Bæredygtig palmeolie svært at opdrive i danske butikker

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk

Plantager med oliepalmer er kaldt den “store regnskovsdræber”, men selv om der findes ordninger for miljøskånsomt produceret palmeolie har danske forbrugere ringe muligheder for at vælge produkter med palmeolie, der er fremstillet socialt og miljømæssigt forsvarligt.

Palmeolie findes i rigtigt mange produkter fra stearinlys til shampoo og massevis af fødevarer. Desværre bliver palmeolie ofte produceret på bekostning af skov, særligt i Sydøstasien.

Danske forbrugere har dog ikke mange muligheder for at vælge bæredygtig palmeolie i supermarkedet.

Discountkæden REMA 1000 vil i 2015 udelukkende handle med produkter med certificeret bæredygtig palmeolie, men det er stadig den eneste danske supermarkedskæde, der har forpligtet sig på 100 % bæredygtig palmeolie.

Dermed har danske forbrugere langt ringere muligheder end mange af vores nabolande, når det gælder muligheden for at fravælge produkter, der er medvirkende til afskovning.

I Storbritannien har regeringen ifølge The Guardian netop taget initiativ til en hensigtserklæring, hvor virksomheder kan skrive under på, at de vil arbejde for, at al palmeolie i Storbritannien er bæredygtig i 2015.

Detailhandlen i Storbritannien mener dog slet ikke, at det er nok, og de arbejder for at få mere bindende regler på området.

Storbritannien er altså langt fremme i forhold til Danmark på bæredygtig palmeolie.

Palmeolieplantager rydder skov

Der er dermed stor risiko for, at palmeolie i produkter solgt i Danmark rydder skov. Det står særligt slemt til i Sydøstasien, hvor udvidelse af palmeolieplantager er en af de væsentligste årsager til afskovning.

”Palmeolieproduktion har resulteret i, at millioner af hektar tropisk skov er blevet fældet, særligt i Malaysia og Indonesien”, siger Astrid Wodschow, skovpolitisk medarbejder i WWF Verdensnaturfonden.

I Indonesien breder palmeolieplantagerne sig med rasende hast. Det samlede areal af palmeolieplantager i Indonesien er mellem 1998 og 2008 steget med 279 %.

Skove bliver hugget ned i samme hastighed, og Indonesien er en af verdens værste lande, hvad angår udledning af CO2. Landets udslip overstiger EU’s samlede udledning.

Palmeolieproduktion er også til fare for adskillelige truede dyrearter, heriblandt den asiatiske elefant og tigeren.

Derudover er der menneskelige og sociale konsekvenser af palmeolieproduktion.

”Andre negative konsekvenser af palmeolieproduktionen er ofte brud på arbejdsrettigheder, fortrængning af landbefolkningen og indfødte folk, ulovlige jordopkøb og en voldsom brug af kemikalier”, siger Astrid Wodschow.

Derfor var WWF Verdensnaturfonden i 2003 med til at etablere Roundtable of Sustainable Palm Oil (RSPO). Det er en organisation, der arbejder med bæredygtig palmeolie.

Her kan virksomheder blandt andet blive medlemmer, hvis de forpligter sig på bæredygtighed. REMA 1000 er den eneste danske supermarkedskæde, der er medlem.

RSPO har skabt en certificering, der skal sikre, at palmeolien ikke medvirker til afskovning, og at den er produceret bæredygtigt, både socialt og i forhold til klima og miljø.

Danske supermarkeder scorer lavt på bæredygtighed

WWF Verdensnaturfonden har lavet en liste over europæiske detailhandlere og deres mål med bæredygtig palmeolie i 2011. Her scorer 6 britiske, 2 svejtsiske, en hollandsk og en svensk virksomhed den højeste karakter 9 point.

REMA 100 er den højest rangerede danske virksomhed med 3.5 point.

Det står altså skidt til med bæredygtigheden i den danske detailhandel.

Men hvad skal der til for, at Danmark kommer på højde med duksen Storbritannien?

I Fødevareministeriet arbejder man meget med bæredygtig palmeolie og har blandt andet bestilt flere rapporter fra danske universiteter om emnet.

”Vi vil gerne gøre mere for at inspirere virksomheder til at gøre noget. Vi er selvfølgeligt tilhængere af den bæredygtige dagsorden. Derudover vil vi gerne se på forretningsmuligheder og vækst indenfor bæredygtigt forbrug”, siger Espen Tind-Nordberg fra Fødevareministeriet om bæredygtig palmeolie.

Der er dog ingen planer om bindende regler på området, eller blot hensigtserklæringer, som i Storbritannien.

”Det er branchens ansvar. Jeg kan ikke forestille mig, at man skal lovgive. Det er markedsdrevet og frivilligt”, siger han.

”Men det offentlige kan støtte og hjælpe virksomheder med at blive mere bæredygtige”, tilføjer han.

Branchen har dog ikke vist sig som den store initiativtager på området.

Ingen efterspørgsel efter bæredygtig palmeolie

Coop Danmark er den anden højst rangerede af de tre danske supermarkedskæder på listen fra WWF Verdensnaturfonden. De fik i 2011 1 point, hvilket er 1 point mere end Dansk Supermarked, men 0,5 point mindre end Coop Sverige.

”Vi er i gang med vores egne varemærker, hvor palmeolien gradvist er ved at blive skiftet til RSPO, og vi er ved at lave en ny handlingsplan, som vil indeholde en plan for bæredygtig palmeolie” siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør ved Coop Danmark.

Coop Danmark arbejder med mange forskellige forbrugerpolitiske emner, og bæredygtig palmeolie har ikke topprioritet i supermarkedskæden.

”Palmeolie er ikke øverst, ikke mindst fordi det ikke er noget der optager forbrugerne i væsentlig grad”, siger han.

Hvis der skal fokus på bæredygtig palmeolie i Danmark skal flere parter bidrage, mener han.

”Det kræver indsats fra såvel politisk side som fra interesseorganisationerne, der skal skabe opmærksomhed omkring problemstillingen, så det vil komme op på kundernes dagsorden”, siger han.

Forbrugerne skal vide mere om palmeolie

Det er muligvis derfor, at Storbritannien er længere fremme end Danmark.

Ifølge en rapport fra Københavns Universitet er et flertal af engelske forbrugere villige til at betale betydeligt mere for produkter med palmeolie, der har en RSPO-certificering.

I dag kan man ikke engang se, om der er palmeolie i et produkt, da ingredienslisten på produkterne betegner palmeolie under fællesbetegnelsen vegetabilsk olie.

Fra december 2014 skal palmeolie imidlertid fremgå af ingredienslisten.

Dette kunne blive en mulighed for at skabe mere opmærksomhed om bæredygtig palmeolie, mener Astrid Wodschow.

”Når det fra 2014 kommer til at fremgå tydeligt på et produkt, at det indeholder palmeolie, så forestiller jeg mig, at i hvert fald den bevidste forbruger vil begynde at stille krav til, at den palmeolie som bruges også er bæredygtig”, siger hun.

Hun mener samtidigt, at det kræver mere oplysning.

”Det er klart, at der samtidig skal oplyses om de negative konsekvenser ved at bruge ikke bæredygtig palmeolie, og ikke mindst skal der oplyses om løsninger, som fx RSPO”.

Der er altså et stykke vej endnu før vi i Danmark kan købe produkter i sikker vished om, at vi ikke samtidigt har ryddet skov, bragt truede dyrearter i fare eller fortrængt oprindelige folk.