Anti-torturdirektør fylder rundt

verland
Karin Verland, da hun på vegne af DIGNITY modtog Kronprinsparrets Sociale Pris 2017.
Foto: DIGNITY
Forfatter billede

Fødselaren har været leder, siden hun var 30. Først i toppen af dansk erhvervsliv i mere end to årtier – og nu admin. direktør for en NGO, der bekæmper tortur og behandler torturofre samt udbreder den særlige viden og ekspertise, som instituttet opsamler og udvikler gennem forskning.

Omdrejningspunktet for karrieren har angiveligt altid været den gode sag; at gøre en forskel. Hvad enten det var at gøre en forskel for patienterne eller som nu, at gøre en forskel for verdens torturofre.

DIGNITY er senest blevet hædret med Kronprinsparrets Sociale Pris 2017 for sin indsats for verdens torturofre. Og som Kronprins Frederik ved prisoverrækkelsen citerede organisationens protektor Desmond Tutu for at sige: ’Menneskeheden har brug for organisationer som DIGNITY’. DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur er i dag en organisation, man lytter til ude i verden, og som er førende inden for sit felt”.

Karin Verland er født og opvokset ved Ledøje i Smørum nær Ballerup nordvest for København. Senere flyttede familien til Hellerup. Efter sin matematiske studentereksamen valgte hun at uddanne sig til læge.

Det blev dog kun til få år i det offentliges tjeneste som læge på bl.a. Rigshospitalet for den virkelystne og ambitiøse kvinde, før en karriere i medicinalindustrien tog fart. Først som lægemiddelkonsulent og siden som admin. direktør. 

I mange år var hun talerør for medicinalindustrien som formand for LIF (Lægemiddelindustriforeningen), og optrådte jævnligt i medierne.

Dignity-direktør siden 2011

En ny epoke i Karin Verlands karriere startede med ansættelsen som direktør i DIGNITY i 2011. Her var der rig mulighed for at forene hendes  kommercielle og ledelsesmæssige kompetencer med behovet for at  kunne gøre en forskel for nogle af verdens mest udsatte og sårbare mennesker, nemlig torturofrene.

Hun stod i spidsen for et gennemgribende strategiskifte i organisationen, som bl.a. resulterede i et navneskifte til DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur (før Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre, RCT) i 2012 samt en plan om at engagere endnu flere danskere. Nøgleordene var synlighed, kendskab, lægefaglige ekspertise og fundraising.

Både ambitionerne og drive, der karakteriserer Karin Verlands ledelse, har ført til, at DIGNITY er vokset markant, og i dag er respekteret for sin faglighed når det gælder torturbekæmpelse og behandling.

Samtidig er der kommet penge på bordet. I 2016 lå direktørens bruttoårsløn på 1.169.558,60 kr. Det er der ikke mange, der gør bedre i u-landsmiljøet.

Organisationen har under Karin Verlands ledelse udviklet sig fra være græsrodsbaseret til at arbejde systematisk og professionelt med indsamling af viden, dokumentation, behandling og rehabilitering af torturoverlevere, bekæmpelse samt forebyggelse af vold og tortur – både i Danmark og i resten af verden, hedder det. 

Med i bistandskonsortie

I dag er DIGNITY en selvejende organisation med omkring 140 ansatte og et indtægtsgrundlag på over 120 millioner kr. Organisationen arbejder med forebyggelse af vold og tortur i ca. 20 lande.

DIGNITY er ligeledes udpeget som ’konsortie lead’ for et ’Human Rights konsortie’, der består af fire andre NGO’er. Konsortiet er finansieret af Dansk Arabisk-Partnerskabsprogram under udenrigsministeriet. Hermed følger ansvaret for et budget på ca. 200 mio. kroner til projekter om menneskerettigheder, torturbekæmpelse og forebyggelse i Mellemøsten og Nordafrika (Tunesien, Marokko, Egypten og Jordan).

