Nyt album
Houssam Gania:
“Mosawi Swiri”
Hive Mind Records
I maj 2015 var vi alle samlet på den sidste dag af den årlige gnawafestival i Essaouira i Marokko. Årsagen var den med spænding imødesete koncert med den til lejligheden genopstandne kæmpe indenfor genren og i det hele taget på den scene og i Essaouira, nemlig Maâlem Mahmoud Gania (1950-2015).
Til en koncert, der havde karakter af en triumf, spillede den fabelagtige mester sin sidste store koncert. Kræften havde allerede ædt sig ind på ham, men han spillede stadig suverænt og stemmen fløj, mens det hengivne orkester anført af hans to sønner, Hamza og den noget yngre Houssam, dansede, spillede og sang omkring ham. Mod slutningen af en flere timer lang koncert, der sluttede med en jam med jazzmusikere, tog den gamle mester guimbri-bassen af en sidste gang og gav den til yngstesønnen. Selv om den gestus havde karakter af unødig Hollywood på scenen, var det som blev faklen givet videre lige dér i det moment.
Cirka 70 dage senere drog den store mester sit sidste suk efter en veloverstået fastemåned. Det var timing, når det nu ikke kunne være anderledes.
En mester fra Essaouira
Året efter stod unge Houssam Gania så på den samme scene og skulle vise flaget som repræsentant for en familie, som – selv om der er andre gnawafamilier i Essaouira – har den specielle aura som byens førende. Og med sin gruppe overbeviste den unge mester in spé om, at arvefølgen var sikret. Ligesom han gik til opgaven med en ydmyghed og en egen form for tagnawwit, som har lovet godt fra dag et.
Jeg var personlig ven af familien, før Houssam blev født, og har blandt andet været medproducer af flere album med både hans far og hans to onkler, og husker den dag hjemme hos Mahmoud, hvor en genert Houssam Gania på min udtrykkelige opfordring tog guimbrien frem og gav sig til at spille og synge med faren som det andet vidne. Her var det tydeligt, at arven allerede var solidt placeret og noget stort en dag var i vente. For han har konsekvent en frasering og lyd på sangen, som er dybt forskellig fra faren og har en egen unik og meget “afrikansk” lyd.
Houssam er søn af en far, som er fra Essaouira, hvor man har sin egen stil kaldet Marsawi Swiri, mens hans mor er fra Marrakesh, hvor man spiller den mere gængse Gharbawi-stil. Det er tydeligt, at det har været vigtigt at vise sig som en mester fra Essaouira, og intet er mere “swiri” end den såkaldte blå ånd, som kaldes Sidi Moussa og refererer til specielt havet.
Ja, det er sådan, at fiskere stadig sender en tanke til Sidi Moussa, når de drager ud på Atlanterhavet. Med den lumske brænding og alle de undersøiske skær, har man brug for al den hjælp, men kan få. Og med Sidi Moussa i sit hjørne, skal det nok gå.
Synger fremragende
Der er masser af hints til faren, Maâlem Mahmoud Gania, ikke mindst med coveret, som bevidst ligner de gamle kassettebånd, som faren indspillede over mange år. Alligevel er Houssam Gania helt sin egen med klare idéer om, hvordan han vil være som musiker og mester. Og med en skare af medmusikere anført af hans velspillende storebror, Hamza Gania, på kor og qaraqab (specielle ottetalsformede metalkastagnetter), samt på det første nummer som en fusion med lokale rockmusikere, kan det kun blive rigtigt godt. Sådan som det også har været på Houssams første rigtige udgivelse, som var med den engelske synth-enigma, James Holden.
Det er som sagt afdelingen for den blå ånd, med alle de afrikanske hints til slavernes fortid og orishaer på spil, som det mystiske traditionelle nummer “Kobayli Bala”, som jeg synes, at Houssam gør til sit eget med gnistrende og insisterende tryk på den smukke guimbri-lyd, mens kald/svar-korene flyver og han og bandet vil trancen så meget og evner at formidle den kvalitet, så det sjældent er hørt bedre på en studieplade.
Som på hele pladen er det herligt tørt indspillet i pagt med, hvordan instrumenterne skal lyde og uden al den rumklang, som mange ofte lægger på indspilninger af gnawamusik.
Selve nummeret “Mosawi Swiri” er også herligt tydeligt sunget med rullende guimbrispil, og dejligt chillet qaraqabspil. Der er så meget tagnawwit (ægte gnawa-følelse) på denne plade, som jeg ved, at Houssams far, Mahmoud, ville være stolt af.
Hans knægt er bare 23 år, og selv om han har været med far og bror på alverdens scener, fra han var helt lille, er det her noget andet, og han allerede taget kæmpeskridt på sin egen vej ud af farens skygge, siden det blev hans tur til alt for tidligt at skulle løfte arven.
Dejlig plade, som er så meget Essaouira i sin lyd og vibration og en fabelagtig begyndelse på en karriere og et eventyr, som det er en fornøjelse at følge.
