Det arabiske forår 1.0
Begyndte i Tunesien i december 2010 og førte til præsident Ben Alis afgang i januar 2011. Få dage senere begyndte de første store protester i Egyptens hovedstad, Kairo, og siden bredte det sig over det meste af den arabiske verden. I Syrien førte det til en blodig krig, der raser den dag i dag og har kostet mindst 350.000 mennesker livet. I Libyen førte demonstrationerne til lovløshed og magtkampe, der ligeledes stadig raser. I Yemen resulterede oprør mod præsident Ali Abdullah Saleh i en langvarig konflikt, der i dag har medført sult og dyb krise i befolkningen.
På Twitter og andre sociale medier har der i den seneste tid cirkuleret et billede af seks arabiske ledere med et rødt kryds over dem. En efter en blev de afsat. Først Tunesiens præsident Ben Ali, så Egyptens præsident Mubarak, Libyens oberst Gaddafi, Yemens præsident Saleh – og til sidst Abdelaziz Bouteflika i Algeriet og nu også Sudans krigsforbrydersigtede præsident, Omar al-Bashir.
“De afsatte 6 – af folket”, lyder en billedtekst.
Den 2. april blev Algeriets præsident Bouteflika tvunget til at gå af som følge af stadigt voksende demonstrationer, der varede ved i månedsvis. Og ni dage senere, den 11. april, blev Sudans præsident Bashir afsat fra sin post af militæret.
Mange iagttagere og kommentatorer er derfor begyndt at tale om, hvorvidt vi ser et ”Arabisk forår 2.0” i disse uger.
Selve betegnelsen ”forår” er imidlertid dybt misvisende, når man taler om omvæltningerne for godt otte år siden, påpeger mange kommentatorer. Se blot på de alvorlige kriser i Syrien, Libyen og Yemen, samt det på mange områder langt mere undertrykkende styre, som udviklingen i Egypten resulterede i.
Forsøg på opgør med årtiers autoritære styrer
I 2011 gjorde egypterne oprør mod årtiers militærstyre. Med millioner af demonstranter i gaderne lykkedes det efter 18 dages til tider blodigt oprør at få præsident Hosni Mubarak ud af præsidentpaladset, da hæren til sidst ikke længere kunne – eller ville, fordi den så sit snit til at udvide sin indflydelse – lade den mangeårige leder blive på posten.
Derpå tog et militært overgangsstyre over, indtil der kunne holdes valg, og en demokratisk valgt præsident, islamisten Mohamed Mursi, kunne indsættes i 2012. Men efter kun et år væltede hæren ham og hans regering, der hurtigt var blevet dybt upopulær i befolkningen. Og i dag sidder den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi tungt på magten i et styre, der er langt mere autoritært end Mubaraks.
Tirsdag førstebehandler det egyptiske parlament et forslag om en forfatningsændring, der kan bane vej for, at Sisi kan blive siddende helt frem til år 2034. “Det permanente kup”, kalder en kommentator det i The New Arab.
I Algeriet regerede militæret landet, efter at det havde opnået uafhængighed fra Frankrig i 1962. Skiftende officerer indtog præsidentposten, indtil algerierne i 1988 demonstrerede med krav om et ægte demokrati – det såkaldte ”algeriske forår”. Myndighedernes hårdhændede respons på demonstrationerne resulterede i over 300 døde, men også i en ny forfatning, der tillod flere partier at stille op til valg.
”Det kan lade sig gøre, når man har en robust økonomisk udvikling. Men hvis man ikke har det og ikke giver folk politiske og civile rettigheder, giver man dem i bund og grund intet andet end undertrykkelse, og det er i sidste ende ikke holdbart” – Mohammed Alyahya, redaktør og analytiker.
Ved valget i 1992 vandt islamisterne i partiet Front for Islamisk Frelse (FIS) den første runde. Deres fremgang fik hæren til at aflyse anden valgrunde, hvilket udløste en langvarig borgerkrig mellem hæren og islamisterne. Over 150.000 mennesker mistede livet i krigen.
I Sudan har militæret siddet på magten i 30 år. Som blandt andet sine kolleger Mubarak i Egypten og Ben Ali i Tunesien vandt Omar al-Bashir valg med over 90 procent af stemmerne.
”Det, som efter min mening forårsagede mange af oprørene i 2011, og som forårsager dem i dag i Sudan og Algeriet, er bedragets politik: når præsidenten siger ‘jeg har vundet med 85 eller 99 procent ved valget’, men overalt hvor man kommer, er alle imod ham, siger Mohammed Alyahya, en saudiarabisk politisk analytiker og chefredaktør ved webmagasinet al-Arabiya English.
”Det kan lade sig gøre, når man har en robust økonomisk udvikling. Men hvis man ikke har det og ikke giver folk politiske og civile rettigheder, giver man dem i bund og grund intet andet end undertrykkelse, og det er i sidste ende ikke holdbart,” siger han til Thomson Reuters Foundation.
”Sejr eller Egypten!”
Netop dårlige økonomiske forhold, høj arbejdsløshed blandt de unge og stigende dagligvarepriser har været nogle af fællesnævnerne ved de folkelige opstande i 2011 og de protestbevægelser, der er skyllet hen over Sudan og Algeriet i år.
