end nogensinde og det samme med aktiviteter. Anne Christensen mener, at der er en rød tråd gennem hendes 22 år på posten, fortæller hun til freelancejournalist Jesper Heldgaard i en artikel på centrets hjemmeside:

”Vores opgave har været og er at sørge for trygge og sikre rammer om kursisters, studerendes og forskeres ophold fra Syd. Vi skal være deres ’home away from home’, så de får mest muligt ud af deres ophold i Danmark, både fagligt og personligt.”

”Jeg afleverer et Danida Fellowship Centre i god stand og kørt i stilling til min afløser, og jeg nærmer mig de 66 år og synes derfor, det er tid til at gå nu. Jeg vil savne de gode kolleger og de mange studerende fra alle mulige lande. Jeg vil også savne at blive brugt og er parat, hvis nogen synes, de kan bruge mine erfaringer til mindre opgaver,”siger Anne Christensen, der til gengæld ikke vil savne tidens stigende krav om, at en direktør også skal ’være på’ og markere sig i offentligheden.

”Jeg har arbejdet for at profilere DFC og det, vi gør. Det med at spille min egen person på banen ligger ikke til mig, og også derfor er det godt, at jeg nu viger pladsen for en ny direktør,” siger hun i artiklen på DFC.

Den nye direktør er Danmarks nuværende ambassadør i Burkina Faso, Ulla Næsby Tawiah, der tiltræder 1. august 2019. Se Globalnyts omtale af jobskiftet.

Anne Christensens afskedsreception afholdes torsdag den 2. maj kl. 15:00 – 17:00 på Hostrupsvej 22, 1950 Frederiksberg C. Tilmelding [email protected]