USA har planer om at omdanne et fængsel i Pol-e-Charki i Afghanistan til et særligt sikkerhedsfængsel for afghanske fanger, der i dag tilbageholdes på Guantanamo-basen i Cuba, skriver Financial Times ifølge dagbladet Børsen fredag.
Både FN og EU modsætter sig planerne, fordi Pol-e-Charki-fængslet i forvejen er hjørnesten i et EU-finansieret projekt, der er led i bestræbelserne på at komme narkotika-kriminaliteten i det centralasiatiske land til livs.
Ved at overflytte de afghanske fanger til et sikkerhedsfængsel i hjemlandet håber USA, at den internationale kritik af tilbageholdelsen af fanger på Guantanamo-basen vil aftage, vil Financial Times vide.
Avisen skriver, at det i december blev klart, at USA agter at benytte fængslet lige øst for den afghanske hovedstad, Kabul, til at opbevare tidligere Guantanamo-indsatte. Da offentliggjorde amerikanske ingeniørtropper i Afghanistan planer om renovering af eksisterende og opførelse af nye bygninger i Pol-e-Charki, som er et nedslidt fængsel fra tiden, da Afghanistan var besat af Sovjetunionen.
Ifølge ingeniørtropperne havde projektet til formål at skabe plads til “internerede, der for tiden befinder sig i utilstrækkelige og/eller overfyldte faciliteter”.