Det er nødvendigt at bestikke lokale krigsherrer og Taleban med danske bistandsmidler for at undgå angreb på dansk-støttede skoler i Afghanistans urolige provinser, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
Dermed er danske skatteydere indirekte med til at finansiere oprørsbevægelsen Taleban, som bekæmper de danske soldater i Afghanistans Helmand-provins, anfører avisen.
Danmark sender i år 479 mio. kr. i bistand til Afghanistan og satser især på at lære afghanske børn at læse og skrive. Alene i år modtager uddannelsessektoren 120 mio. kr., som bl.a. går til bøger og nye skoler.
I Helmand-provinsen er Danmark i gang med at opføre 12-13 skoler. Ingeniør Abdul Wakil er ansat af udenrigsministeriet i København til at holde øje med de dansk-finansierede skoler. – Man kan ikke bygge skoler i Helmand uden at betale til Taleban. Sådan er det bare, siger han til Jyllands-Posten.
En anden kilde i Udenrigsministe-riet bekræfter, at “prisen på byggematerialer tager højde for, at Taleban også skal have lidt”. Derfor kan én skole i det ellers fattige Afghanistan løbe op i 1,7 mio. kr., lyder forklaringen.