Den danske rådgivningsvirksomhed Consia ApS, som gik konkurs i slutningen af 2018, bliver fortsat efterforsket af politiet.
Sagen har ligget hos Københavns Politi siden maj 2018, da Udenrigsministeriet indgav politianmeldelse, og det skete, selv om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – eller i daglig tale bagmandspolitiet – allerede havde droppet et omfattende sagskompleks mod Consia og firmaets indehaver, Erling Juul Rask, som Verdensbanken havde sortlistet på baggrund af mistanke om korruption og bedrageri i Vietnam og Indonesien.
Hos bagmandspolitiet var meldingen klar, da den første sag mod Consia blev droppet:
”Årsagen til min beslutning er, at der ikke længere er grundlag for at fortsætte den påbegyndte efterforskning,” skrev statsadvokat Morten Niels Jakobsen i sin afgørelse til Verdensbanken allerede i juli 2017.
Verdensbanken havde beskyldt Consia og firmaets indehaver for en række påståede tilfælde af svindel og korruption på Verdensbank-finansierede udviklingsprojekter i Vietnam og Indonesien, hvilket Globalnyt har beskrevet i flere artikler.
Den meget omtalte sag nåede frem til Udenrigsministeriet i april 2016, da Verdensbanken indberettede en lang række tilfælde af påståede uregelmæssigheder, som Consia skulle være skyld i.
I marts 2017 nåede Verdensbankens egne folk i World Bank Sanctions Board dog frem til, at listen over påståede ulovligheder skulle begrænses til tre tilfælde af bedrageri og to tilfælde af bestikkelse, som det ifølge Verdensbanken var ”mere sandsynligt end usandsynligt”, at Consia eller Consias indehaver havde begået.
På baggrund af mistanken satte Verdensbanken både Consia og Erling Juul Rask på den sorte liste, så de ikke længere kunne opnå kontrakter på opgaver fra Verdensbanken.
Ikke nok til en straffesag
Beskyldningerne fra Verdensbanken var dog ikke nok til at føre en straffesag herhjemme, vurderede bagmandspolitiet.
I sin begrundelse for at droppe sagen skrev statsadvokat Morten Niels Jakobsen, at to af de påståede tilfælde af bedrageri ganske enkelt var forældede. Hvad angik de øvrige beskyldninger, lød vurderingen, at en eventuel retsforfølgelse ville være både vanskelig, kostbar og langvarig i et omfang, der var ude af proportion med sagernes betydning og det sandsynlige udfald.
På den baggrund faldt politisagen med et brag, uanset de alvorlige sanktioner, som Verdensbanken havde taget i anvendelse over for Consia.
Men som statsadvokaten pointerer i sin vurdering af sagen, så er der forskel på at gennemføre administrative sanktioner, sådan som Verdensbanken har gjort, og så at løfte bevisbyrden i retten og føre en straffesag til domfældelse.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Verdensbanken. Globalnyt erfarer dog, at Verdensbanken ikke har klaget over bagmandspolitiets beslutning, og sagen må derfor betragtes som afsluttet.
Store konsekvenser for firmaet
Consias indehaver Erling Juul Rask har over for Globalnyt givet udtryk for, at han ser kritisk på Verdensbankens håndtering af sagen om de påståede uregelmæssigheder i Vietnam og Indonesien. Det har dog ikke været muligt at træffe ham for en kommentar til indholdet i denne artikel forud for redaktionens deadline.
Uanset at Consia eller firmaets ejer aldrig blev sigtet for de påståede uregelmæssigheder, så fik Verdensbankens reaktion over for Consia alligevel store konsekvenser for det danske firma.
Herhjemme satte Udenrigsministeriet en omfattende undersøgelse af Consia i gang, og det var direkte ”foranlediget af sagen med Verdensbanken”. Det kunne udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) oplyse over for Folketinget som svar på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til ministeren i maj 2017.
Undersøgelsen omfattede ”mistanke om uregelmæssigheder” i forbindelse med et partnerskabsprojekt mellem Consia og den egyptiske virksomhed AAW.
Præcis et år efter, nemlig i maj 2018, blev Consia endnu en gang meldt til politiet, og denne gang var det Udenrigsministeriet, der foretog anmeldelsen.
Det oplyser Mikael Hemniti Winther, der er chef for Danidas kontor for kvalitet og faglighed i udviklingssamarbejdet (KFU).
Anmeldelsen fandt sted, efter at Danida havde bedt Kammeradvokaten om at se nærmere på sagen i Egypten.
”Vi kan bekræfte at have modtaget en anmeldelse,” lyder det fra Københavns Politi, som over for Globalnyt oplyser, at sagen fortsat er under efterforskning.
Herudover har politiet ingen kommentarer til sagen, og det skyldes ifølge politiet hensyn til efterforskningen.
Danida har også rettet et såkaldt tilbagesøgningskrav mod Consia med henblik på at få en del af de statslige midler, der er bevilget til udviklingsprojektet i Egypten, betalt tilbage. Det kan dog vise sig at være vanskeligt, eftersom Consia efterfølgende er blevet erklæret konkurs.
Jens Work Kristensen er journalist og skriver blandt andet om udviklingsbistand.