At definere politik som et hjerteanliggende, er noget nær en joke i Danmark, hvor netop dén virksomhed for mange er beskidt, for andre et håndværk og for de fleste noget ligegyldigt.
Ikke desto mindre har politik kun valør og troværdighed, hvis nogen tager den til sig og gør den til så meget en del af sig selv, at vi andre tror på både budskabet og budbringeren.
Jeg har beskæftiget mig med u-lands-bistand og udviklingspolitik i hele mit voksne liv og fulgt mange af dem, der gav den indhold gennem deres personlige engagement. Det er der adskillige, der har gjort.
Den væsentligste var Kaj Baagø, som få husker i dag. Han var én af Danidas pionerer, blev ligefrem kaldt Mr. Danida, og gav dansk udviklingsbistand ansigt i de år, hvor den blev til. Når jeg selv og andre i min generation fik lyst til at bruge vores liv på bistandsarbejde og -politik, skyldtes det i høj grad inspiration fra folk som ham.
MANGLER TROVÆRDIGE FORTALERE
Men netop nu mangler dansk udviklingspolitik troværdige fortalere, og er derfor på vej til at degenerere og visne væk i ligegyldighed.
Udviklingsminister Søren Pind (V) har som den eneste givet et bud på, hvordan vi igen gør udvikling til et levende og positivt element i dansk udenrigspolitik, men jeg tvivler på, at han kan – og vil – bære det igennem.
Det er akavet at stille Søren Pind op overfor Kaj Baagø. De tilhører hver sin tid og ligner næppe hinanden på det personlige plan.
Men en sammenstilling giver alligevel indblik i, hvorfor det går ned ad bakke med u-landsbistanden som politik og folkesag i disse år, og et rids af Baagøs liv og virke viser, hvad der måske skal til for at vende billedet.
Og det er faktisk ikke så lidt!
En af min venner skrev for nylig: Jeg tror desværre, at man ofte er nødt til at starte med et noget overdogmatisk udgangspunkt for at blive så aktiv og engageret som Kaj Baagø. Hvis ikke han var startet med indremissionsk sygelig skyldbevidsthed og vildt overdrevet opfattelse af kravet til den enkelte, var han nok kun blevet en almindelig lallende og småsympatisk SF’er.
Den lallende, småsympatiske SF’er lader vi stå. Men det er sandt, at Baagø var aktiv og engageret og blev katapultet ind i politik via en tung tro.
ANRÅBTE GUD
Baagø blev i 1926 født ind i en indremissionsk familie. Han forlod IM som student, men vågnede i studietiden stadig op med mareridt og anråbte Gud om tilgivelse for sine store synder.
I samme periode løb han grædende fra en forelæsning, fordi taleren nægtede at anerkende, at alle mennesker var omfattet af Guds nåde. Den udlægning kunne Baagø ikke bære!
Han klamrede sig til budskabet om frelse: De fattige og alle vi andre skulle sættes fri for synd og sorg og nød. Der kunne ikke være grænser for barmhjertigheden! Den tankegang blev senere udviklingsbistandens credo.
Baagø var teolog, men ifølge en studiekammerat, nu afdøde professor Johannes Aagaard, var teologi for ham mere en lidenskab end en videnskab. Mange fandt ham overspændt, men ingen tvivlede på passionen og den indre nødvendighed i hans engagement.
Teologien gik i fløjten. Baagø forlod den ligeså lidenskabeligt, som han tog den til sig.
Han gik til yderligheder ved først at tage doktorgrad som springbræt til en stor videnskabelig karriere, og derefter – inkonsekvent – rejse til Indien som ydmyg missionær. Det var lidenskab og ikke videnskab.
PASSIONEN SLAP HAM IKKE
Ni år senere kastede han alt overbord. Han ville alligevel hverken omvende hedninge eller være teolog. Men passionen slap ham ikke.
Baagø var missionær i Indien fra 1959-68, og 1960’erne var det årti, da vældige områder i Asien og Afrika med næsten halvdelen af Jordens befolkning frigjorde sig fra imperialismen.
Før var de kolonier og undermennesker i forhold til europæerne, nu blev de frie og selvstændige lande og mennesker. Det var et globalt tidehverv, som Baagø tolkede ind i sit teologiske univers med omdrejningspunkterne synd, skyld, frigørelse og frelse.
Det store tidehverv sprængte ham som teolog, men omdrejningspunkterne blev stående i hans liv.
Baagø så kolonialismen som en synd mod kristendommen og humanismens bud om, at vi alle er lige for Vorherre og for hinanden. Mellem de skyldige var missionærerne, der påstod, at kun Vesten kendte sandheden, nemlig den vestlige udgave af kristentro.
