”Armvridning og pres på udviklingslande om skat”

ffd3_logo_slider-610x292
Thomas Jazrawi

16. juli 2015

”Disse forhandlinger har været meget aggressive”, sagde Tove Maria Ryding fra Eurodad på et pressemøde onsdag eftermiddag.

Det skete før parterne blev enige om en aftale ved konferencen om udviklingsfinansiering i Etiopiens hovedstad Addis Ababa.

Det helt store stridspunkt blev forslaget om et nyt international skatteorgan, hvor udviklingslandene også kan sidde med ved bordet.

I dag er det nemlig en eksklusiv gruppe af rige lande, der sidder i OECD og diskuterer de globale skatteregler.

Intet nyt skatteorgan

Det blev ikke til det nye skatteorgan. I stedet er der kommet en tilføjelse i det relevante stykke, der erklærer, at medlemmer af komiteen for skattespørgsmål i OECD skal udpeges af FN’s Generalsekretær i samarbejde med medlemslandene.

Det mener NGO’erne bestemt ikke er en tilfredsstillende løsning på problemet.

”Landene kunne ikke blive enige om at oprette nyt FN skatteorgan, ej heller at opgradere den eksisterende FN ekspertkomitee på skat til en mellemting mellem en ekspertkomitee og et mellemstatsligt organ med politisk mandat”, fortæller Kirsten Hjørnholm Sørensen, der har fulgt forhandlingerne fra Addis Ababa.

”Det eneste udviklingslandene fik var, at nu skal de lige snakke lidt med FN’s Generalsekretær før han udpeger nye tekniske eksperter. Det afgørende ligger dog i organets mandat og her er vi ikke nået videre”, supplerer hun.

IBIS er ligeledes skuffet over resultaterne af bestræbelserne på at få oprettet et nyt forum for diskussion om global beskatning.

”Skattejagten i Afrika endte med, at de rige lande løb med guldet. Donorlandene fastholdt, at de selv vil fastlægge de internationale skatteregler i OECD i stedet for at lave et nyt inklusivt skatteforum”, fastslår Morten Blomquist fra IBIS, der ligeledes har fulgt forhandlingerne i Etiopiens hovedstad.

“De rige lande har blokeret for udviklingslandenes krav om et inklusivt skatteforum. Det er skuffende og udtryk for en fortidig verdensorden”, tilføjer han.

Armvridning og pres på udviklingslande

Tove Maria Ryding fortalte på pressemødet umiddelbart før resultatet forelå, at der har været betydeligt pres på udviklingslandene for at droppe kravet om at forhandle et mere inkluderende skatteorgan.

”De har blot bedt om en mulighed for at diskutere punkterne for denne aftale og finde løsninger, som alle regeringer kan leve med”, sagde hun.

”I stedet for at få dette har der været armvridning og pres på udviklingslandene”, tilføjer hun.

Hun forklarer, hvordan udviklingslandene var til bilaterale møder med de rige lande, hvor der er foregået et pres for at få landene til at droppe kravet om skatteorganet.  

Man kan se pressemødet her: http://webtv.un.org/watch/statement-by-civil-society-to-the-third-international-conference-on-financing-for-development-press-conference/4356002467001

”Det er dybt problematisk at forhandlingsklimaet er så dårligt i et år, hvor så meget er på spil for verdens fattigste. Vi har brug for at særligt de rige lande lægger deres magtspil fra sig”, argumenterer Kirsten Hjørnholm.

Hun mener dog samtidigt, at kravene om et mere inkluderende system for diskussionen om de globale skatteregler nu for alvor er kommet på dagsordenen.

”Det er dybt problematisk men at behovet for nye globale skatteregler har været det absolut dominerende emne i forhandlingerne viser, at det ikke går væk igen. Kampen fortsætter”, lyder det.

Den samme pointe fremhæves af IBIS.

“Vi fik ikke et skatteorgan, men det får vi senere. Det er sat så tungt på dagsordenen, at de rige lande ikke kan lukke det”, fortæller Lars Koch fra IBIS:

Aftaleteksten kan findes her: http://www.un.org/esa/ffd/ffd3/documents.html

Det internationale skattesystem behandles særligt i paragraf 29.

 

Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.