Af Poul Struve Nielsen
Da maoisterne i 1996 begyndte deres væbnede kamp i Nepal, blev de reelt ikke taget alvorligt. Da de fik en hjemmeside, rummede den en erklæring om, at de ville plante det røde flag med hammer og segl på Mount Everest. Den rummede også en gang betonmarxisme på et niveau, som man kun kunne trække på smilebåndet af næsten ti år efter jerntæppets fald i Europa.
Men borgerkrigen er stille og roligt trappet op. En kommentator i en nepalesisk avis skriver:
I de første tyve år af mit liv havde jeg ikke set et skydevåben. Nu ser jeg ikke andet, uanset hvor jeg kigger hen. Befolkningen har det som lus mellem to negle. De kan blive ofre for politi eller militær, som selvfølgelig ser maoister overalt, eller de kan risikere at komme i unåde hos maoisterne, som blandt andet myrder folk, der dømmes ved deres selvbestaltede domstole.
Befolkningen rammes på mange måder af konflikten. De kan blive ofre for vilkårlige arrestationer og risikerer efterfølgende at blive udsat for tortur. Eller de kan blive ofre for maoisterne.
Avisen Kathmandu Post beskriver i en artikel, hvordan en enke efter en politimand, der blev dræbt af maoisterne, er blevet udstødt af lokalsamfundet, fordi der ikke er respekt for enker. Min mand ofrede sit liv for dette land. Hvorfor bliver jeg udstødt, hvorfor får jeg ingen støtte? spørger den kun 23-årige kvinde i reportagen om den traume behandling, som det nepalesiske rehabiliteringscenter for torturofre, CVICT, yder til ofrene for konflikten.
Siden maoisterne indledte Folket Krig har hele det nepalesiske samfund oplevet en alvorlig og forfærdelig deroute.
I 2001 blev Kong Birendra og hans familie udslettet. Den officielle version er, at kronprins Dipendra, som var glad for våben og for alkohol, myrdede sin familie i en brandert og derefter begik selvmord. Birendras bror Gyanendra overtog tronen, og i 2002 tvang han premierminister Sher Bahadur Deuba fra magten og gjorde en ende på flerpartistyret, som var blevet indført i 1990.
Indtil 1950 var landet isoleret fra omverdenen og styret med hård hånd af en enkelt familie, Ranaerne. Kongen vendte tilbage og tog magten. Han begyndte den svære proces med at åbne landet og få gang i den økonomiske og menneskelige udvikling.
Dengang havde næsten ingen almindelige mennesker gået i skole, sundhedsvæsenet var så godt som ikke eksisterende, og økonomisk levede alle andre end Ranaerne og deres venner på et eksistensminimum.
I årenes løb har politikerne i flere omgange, som kongen var det under Ranaerne, været i eksil i Indien, også Deuba sad ni år i fængsel. Men politisk skete der en udvikling i demokratisk retning med dannelsen af politiske partier, det mest toneangivende blev Kongrespartiet efter indisk forbillede.
I 1980erne var åbningen af Nepal mod omverdenen så fremskreden, at man flere og flere steder i Kathmandu kunne se Himalayas tinder knejse som baggrund til tv-antenner. Via massemedierne blev nepaleserne også vidner til Berlinmurens fald og demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Peking.
Det manifesterede sig i kravet om demokrati, folket gik på gaden med lederne af de politiske partier I spidsen, og det endte med, at kongen gav efter. Nepal blev et demokratisk land.
Det lykkedes ikke kongen at finde en anden premierminister, som kunne løse problemerne, så han genoptog samarbejdet med de politiske partier og bad i juni i år Deuba om at danne regering igen.
Demokratiet får han dog svært ved at genoplive, for hvordan holder man valg i et land, man ikke har kontrol over? Maoisterne har efterhånden så stor indflydelse, at det næppe er muligt at holde et demokratisk valg.
Men når det skønnes, at der er 10-15.000 maoistiske krigere, og alle siger, at de er overalt i samfundet, må der selvfølgelig være en vis grobund for protesten.
Problemet er, at der aldrig rigtig er kommet skred i udviklingen til fordel for de fattigste. De politiske partier har ikke haft succes med at løfte opgaven. De har regeret i et dårligt klima af uafbrudte interne magtkampe og omfattende korruption, og det har kostet befolkningens tillid.
Kongehuset medlemmer har næsten været tilbedt som guder i verdens eneste tilbageværende hinduiske kongedømme. Men sympatien er ikke den samme efter massakren, som de færreste mener har været tilstrækkelig efterforsket.
Tiden herefter har tydeligt vist, at det er kongen, der har magten over militæret og dermed over landet – i hvert fald i det omfang, det ikke er maoisterne, der bestemmer.
I takt med at maoisterne har strammet nettet, er det blevet mere og mere umuligt at skabe en menneskelig og økonomisk udvikling i Nepal. Analfabetisme og mangel på sundhedsydelser er alvorlige menneskelige problemer.
Det var lykkedes, takket være blandt andet et dansk sektorprogram til udvikling af undervisningssektoren, at etablere et net af grundskoler, så alle børn kunne komme til skole. Når man tager Nepals svært fremkommelige terræn i betragtning, er det et kæmpe skridt fremad. Men det har hele tiden været svært at skaffe kvalificerede lærere til de mindre centralt beliggende områder.
Maoisternes greb om magten gør det praktisk talt umuligt at friste lærere og for sin sags skyld læger og sygeplejersker, landbrugs- og skovbrugskonsulenter til at rejse ud, hvor maoisterne har kontrol.
Den økonomiske udvikling lider også. Alene nedgangen i turismen, som gav rigtig mange penge til landet, udgør et alvorligt problem.
Journalist Poul Struve Nielsen er mediekoordinator i Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) og forfatter til Nepal – en politisk og økonomisk oversigt, udgivet af Udenrigsministeriet I 2001
