Mens vi især oplever den arabiske verden i form dårlige nyheder, viser Arabian Nights filmfestivalen fine menneskelige film fra Marokko til Yemen. Cinemateket fejrer fem år med arabiske film, instruktørbesøg og talks om alt fra sufisme til arabisk filosofi tilsat arabisk mad, øl og vin og dialog på tværs af kulturer.
Vi har talt med nogle af filminstruktørerne.
Den tunesiske film ’Regarde-moi’ (’Look at me’) om en far, der forsøger at nå sin autistiske søn, er både en øjenåbner og tåreperser. Den rørende film handler om forholdet til det anderledes. Da et tunesisk ægtepar får en autistisk søn, flygter manden til den anden side af Middelhavet, Marseille, hvor han indleder et forhold til ny kone, som venter barn. Da hans tunesiske kone får et hjerteslag, tager han tilbage under påskud af en arvesag. Han indleder en lang odyssé for at nå ind til sit forladte barn på et hjem for autister.
Filmen er et fint menneskeligt drama af store dybder. Sønnen, der måske er blind, ser ham aldrig i øjnene og reagerer kun på blinkende lys, men da faren sætter lyskæde om hovedet, får drengen lys i øjnene, og direkte kontakt opstår. Men måske er det den sprogløse dreng, der har råbt om hjælp i årevis. Han siger nu til sin far ”Lad være med at se på mig, som de andre ser på mig, men se mig.”
Mænd flygter fra autisme
”Mange tunesiske mænd vælger at forlade hjemmet, når der opstår alvorlig sygdom som autisme og kvinderne står så tilbage med børnene og besværet”, forklarer filmens tunesiske instruktør Nejib Belkhadi, der startede sin filmkarriere som skuespiller, er autodidakt instruktør og selv har produceret filmen.
Da han lavede research til filmen, mødte han ikke en eneste mand, der havde taget sig af sine autistiske børn, så han måtte skabe karakteren fra kvindernes reaktioner, der så er inspireret af alle de fædre, der ikke var der på centrene.
”Hovedpersonen er stand-up-komiker men spurgte, om jeg havde en seriøs rolle til ham. Jeg fandt ingen oplagte og så pludselig noget i ham, der fangede mig. Han var perfekt, men skulle lige tage 16 kilo på, anlægge sig skæg og var så klar til rollen.”
Det var især vanskeligt at finde en, der kunne spille drengen. Drengen skulle jo fungere, ellers ville filmen ikke fungere. To år og hundrede børneskuespillere senere dukkede han pludselig op.
”Noget i hans øjne afgjorde det. Han er ikke autist men har en meget stærk følelsesmæssig intelligens. Han ville gøre alt for at få rollen undtagen at klippe sit hår, så vi beholdt hans lange hår, så han faktisk ligner en pige. Han skulle lære at gå på yderspidsen af tæerne og fik korset på, så han går på den helt rigtige måde, og han bruger også hænderne på en meget speciel måde”, forklarer instruktøren.
Undervejs i filmarbejdet frygtede han mest reaktioner fra forældre til autistbørn og lærere, der kender autistbørn. Men en amerikansk kvinde, der har arbejdet med autistbørn i 25 år, sagde efter filmen, at hun ikke kunne se om drengen er autist i virkeligheden eller ej. Det var den største kompliment.
Anderledeshed fortrænges
Tunesien er ikke et særlig tolerant land, fortæller instruktøren, så der er ikke mange film om anderledeshed, og autisme er et emne, som undgås i Tunesien, som i mange andre lande.
”Alle vil have film om mennesker, der ligner os, men mennesker er jo ikke maskiner, så jeg ville lave en film om farens oplevelse af autistcentret og af familien. Og jeg ville tale om menneskers instinkt, for han gjorde sit bedste for at forsøge at nå drengen og hjælpe ham. Han kom ikke hjem til Tunesien for at tage sig af barnet, men for at komme af med det. Men han opdagede, at moren havde haft andre mænd, der havde haft et privilegeret forhold til drengen. Så han ændrede mening,” siger han.