Men der er også forskelle og områder, hvor demonstranterne i dag siger, at de har lært en masse ved at se på udviklingen i de lande, hvor det arabiske forår udspillede sig i 2011.
En af de store diskussioner, der gik igen i de folkelige bevægelser i blandt andet Egypten i februar 2011, var spørgsmålet om, hvorvidt man skulle rydde Tahrir-pladsen i Kairo eller om man skulle fortsætte de storstilede protester, efter at præsident Hosni Mubarak var trådt tilbage.
I både Sudan og Algeriet er demonstranterne stadig i gaderne. De frygter, at de nye overgangsregeringer vil være befolket af de samme navne, som sad der under Bashirs og Bouteflikas langvarige regimer.
”Sejr eller Egypten!”, har et af slagordene lydt fra demonstranterne i Khartoum, med henvisning til den model, de i hvert fald ikke ønsker at adoptere fra nabolandet mod nord.
På sociale medier laver både egyptiske og sudanske brugere sjov med navnesammenfaldet mellem den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, og det sudanske militærråds nyeste leder, Abdel Fattah al-Burhan. De advarer med glimt i øjet om, at Sudan risikerer lider samme skæbne som Egypten.
I begge lande har hæren traditionelt – i modsætning til de ofte forhadte politi- og sikkerhedsstyrker – nydt stor opbakning, fordi alle familier har en søn, bror, onkel eller far i de væbnede styrker.
Det vakte stor jubel og fest blandt demonstranterne i både Kairo i 2011 og Khartoum i sidste uge, da menige soldater sluttede sig til dem.
”Den største fejl var at håbe, at hæren ville være en allieret,” siger den sudanske kommentator Magdi El Gizouli til nyhedstjenesten Thomson Reuters Foundation.
”Jeg kan godt forstå følelserne omkring hæren, men det er en misforståelse af, hvad hæren er, og hvad den gør,” siger Magdi El Gizouli.
Den første bølge af det arabiske forår i 2010 og 2011 blev mødt af en hårdhændet respons fra politi og sikkerhedsstyrkers side. I Egypten blev omkring 850 mennesker dræbt i løbet af de 18 dage, protester varede fra januar til februar 2011. I Syrien raser en krig stadig, efter at de oprindelige fredelige demonstrationer blev mødt med skarpe skud fra militærets side og oprøret udviklede sig til en decideret borgerkrig, som også udefrakommende parter blandede sig i.
Den situation har bevægelserne i Sudan og Algeriet været meget opmærksomme på at undgå. ”Fredeligt, fredeligt”, har det lydt igen og igen under de seneste måneders store demonstrationer.
Modgå propagandaen
Et andet af de områder, hvor demonstranterne har lært af begivenhederne i den øvrige arabiske verden for otte år siden, er deres aktive modarbejdelse af styrets forsøg på at så splid mellem de forskellige grupperinger, der har deltaget i protesterne, skriver journalist Isma’il Kushkush i The Atlantic. Da Sudans regering begyndte at sprede rygter om, at en studentergruppe, der deltog i demonstrationerne, reelt arbejdede for Israel, afviste hele bevægelsen det som værende det, det var: et forsøg fra styrets side på at så splid.
Sammenholdet og bredden i protesterne har været en afgørende faktor. En ting er, hvis demonstrationer er koncentreret i hovedstaden – men i det øjeblik, at det begynder at brede sig til mindre byer og landsbyer, er styrets dage ved at være talte.Det var tilfældet i Egypten, hvor fattige egyptere brugte (for dem) formuer på at rejse fra det sydlige Egypten og til hovedstaden Kairo for at slutte sig til demonstrationerne, efterhånden som de forstod, at propagandaen på statsligt tv ikke var andet end netop propaganda.
Også i Sudan har protesterne haft meget bred appel. Usædvanligt mange kvinder har deltaget, i betragtning af, hvor patriarkalsk et samfund, Sudan er, sagde seniorrådgiver fra Folkekirkens Nødhjælp Nils Carstensen til Globalnyt.
En af grundene til, at man har formået at få samlet hundredtusinder af mennesker til demonstrationerne, er blandt andet en effektiv brug af sociale medier til at sprede budskabet og få flere til at komme ud og deltage. I Sudans og Algeriets tilfælde har der samtidig været en øget opmærksomhed på at bruge sikker digital kommunikation og slette sine spor efter sig på nettet.
Bekymrede miner i udlandet
Set udefra er der bekymring for den fortsatte stabilitet i både Sudan og Algeriet, skriver kommentatoren Shahid Ali i tidsskriftet Modern Diplomacy.
Frankrig og Italien er bekymrede for, at Bouteflikas afgang kan udløse ustabilitet i hele Nordafrika-regionen, og at det kan medføre en stigning i antallet af migranter, der søger over Middelhavet mod Europa.
Også Rusland holder et øje med udviklingen i Algeriet. For 13 år siden indgik den russiske præsident, Vladimir Putin, en stor våbenaftale med Bouteflikas styre, og i dag køber Algeriets militær omkring halvdelen af sine våben i Rusland.
På samme måde er der frygt for, at Bashirs afgang kan udløse en ustabil periode på Afrikas Horn, lyder det i analysen fra Shahid Ali. Regionen er strategisk vigtig for Egypten, Saudi-Arabien og Tyrkiet, men også for Iran og Israel.