De danske soldater i Afghanistan har opgivet at fravriste Taleban kontrollen med en stor del af floddalen nord for byen Gereshk i Helmand-provinsen, skriver dagbladet Politiken søndag.
Missionen i dalen har ellers i de seneste år kostet 23 danske soldater livet og mange hårdt sårede.
På den nordligste danske forpost Budwan, bedre kendt under sit gamle navn Armadillo, er der nu kun 30 af de tidligere omkring 150 soldater.
Armadillo blev tidligere i år kendt via dokumentarfilmen Armadillo. I dag går danske soldater ikke på patrulje uden for basen, men sidder på et omringet fort, hvorom Taleban har lagt vejsidebomber.
Danske soldater har også trukket sig fra andre baser i området. Formålet er at samle soldaterne om at beskytte Gereshk by og nedsætte risikoen for døde og sårede.
Militæreksperter ser ændringerne som begyndelsen på afslutningen af en historisk militæroperation, der blev indledt for 3 år siden, da danskerne sammen med britiske soldater ville erobre dalen nord for Gereshk.
Offensiven skulle skabe grunden for en civil genopbygning i floddalen med skoler, broer, sundhedsklinikker og kvindeprojekter.