Baagø var nået frem til, at sand kristendom ikke var en vestlig religion, ja, slet ikke en religion, men en universel tilgang til livet og håbet om frelse, – både religiøst og i betydningen materiel frelse fra fattigdom, undertrykkelse, sult og uvidenhed.
Det synspunkt stod han ret ene med i missionen og i sin kirke. Derfor forlod han missionsgerningen, teologien og folkekirken. Han kunne ikke bidrage til noget, han ikke troede fuldt og helt på.
PIONER FOR FATTIGDOMSORIENTERINGEN
Alle Baagøs handlinger var radikale, selv når de kostede dyrt i spildte år. Af samme grund var han troværdig som menneske og politisk forbillede, også når han zigzaggede sig gennem livet.
I stedet for den kristne mission valgte Baagø Danida, men han blev ved med at være ‘missionær’. Lidenskaben – og måske syndsbevidstheden – var stadig grundtemaer i hans liv.
Baagø blev pionér og missionær for fattigdomsorienteringen, der var hovedhjørnesten for u-landsbistanden helt frem til 2001, da VK-regeringen og Dansk Folkeparti ændrede dagsordenen.
Fattigdomsorienteringen var den grundholdning, der sagde, at u-landshjælp først og fremmest skulle bistå de fattige i de fattige lande. Den blev ikke skabt af Baagø, men det var især ham, der gav den kød og blod i Danmark.
Baagø var Danida-mand frem til 1985. Vi var stadig i de første tiår efter kolonifrigørelsen, og det lå i min og mange andres selvforståelse, at vi alle havde ansvar for at hjælpe de fattige i de tidligere kolonier til at nå en levestandard, der tilnærmelsesvis lignede vores egen.
For mange kristne var ansvaret også religiøst: Frelse var ikke bare noget med dåb og tro, men også noget med frihed for sult, fattigdom og uvidenhed, og vi bar alle på en tung arv fra kolonitiden.
Baagø havde forladt den organiserede kristendom, men levede stadig intenst med en tro på et medmenneskeligt ansvar, hvor hver eneste på Jorden var hans Næste i kristelig forstand. Han skyldte dem alle – og ganske særligt de fattige – sin totale hengivelse.
DANIDAS BANNERMÆRKE
Den holdning kan kaldes sygelig skyldbevidsthed og vildt overdrevet opfattelse af kravet til den enkelte. Sådan ser jeg det selv. Men det var den etik, som især Kaj Baagø omsatte til en praktisk inspirerende udviklingsbistand og gjorde til Danidas bannermærke i alle de år, hvor han selv var med.
Den var underforstået for de fleste, men jeg tror, den var åbenbar og en konkret ledetråd for Baagø. Han var ingen buldrende Erhard Jacobsen, slet ikke! Men han skrev og talte om det, han var grebet af, og slog igennem i medierne.
Jeg og andre i bistandsmiljøet fornemmede hans engagement, og vi tog det til os. Det samme gjorde de politikere han arbejdede for, f.eks. K.B. Andersen, Chr. Kelm-Hansen og Uffe Ellemann-Jensen.
Her er nogle konsekvenserne af Baagøs holdning til bistand:
Midt i 1975’erne blev flere og flere i det internationale bistandsmiljø klar over, at penge til regeringerne i Afrika og Asiens udviklingsprojekter ikke nødvendigvis sivede ned til de fattige, der på liv og død havde brug for hjælpen.
Derfor foreslog internationale organisationer at skræddersy bistanden til noget med rent drikkevand, sundhed, uddannelse og indkomst til de fattige.
Tilgangen fik navnet de grundlæggende behovs strategi. Den ville skabe udvikling for fattige mennesker i stedet for udvikling for nationer. Småskoler, brønde og klinikker med barfodslæger i landsbyer i stedet for storindustri, universiteter og hospitaler i hovedstæder.
Det blev især Baagø, der indførte strategien i Danmark, foldede den ud i store konkrete projekter, og gjorde den til en folkesag gennem foredrag, polemik, avisartikler og interviews.
NOAKHALI
Fattigdomsorienteringen førte til det mest omtalte danske udviklingsprojekt nogensinde: Noakhali-projektet i Bangladesh, som Baagø stod fadder til i 1978. Her forsøgte han at nå ned til de fattigste og mest udsatte grupper i et fattigområde med en befolkning, der var lige så stor som hele Danmarks!
