Mellemamerika bliver en af taberne, når tekstilkvoterne forsvinder 1. januar, mener WTO og UNCTAD
Af Eva Rasmussen
Onsdag den 3. november prøver tusindvis af danske gymnasieelever at sælge deres arbejdskraft for at skaffe penge til at støtte mellemamerikanske tekstilarbejdere.
Operation Dagsværk 2004 er rettet mod 16- til 25-årige arbejdere i de såkaldte eksportproduktionszoner, EPZer, i Nicaragua, Honduras og Guatemala. Målet er at lære 1.350 unge at læse og skrive, uddanne 150 undervisere, oprette et sundhedshus i Nicaragua og styrke EPZ-arbejdernes fagforeninger.
Der er påtrængende behov for alle elementer i projektet. EPZ-produkterne, eller maquila-produkterne, som de kaldes i Mellemamerika, er regionens næststørste eksportvare. Kun overgået af eksporten af billig arbejdskraft, emigrationen.
Den mellemamerikanske maquila fremstiller først og fremmest tøj, bortset fra den costaricanske, der er mere teknisk avanceret.
I fattige lande er mellem 70 og 80 procent af arbejderne i den branche kvinder, der i de fleste tilfælde ikke ville have haft arbejde i den formelle sektor, hvis der ikke havde været en tekstilmaquila, skriver Verdenshandelsorganisationen, WTO, i rapporten ”The Global Textile and Clothing Industry post the Agreement on Textiles and Clothing”.
Slut med kvoter
Men, deres arbejdspladser er truede. Tekstilbranchen tager tilløb til 1. janaur 2005 at træde ind i en ny æra. Den dag udløber WTO Aftalen om Tekstiler og Beklædning, og så er der ikke længere noget, der hedder kvoter.
De mellemamerikanske maquilaer eksporterer hele deres produktion til USA og har været priviligerede af kvoteordningen, ikke mindst, fordi den har lavet svære benspænd for tekstilgiganten Kina.
Det er slut fra 1. januar, og WTO mener, at Kina i løbet af kort tid vil erobre 50 procent af det nordamerikanske marked. De nye tiden kan allerede mærkes, f.eks. flyttede 11 maquilaer fra El Savador i løbet af 2003. Næsten alle til asiatiske lande, hvor lønnen er mere konkurrencedygtig.
Selv om skæringsdagen har været kendt, siden Aftalen om Tekstiler og Beklædning blev indgået i 1995, har skiftende mellemamerikanske regeringer intet gjort for at forberede de små økonomier på skiftet. Snarere tvært imod.
Landenes udviklingspolitikker har været koncentreret om at skabe stadig bedre forhold for maquilainvestorerne for på den måde at erobre arbejdspladser fra nabolandene. På det seneste har det bl.a. betydet, at nogle virksomheder er flyttet fra Guatemala og El Salvador til lavtløns-landene Nicaragua og Haití.
Mellemamerikanske medier er fyldte med overskrifter om ”den kinesiske trussel”, mens en fremtrædende udviklingsorganisation som OXFAM, og vores eget Danida ser helt anderledes positivt på kvoteafviklingen. I sin 2004 rapport om danske skridt mod FNs milleniummål, understreger Danida således, at Danmark har forsøgt at få afviklet kvoterne før 1. januar 2005.
I en kommentar til et af de mange forsøg på at få udskudt skæringsdatoen, siger den ansvarlige for OXFAMs Fair Trade kampagne, Phil Bloomer, til det spanske nyhedsbyreau EFE, at magtfulde grupper forsøger at presse regeringerne til at udskyde fristen.
– Disse manipulationer kan undergrave en af de mest betydningsfulde sejre, u-landene har vundet i internationale handelsforhandlinger, siger Bloomer og tilføjer, at for hver arbejdsplads, som tekstil- og beklædningsaftalen har beskyttet i rige lande, har den ødelagt 35 i de fattige.
