Journalist og forfatter Jørgen Harboe modtog onsdag u-landsjournalisternes hædersbevisning, Nairobi-prisen, for sin store indsats for oplysning om forholdene i Den 3. Verden gennem flere årtier.
Prisen blev overrakt på den årlige generalforsamling i danske globale journalisters sammenslutning, Nairobiklubben, der fandt sted på Nørrebro i København.
Nairobi-klubbens vedtægter siger om kandidater til prisen:
”Klubben kan en gang om året uddele ”Nairobiprisen” til en person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt fattige landes vilkår frem i danske medier, eller som har stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande.”
Der var indkommet 2 kandidater, som blev sendt til afstemning blandt klubbens medlemmer. Den 66-årige mediearbejder vandt overbevisende.
Vi bringer her uddrag af den tale, som Nairobiklubbens formand holdt for prismodtageren:
DOKUMENT
Af Jan Kjær
journalist
Jørgen Harboe har været med til at stifte Nairobiklubben og i hele sin aktive journalistkarriere siden 1960erne sat fattige mennesker i fattige lande på den danske dagsorden.
Orientering, Radioavisen og Kristeligt Dagblad er blandt de medier, der har nydt godt af Jørgens viden.
Senest har han med initiativet Timbuktu Fonden og en utrolig donation på 10 millioner kr. pustet nyt liv i den danske debat om u-landsoplysning og –journalistik.
Selv blander han sig gerne og ofte i debatten og har bl.a. kastet sig ud i heftige angreb på den nuværende regerings krigsindsatser i u-landene med deraf følgende fjendebilleder og nedskæringer på u-landsbistand og – oplysning.
For Jørgen er den folkelige forståelse for og engagement i de fattige landes udfordringer af allerstørste betydning.
Og sådan skriver et medlem.
”For mig er der ingen som helst tvivl om, at Harboe er en usædvanlig værdig modtager af denne pris – ikke kun fordi han kom forbi med en stor papkasse (hvilket ikke er sket i mangfoldige år og formentlig heller ikke sker foreløbigt), men også fordi hans engagement i dansk u-landsoplysning gennem årene – ja, de seneste 3-4 årtier – er “second to none”.
Lad os gå spadestikket dybere. Grave lidt i det righoldige arkiv fra en af den danske u-landsjournalistiks grand old men og frontkæmpere.
Lad os dykke ned i de 41 år, der er gået siden en journalistelev i 1968 troppede op på Kristeligt Dagblad. Et uhyre lille blad, hvor man – hvis man ellers kunne skrive – meget selv definerede sit emnefelt.
Jørgen, der just var hjemvendt efter at have boet i Israel et år lige efter 6-dageskrigen, faldt naturligt over Mellemøsten. Snart klaprede tasterne på skrivemaskinen og historier om u-landene sprøjtede ud.
Og hvad er her mere passende end at starte i fortiden på vores egen hjemmeside Nairobi-klubben.dk, som netop Jørgen Harboe skildrer sådan:
For over 30 år siden – i juni 1976 – samledes 7 yngre danske journalister i et steak house nær New Stanley hotellet på Nairobis hovedgade Kenyatta Avenue og stiftede Nairobiklubben. Det var Lis Garval fra Aarhus Stiftstidende, Anne Mette Skipper fra Kristeligt Dagblad, Kristian Nystrøm fra Jyllands-Posten, Jesper Søe fra Ritzau, Uffe Torm fra “Udvikling”, Knud Vilby fra Information og jeg selv, der rapporterede til Radioavisen.
Vi var ude for at dække FNs fjerde konference om handel og udvikling (UNCTAD IV). Det var få år efter den første oliekrise, og konferencens uofficielle tema blev en ny økonomisk verdensorden, som var et emne, man talte meget om dengang. De råvareproducerende u-lande skulle have samme fordele af international handel, som de olieproducerende lande netop havde fået.
2 år før havde FNs Generalforsamling vedtaget en erklæring om en ny verdensorden for information. Den gik ud på at rokke ved de store vestlige telegrambureauers globale mediedominans, så de fattige lande og deres medier kunne komme til orde.
Vi 7 danske journalister der dækkede UNCTAD IV havde hverken solgt os selv til en ny økonomisk verdensorden eller til den nye informationsorden. Men vi var naturligvis præget af vores tid.
Dagsordenen var at give mere plads til de fattige lande politisk, økonomisk og på mediefronten. Det var i pagt med denne internationale agenda, at vi stiftede Nairobiklubben som samlingssted for danske journalister, der skrev om dansk u-landsbistand og international udviklingspolitik.
Dermed markerede vi, at u-landsjournalistikken var blevet et anerkendt stofområde, også hos os. Der skulle gives mere plads til de fattige lande og fattige befolkningsgrupper i danske medier.”
Så vidt Jørgen om at sætte en anden dagsorden i medierne.
