Bæredygtighed er et begreb, der for alvor er kommet i fokus de seneste år, dvs at vi skal forurene mindre, genbruge mere og helst spise fødevarer, der er dyrket lokalt, skriver jp.online fredag.
Men bæredygtighed skal ikke kun tackles som et lokalt problem. Politiske tiltag i bæredygtighedens navn kan nemlig få utilsigtet negative konsekvenser i fjerne lande, hvis ikke vi nytænker, hvad begrebet bæredygtighed indebærer.
Det konkluderer ny forskning af danske og amerikanske forskere. Resultatet er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).
“Når vi eksempelvis producerer grise i Danmark, er 1/4 af foderet dyrket i Argentina, og hovedparten af efterspørgslen drevet af forbrug i andre lande såsom Kina”, siger Anette Reenberg, der er professor ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet.
“Dermed belaster svineproduktionen i Danmark også arealer på den anden side af kloden, selv om man umiddelbart vurderer produktionens bæredygtighed alene ved at se på de lokale forhold, forklarer hun til Videnskab.dk.
På tilsvarende måde bliver køb af lokalt dyrkede varer anset som et bæredygtigt valg. Men handlingen kan samtidig underminere levevilkårene for bønder på den anden side af kloden og dermed have negative konsekvenser for bæredygtigheden på globalt plan.
Se mere på www.videnskab.dk