Det var ikke helt uventet, da Robert Mugabe den 6. november fyrede sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, og ekskluderede ham fra regeringspartiet, ZANU-PF. Mnangagwa var begyndt at markere sig og var tydeligt blevet en politisk rival for Mugabe, som har styret Zimbabwe med hård hånd i de seneste 37 år.
I de seneste år er magtkampen blevet stadig tydeligere. Inden for ZANU-PF bliver der kæmpet om, hvem der skal efterfølge den 93-årige, alderssvækkede Robert Mugabe.
Veteranerne fra befrielseskrigen, der er rygraden i støtten til Mugabe, sluttede op om Mnangagwa. Men vicepræsidenten kunne ikke tage imod støtten af frygt for, at dette ville blive brugt imod ham som et yderligere bevis på illoyalitet. I stedet distancerede han sig fra den gruppe, der støttede og promoverede ham, hvilket fik ham til at se svag og ubeslutsom ud, skriver seniorkonsulent Piers Pigou i en kommentar fra tænketanken International Crisis Group.
Hidtil uhørt indblanding
Fyringen af vicepræsidenten har fået den stigende utilfredshed i Zimbabwe til at komme op til overfladen, særligt i de seneste dages tid.
Mandag udsendte landets hærchef, general Constantine Chiwenga, en offentlig erklæring med en utvetydig advarsel om, at den interne dynamik i ZANU-PF, herunder kontrarevolutionær infiltration i partiet og fjendtlige holdninger til sikkerhedssektoren fra visse politikere, var destabiliserende for Zimbabwe og genererer usikkerhed.
Uden at nævne Mnangagwa opfordrede Chiwenga til et stop for udrensningen af partimedlemmer med en baggrund i befrielsesbevægelsen. Hærchefen advarede samtidig om, at hvis integriteten i Zimbabwes revolution var truet, ville hæren gribe ind.
Det blev af iagttagere udlagt som en advarsel fra hærchefen til præsident Mugabe, hans kone Grace og visse elementer inden for den såkaldte G40-gruppe af magtfulde partimedlemmer.
Denne hidtil uhørte offentlige indblanding fra hærchefens side har øget spændingerne inden for både ZANU-PF og sikkerhedsstyrkerne.
Det er afgørende, hvordan Mugabe reagerer på dette, hvis yderligere spændinger skal undgås, skriver ICG.
Han har tilladt højtstående embedsmænd at fremsætte politiske erklæringer før, men først og fremmest når det drejede sig om oppositionen. Ved flere lejligheder i de sidste to år har Mugabe offentligt givet udtryk for utilfredshed ved deres indblanding i interne partisager.
Chiwengas erklæring går ud over tidligere eksempler på indblanding, og Mugabe bliver nødt til at håndtere dette korrekt, hvis han fortsat vil sikre opbakning fra de væbnede styrker.