Resultatet blev det første store rendyrkede forsøg på at skabe målrettet fattigdomsorienteret dansk bistand, og fik af samme grund stor betydning for udviklingsbistanden som sag. Efter Noakhali fattede vi virkelig, hvad det hele drejede sig om.
Baagø viste sin gennemslagskraft og troværdighed overfor presse, politikere og befolkning, da han kort efter Noakhali-projektets start måtte forklare politikere og offentlighed, at de grundlæggende behovs strategi ikke duede i Afrika syd for Sahara!
Da den anden oliekrise i 1979 slog bunden ud af verdensøkonomien, nyttede det ikke at bygge skoler og sundhedsklinikker i de allerfattigste lande. De havde ikke længere råd til at drive dem, og så var vores hjælp jo en bjørnetjeneste.
Baagø blev hørt, selv om han nu sagde det modsatte af, hvad han sagde før og dermed slog sig selv for munden. Hans uens tilgang i Asien og Afrika blev også fulgt og bakket op af pressen. Så stor var hans troværdighed, og så meget betød personlig integritet i politik.
Baagø var i bedste forstand missionær for sin udviklingstro og gjorde den til en folkesag.
Det var troværdigheden, der skabte Baagø. Og det var troværdigheden omkring mennesker som Baagø, der gav liv til dansk udviklingspolitik for mange af os, der var med dengang.
PINDS BUD PÅ FORNYELSE
Som bistandsmand hører udviklingsminister Søren Pind til i samme kategori som Baagø i den forstand, at han tager afsæt i en vision.
Det er nødvendigt. Ingen politik kan leve uden visionære mennesker.
For Venstremanden Pind er nøgleordet frihed: Frihed fra sult, fra sygdom, fra uvidenhed, fra tyranni og frihed til udvikling, til demokrati og til at tænke og tro som man vil.
Pinds vision er i sig selv lige så brugbar, som Baagøs, og vi har brug for fornyelse.
Baagøs udviklingstro (for det var en tro) hang sammen med kolonifrigørelsen, og politikken dengang blev bygget op i de skygger, den kolde krig kastede over Verden.
I dag er den klassiske vestlige imperialisme en saga blott, og vi står overfor en ny international magtdeling, hvor Vesten er på retræte. Alligevel udtrykkes meget af bistandsdebatten i de gamle klicheer.
Det holder ikke. Vi må omformulere vores udviklingspolitik, hvis den stadig skal have relevans. Pinds store fortjeneste er, at han givet os et bud på sådan en fornyelse.
OG HANS TROVÆRDIGHED…
Det springende punkt er troværdigheden. Budskabets og budbringerens. De kan ikke adskilles.
Pind er minister i en regering, der fører krig mod nogle af de mennesker, vi giver udviklingsbistand.
Samme regering fører en udlændingepolitik, der vil give mindre frihed til folk fra u-lande, der flygter fra forfølgelse og ønsker asyl hos os, eller familiesammenføring med dem, de holder af.
Og regeringen skærer lunser af midlerne til Pinds nye frigørende u-landshjælp til fordel for integrationspolitikken i Danmark og den globale klimapolitik.
Det er kun indirekte Pinds skyld, Dansk Folkeparti bærer sin store del af ansvaret. Men regeringens samlede værdipolitik peger i én retning, Pinds isolerede bistandsvisioner peger i en anden.
Uklarheden omkring udviklingsministerens og regeringens signaler svækker min tro på, at der er sangbund for en reel og menneskeligt set positiv fornyelse undervejs i dansk udviklingspolitik.
Det vigtigste er den personlige troværdighed, som al ægte politik står og falder med.
Hvis mennesket Søren Pind skal være bannerfører for et nyt bæredygtigt udviklingssyn, må folk som jeg have absolut tillid til ham. Og jeg tror, at kun et menneske med store og ubestridelige menneskelige kvaliteter kan stå model til lige netop dén rolle.
Søren Pind er for mig at se en almindelig småsympatisk Venstremand på godt og ondt, og det er faktisk ikke ment som noget nedsættende. Alt, jeg har set og læst om ham, tyder på, at han er, som folk er flest.
Det er der intet galt i. Det er bare ikke nok til at bære igennem her! Jeg tror ærligt og redeligt ikke, at han har det, der skal til, for at gøre sin egen bistandspolitik til en stor folkesag.
Og det er synd! For udvikling er nu engang mit hjerteanliggende som det humanitære islæt i dansk udenrigspolitik.
Jeg savner faktisk en Baagø.
————–
KRONIK bragt i Weekendavisen 23. december 2010. Kronikken er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren og gengives med tilladelse fra Weekendavisens debatredaktion.