Kampen om ordene: Hvil i fred u-land
Vi ved vi står til verbale øretæver, Jørgen. Og egentlig vil du hade, at vi bruger ordet u-landsjournalistik i den indstilling, vi skrev. Det skal hedde noget a la journalistik, der omhandler fattige folk i fattige lande. Du har jo selv aflivet dem, u-landene.
Som du engang skrev i et af dine talrige debatindlæg – her med titlen “Hvil i fred, u-land!”
Jeg citerer:
Dette er en nekrolog, en afsked med en af mine ældste og bedste venner: U-landet.
U-landet er nemlig afgået ved døden! Det skete vist nok for længe siden, men uden at nogen rigtig opdagede det. Danida vil sandsynligvis beskæftige sig med u-lande i mange år endnu, selv om de er væsener fra en anden tid. Spøgelser.
U-landet blev født efter Anden Verdenskrig som et barn af kolonifrigørelsen. Barnet blev undfanget i imperialismens syndige alliance mellem Nord og Syd. Den førte til udvikling i Nord og det modsatte i Syd, mente man. Derfor stod u’et oprindelig for underudvikling. Opvæksten kunne først begynde, da kolonierne blev fri og kunne indhente det forsømte gennem udvikling.
Det var i de glade 1960ere. Dengang vi troede, u-lande kun behøvede et skub i den rigtige (læs: vores) retning. Så ville de blive fuldvoksne modne stater ligesom vores egne. Vi så kun én vej frem til den fagre voksne verden, og det var den, vi selv havde gennemløbet i de sidste 100 år, mens de blev holdt tilbage i forkrøblet infantilitet.
Udviklingsbistand blev den medicin, der skulle til. Den blev et skoleridt i patentløsninger. Landene var stort set ens og stod over for samme problemer, mente vi. Derfor forsøgte vi at hjælpe dem med standardbistand mod fattigdom, uvidenhed, overbefolkning, sygdom og underernæring.
Give them the tools, giv dem bare redskaberne, så klarer de kvikt resten selv, sagde vi for 40 år siden, da verden var ung, og håbet lysegrønt.
Dette er som nævnt en nekrolog, for u-landet eksisterer ikke mere i nogen virkelighed, selv om vi stadig slæber rundt med begrebet som fællesnævner for noget, vi ikke ved, hvad er.
For u-lande var aldrig ens og stod altid over for hver deres problemer. Fattigdom i Tanzania og Indien har forskellige årsager, for Tanzania og Indien er forskellige.
Men begrebet “udvikling” forførte os til at tro på én “udviklingsløsning”, der kunne kurere fattigdom i alle u-lande ud fra samme generelle udviklingsteori uden bund i nogen konkret virkelighed. Alle disse universalkure slog fejl, men troen på dem forfølger os, så længe vi holder fast i det døde begreb: udviklingsland. Derfor er det rigtigt at begrave det.
Man kan ikke besværge virkeligheden med ord og patentmedicin. Derfor bør begrebet u-land begraves. Det havde måske sin tid. Nu er tiden en anden. Hvis Danida tager sin egen fattigdomsorientering alvorligt, bør vi definere, hvad vi vil forstå ved fattige lande, holde os til dem og lade u-landene hvile i fred.
Det er langtfra blot en strid om ord, sluttede Jørgen.
Ord har der været mange af – også i bogform
Den første handlede om Jute og retfærdige råvarepriser – om hvordan den rige verden kan udnytte den fattige. Senere fulgte flere, bl.a. “Bangladesh – Politisk og økonomisk oversigt” på opdrag af Danida.
Og nu har Jørgen netop færdiggjort en stor biografi om Kaj Baagø. Et værk, der tegner et rids af en markant personlighed og den bistand, han var med til at forme.
Baagø startede ud som missionær i Indien, senere kom han til Danida og var med til at lægge grunden for den fattigdomsorientering, som har præget dansk bistand. Han blev bilateral chef i Danida og endte som ambassadør i Indien.
Baagø var den første modtager af Nairobi-Prisen. Det var tilbage i 1980. Nu har den seneste prisvinder skrevet en bog om den første. Cirklen sluttes. Fortid og nutid mødes.
I felten
Men det har aldrig kun været via ord på papir eller i radioen, at Jørgen har gjort sig gældende. Han har blandet sig i foreningsverdenen, taget ud til de fattige landsbyer, været ude i den virkelige verden.
Han var 2 år (1976-78) i Bangladesh for Svalerne som koordinator på et sundhedsprojekt. Svalerne var de eneste, der gad sende en journalist. Men han måtte ikke lave journalistik derude, derfor kom jutebogen ud.
Et år efter massakren i Rwanda i 1994 var han udsendt som menneskerettighedsobservatør, og senest i Sri Lanka var han forbindelsesmand til de Tamilske Tigre.
Undervejs har han tillige været med til at etablere 3. Verdens Pressebureau herhjemme, var aktiv i stiftelsen af U-landsimporten og med i Nord/Syd koalitionen.