WTO og FNs Organisation for Handel og Udvikling, UNCTAD, siger imidlertid enstemmigt, at der blandt de fattige lande både bliver vindere og tabere, når aftalen udløber.
Ifølge de 2 organisationer bliver vinderne de asiatiske lande, først og fremmest Kina, og taberne lande, der som de mellemamerikanske og Mexico har satset på én funktion, at sy ”sidesømmene” i tøj, der er designet og klippet i andre lande.
Det er netop i den del af tekstilindustrien, at Kina med sine ekstremt lave lønninger og endnu mindre restriktive krav til arbejdsforhold end de mellemamerikanske, kan konkurrere.
Konkurrence på lønnen
Mens en kinesisk tekstilarbejder tjener 35 cent i timen, tjener en nicaraguansk 85, en honduransk 1,12 dollar, en guatemalansk 1,31, en salvadoransk 1,39 og en costarikansk 2,58, ifølge den nicaraguanske NGO Centro Humboldt.
Lønforskellen nævnes igen og igen som hovedproblemet for den mellemamerikanske maquila.
– Mellemamerika skal forbedre sin konkurrencedygtighed, og det skal ske i dialog med arbejderne, mener f.eks. Alfonso Yio-Yih fra den taiwanesiske ambassade i Nicaragua.
– Vi kan ikke konkurrere på lønnen, og det skal vi heller ikke, siger den salvadoranske økonomiminister Yolanda de Gavidia, men hun siger også, at arbejdsforholdene skal være mere fleksible, hvis maquilaen skal overleve.
– Den kinesiske trussel bruges til at trykke lønnen og komme af med de arbejdere, der forsøger at organiseres sig, siger Lynda Yanz fra den canadiske organisation, Maquila Solidarity Networks.
Som eksempel nævner hun canadiske Gildan Activewear.
– Efter at have indsamlet omfattende dokumetation for, at godt 100 arbejdere på Gildans fabrik i Honduras i løbet af 2002 og 2003 blev fyret, fordi de var fagligt aktive, bad vi Fair Labour Organization, FLO, om at undersøge sagen, siger Lynda Yanz og fortsætter:
– I samme øjeblik meddelte Gildan, at fabrikken ville blive lukket. De nægtede, at der var en sammenhæng mellem den beslutning og FLOs undersøgelse. Flytningen er nødvendig på grund af den asiatiske konkurrence, lød begrundelsen.
En lang række maquilavirksomheder er tilsluttet FLO, der kontroller om arbejdsforholdene er i overensstemmelse med internationale standarder. Mærkevarer som f.eks. NIKE er et af mange, der efter NGO-pres har sagt ja til at lade sig kontrollere.
Mellemamerika ligger tættere på USA end Kina gør. Det er en komparativ fordel, som landenes økonomiministre ofte nævner. Der snakkes også meget om at konkurrere på kvalitet. Men, her få måneder før skæringsdagen, har ingen præsenteret konkrete planer.
Et står imidlertid klart. Alle vil fortsat satse på maquilaen. Guillermo Calvo, cheføkonom i Den Interamerikanske Udviklingsbank, talte således for døve øren, da han for nogle måneder siden rådede de mellemamerikanske regeringsledere til at droppe maquilaindustrien.
– Man kan ikke basere et lands økonomiske udvikling på en industri med så kort en tidshorisont som maquilaens. Produktionen er i konstant bevægelse hen mod de steder, hvor arbejdskraften er billigst og skattefordelene størst. Det skaber gigantiske problemer for lande, der ikke har alternativer, sagde cheføkonomen ifølge det salvadoranske dagblad El Diario de Hoy.
Eva Rasmussen er journalist og arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika, hvor hun siden april har været regional informations-kooperant for organisationen. Hun har opholdt sig 9 år i regionen, hvor hun har været informationsarbejder for danske Ibis og britiske OXFAM.
Læs også “Operation Dagsværk 2004 afvikles onsdag – pengene går til at støtte unge arbejdere i Mellemamerika”, 31.10.04, under rubrikken Dansk bistand ude i menuen til venstre.