DIGNITYs klinik i København, hvor herboende torturofre tilbydes behandling og rehabilitering, har status af en specialenhed, og er respekteret for sine faglige resultater.

Og der er brug for rehabilitering og behandling af traumatiserede torturoverlevere. En rapport fra det tidligere Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold viser, at 30-45 procent af flygtningene i Danmark har traumer med symptomer som bl.a. smerter, søvnløshed, koncentrationsbesvær og PTSD (post traumatisk stress syndrom) eller lignende psykiske problemstillinger.

Efter i en årrække at have boet på en trelænget gård i landsbyen Torslunde ved Ishøj, bor Karin Verland i dag centralt i København sammen med Ole. Sammen har de en voksen datter. Karin Verland har yderligere to døtre fra tidligere ægteskab, samt to børnebørn.

Fødselsdagen fejres den 16. februar kl. 15-17 med en reception for kolleger og samarbejdspartnere hos DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. I stedet for gaver og blomster kan sendes en SMS med teksten TORTUR til 1245 eller et valgfrit beløb via MobilePay til 31202070.

Blå bog
Karin Verland er født 12. februar 1958. Hun er uddannet læge fra Københavns Universitet og mor til tre voksne døtre. 

Karriere / professionelle ansvarsområder

2011 – Direktør, DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur
2001 – 2009 Admin. Direktør, Pfizer Danmark A/S
2005 – 2009 Medlem af Etisk Råd
2003 – 2008 Bestyrelsesformand, Lægemiddelindustriforeningen – Lif
2000 – 2001 Admin. Direktør, JANSSEN-CILAG A/S
1994 – 2000 Admin. Direktør, BAXTER A/S
1990 – 1994 Salgs og Marketingdirektør, MSD A/S
1987 – 1990 Produktchef, ASTRA DENMARK A/S
1984 – 1987 Reservelæge på Rigshospitalet og på Frederiksberg Hospital – turnus.

Uddannelse og kvalifikationer

November 2008: IBC – Bestyrelsens og direktionens opgaver og ansvar
Marts 2007: Certificeret “Executive Coach” fra The Coaching Company
September 2005: International Women’s Forum Leadership Foundation -Fellows Programme – Harvard Business School, USA
Januar 2005: Challenges in Global Leadership” IWF Leadership Foundation – Fellows Programme – Cambridge, England
1998 – 2000: Baxter INSEAD for Executives
1986: Autorisation til selvstændigt virke som læge
1984: Uddannet læge fra Københavns Universitet

Tillidshverv & Bestyrelsesarbejde

2018 – stadig, Bestyrelsesformand SDG Invest
2016 – stadig, Medlem af Egmont Fondens Advisory Board, rådgivning om flygtningeområdet
2015 – stadig, Medlem af bestyrelsen Falck Healthcare A/S
2014 – stadig, Medlem af bestyrelsen Tænketanken Justitia
2014 – 2016 Bestyrelsesformand Serendex A/S
2013 – 2016 Bestyrelsesformand Nygart Private Hospital A/S
2010 – stadig, Bestyrelsesformand N2MO A/S
2009 – 2015 Medlem af bestyrelsen Sonion A/S
2009 – 2011 Medlem af bestyrelsen Virogates A/S
2008 – 2012 Medlem af bestyrelsen i Skovlyst Production A/S
2008 – 2011 Udpeget medlem af Etisk Råd
2006 – 2011 Medlem af bestyrelsen i HealthGroup A/S
2009 – 2010 Formand for bestyrelsen Communique A/S
2008 – 2009 Medlem af bestyrelsen i Euro Edge A/S
2008 – 2009 Medlem af bestyrelsen i Global Edge A/S
2003 – 2004 Medlem af Udvalget for Medicintilskud
2003 – 2008 Medlem af Styregruppen bag IRF
2003 – 2003 Medlem af Udvalget for Universitetsbestyrelser
2003 – 2004 Medlem af bestyrelsen i HTS
2003 – 2008 Formand for bestyrelsen i Lægemiddelindustriforeningen Lif