Personligt har jeg mødt dig mange gange, Jørgen, hvor man har set dig kæmpe for opmærksomhed om hiv/aids-problematikken, bl.a. i Mellemfolkeligt Samvirkes aidsgruppe, hvor engagementet blev båret frem af ildhu og konsekvens.
10 mio. kr. og Timbuktu Fonden
Tallet står stadig og blinker – de 10 millioner, som bragede ud gennem medierne i januar sidste år. Engagementet lyste ud af dig, da du begrundede den store donation til alternativ u-landsoplysning.
Som du sagde: “Det er gået voldsomt tilbage for u-landsjournalistikken. Det vil jeg gerne være med til at rette op på”.
Og videre:
“Før så vi befolkningen i de fattige lande som medmennesker, vi ønskede at hjælpe og komme i møde. I dag ser vi dem som terrorister og fjender. Jeg vil være med til at vende den stemning, som f.eks Dansk Folkeparti står for”.
Jørgen var vred over de seneste års nedskæringer på u-landsområdet.
– Det betyder, at organisationerne i dag mest laver oplysning knyttet til fundraising. Det er alt for snævert. Jeg ønsker at koble befolkningen og bistanden sammen. Danskerne skal vide, hvad det handler om, sagde han.
Han mente, at det var gået tilbage for u-landsoplysningen, som han kaldte præget af gold ligegyldighed og mekanisk tankegang.
– Opgaven er at skabe et eksperimentarium for nye initiativer på området. Vi vil finde metoder til at lave engageret oplysning, så det igen giver mening. U-landsoplysning skal være en folkesag, lød det.
Fondbevillingen giver et afkast på mere end en halv mio. kr. om året. Det vil sige både i år, næste år og næste år igen. Til journalistik og oplysning. På den måde er du – Jørgen – det perfekte bindeled mellem fortidens, nutidens og fremtidens u-landsjournalistik – eller journalistik om fattige lande.
Det er faktisk supergodt gået, Jørgen.
De første penge gav fonden til U-landsnyt, som også har fået Nairobi-prisen. Det fik du kredit for – også af os. De næste 100.000 var jeg selv med til at udpege modtageren af. Tom Heinemann, som var din konkurrent ved denne afstemning, fik Timbuktu Fondens pris for kritisk u-landsjournalistik (ikke engang her slipper du for begrebet).
Helt ærligt. Du er nok den eneste journalist, der aldrig vil have en kinamands chance for at modtage Timbuktu Fondens Pris. Det ville være lidt underligt at modtage sine egne penge. Ikke sandt.
Vi har i denne lille forening ikke 100.000 kr. at gøre godt med, men i aften får du det allerstørste skulderklap af dine kolleger – og du har i den grad fortjent anerkendelsen.
Du har været med fra starten, – og du har nu skabt ny debat og er ved at lægge fundamentet til ny og bedre journalistik om fattige mennesker i fattige lande. Fortid og fremtid i et.
Tusind tak for 14.965 dage – eller 41 år med fattige lande og formidlingen af deres vilkår i centrum – og 10 mio. tak for at sætte fut i debat og oplysning om fattige lande via Timbuktu Fonden. Det aftvinger den største respekt
Du er ihærdig, vedholdende og redelig. Intet gøgl og smartness over dig og derfor din afsky over fundraising og den type kommunikation.
Du er vred over den siddende regerings menneskesyn og handlinger – og du gør noget ved det.
U-landspensionist, kalder du dig. Alle vi andre griner. Du er en meget aktiv u-landspensionist – det håber vi – og det ved vi – du vil blive ved med at være. Som pensionist blander du dig via nye medieplatforme i debatten og du barsler som nævnt lige nu med en bog. Så er kursen ligesom lagt.
Det har været næsten ligesom statsministernavnet, hvor Rasmussen afløser Rasmussen. Indtil nu 3 gange. Her i klubben har de sidste 4 personer, der har modtaget Nairobi Prisen, heddet Jesper med efternavnene Jespersen, Strudsholm, Søe og Højberg.
Men nu er det Jørgen, både fortidens og fremtidens mand. Tillykke
(SLUT)
Pengene i Harboes fond – Timbuktu Fonden – stammer fra medicinalvirksomheden DAKO, som Jørgen Harboes far grundlagde. Virksomheden blev solgt i 2007.
De 10 millioner varetages af en fondsbestyrelse med sekretariat hos Folkekirkens Nødhjælp, der samler ideer og sætter initiativer i gang.
Det første initiativ blev en stor velbesøgt konference i september 2008, som belyste u-landsoplysningen, som den er nu.
Siden er der brainstormet på gode ideer til fremtidige oplysningsprojekter og bl.a. nedsat en lille tænketank i regi af Nairobiklubben til at gå videre med nytænkningen og omsætte den i praktisk gerning.
