Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i Borgergade 13 i det indre København åbner for første gang sine døre i år under Kulturnatten, som finder sted i København 8. oktober.
Gennem oplæg og film vil RCT fortælle om tortur, FN-konventionens totalforbud mod tortur, behandlings- og rehabiliteringsarbejdet for torturofre både i Danmark og i de u-lande, hvor RCT samarbejder med lokale partnere om at behandle og forebygge tortur.
– De grusomme fotos af amerikansk tortur mod fangerne i Iraks fængsler og den danske debat om tortur har vist et stort behov for oplysning om tortur. Ved at deltage i Kulturnatten håber vi at imødekomme et udbredt ønske fra mange om at besøge RCT, siger kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT.
Udover en cafe i stueetagen vil der være forevisning af dokumentaren “Udvist til Tortur”, digt- og prosaoplæsning af Shamal Adel Salim, forfatter til Himlen behøver sine Stjerner og mulighed for at møde et par andre tidligere klienter, der kan fortælle om tortur og RCTs rehabiliteringsarbejde.
– Umiddelbart vil mange mene, at tortur og kultur er uforenelige, men vi vil bl.a. gennem digtoplæsning vise torturens grusomhed. Vi tror, at oplysning og viden er vigtig for at fastholde den folkelige forankring bag arbejdet mod tortur som en dansk mærkesag, siger Tue Magnussen.
Kulturnattens gæster vil også gennem en snak med en eller flere af RCTs behandlere kunne høre, hvad RCT gør for at hjælpe torturoverleverne. Der vil være videoer og udstillinger om det internationale arbejde mod tortur.
Tillige vil RCTs dokumentationscenter, som er verdens førende bibliotek på tortur, være åbent i lighed med det øvrige program kl. 17-21.
RCT er det første og et af de førende centre på verdensplan i arbejdet mod tortur.
Yderligere oplysninger: Tue Magnussen, RCT tllf. 33 76 06 00,