”Jeg tror ikke på sort og hvidt men er optaget af alle de grå nuancer, og hovedpersonen er sådan, for det interessante er jo at vi har gode og dårlige sider, og vi trives bedst med andre, når vi konfronterer vores grå sider og de matcher,” siger Nejib Belkhadi.
Mange troede, at filmen var inspireret af en skandale i Tunesien forrige år, hvor børn på et hjem for autister blev misbrugt. Men instruktøren er inspireret af en fotoudstilling, hvor en amerikansk fotograf havde filmet sin autistiske søn. Og filmen er også et forsøg på at hele sorgen over instruktørens egen far, der døde for tre år siden og aldrig var nærværende.
The Healer
Den marokkanske film ’The Healer’ af instruktøren Mohamed Zineddaine er i en anden boldgade med overnaturlige fænomener, der har appel til mange marokkanere, især i den ældre generation.
Filmen foregår i en marokkansk mineby, hvor mændene og tilrejsende migranter lever af at arbejde i fosfatminerne. Alternativt bliver de småhandlende eller småkriminelle.
Hovedpersonen Mbarka, der er healer og lever sammen med plejesønnen Abdou, får en kunde, der bliver hendes elsker. Han sælger fisk fra en mobil fiskebod og fordriver tiden med kortspil. Da han mister penge, stjæler han fra Mbarka, der spinker og sparer for at brødføde de to mænd. Dramaet udspiller i trekanten mellem dem, mens Mbarka hjælper folk, der kommer til skade i minerne, i slagsmål eller bare ikke har råd til at gå til lægen.
”Filmen har en del magi, storytelling og skæbnefortælling. Men faktisk var min bedstemor healer, og jeg var drengen, der afslørede alle hendes tricks,” siger Mohamed Zineddaine, da jeg interviewer ham på scenen i Cinemateket, og han fortæller at marokkanske mænd er meget optaget af spil, især kortspil og fodbold.
”Det kan virke overnaturligt, at hun bruger urter i behandlinger, men nu er der igen stort fokus på naturprodukter, der faktisk virker i mange tilfælde. Det er noget, der bølger frem og tilbage og på den måde veksler filmen mellem modernitet og tradition”, tilføjer filmens producent Rachida Saadi.
Instruktør Mohammed Zinneddaine på besøg i Cinemateket.
Foto: Karin Bergquist
Magi og skæbne
”Jeg er optaget af det magiske men også af skæbnen. Jeg vil åbne døren, før den åbne dør bliver lukket,” tilføjer han og fortæller at filmens handling er inspireret af en roman, hvor han har tilladt sig at ændre på personerne og tilpasse omstændighederne. F.eks. har han skabt den mystiske pige Pied Nue, som fører os tilbage til barndommen, hvor man er vidne til alverdens konflikter. Hun er der og alligevel ikke. Figuren er instruktørens alter ego i tragedien.
”Drengens kæreste er derimod metafor for englen, det positive og fremtiden. Hun forsøger at lære ham at læse og skrive, så han kan få en anden fremtid. Hun sår et frø i drengen om frihed. Vi skal alle spørge os selv, hvad vi kan gøre for at bidrage til at skabe mere frihed i vores eget liv og omkring os,” siger han.
”Jeg er spirituelle møder, også mellem nord og syd, som vi har nu her i biografen. Det er dybt inspirerende og meget vigtigere end både Gud og Politik,” siger Mohamed Zineddaine.
Men filmen handler også om virkeligheden og om menneskelig værdighed. Healeren siger fra, da hendes elsker stjæler fra hende. Drengen siger fra, da hun afslører ham i at kæle for sig selv, byen siger fra overfor kriminelle, osv.
Det er vigtigt at vise virkeligheden som den er, og det er marokkanerne berørings-angste overfor, men flere socialrealistiske film er på vej, ifølge instruktøren.
Filmen viser også et udenomsægteskabeligt kærlighedsforhold på meget sanselig vis, dog uden nøgenhed, men vovet i muslimske lande.
”Reaktionerne i Marokko? Vi er slet ikke så bornerte som I tror. Alt sker i Marokko under lagenerne og mellem kønnene, bare det ikke er synligt,” svarer hans producer med et glimt i øjet.
Arabian Nights filmfestivalen vises frem til 20/10 i Cinemateket.
