Baobab Singers synger for Tutus hustru

Desmund Tutu og Baobab Singers
Forfatter billede

Tidligere ærkebiskop Desmund Tutu har igen sendt bud efter den danske vokalgruppe Baobab Singers. Når Desmund Tutus kone Leah fylder 80 år til oktober, er den danske vokalgruppe Baobob Singers blandt de gæstende indslag.

For 2 år siden var Baobab Singers i Cape Town for at synge til tidligere ærkebiskop Desmond Tutus 80-års fødselsdag.

Og Desmond Tutu var så glad og taknemmelig for deres optræden, at han har bedt gruppen om at vende tilbage for at synge til sin kone Leahs 80 års fødselsdag samt til en stor fredskonference i Cape Town.

Sang og dans fra Afrika
Baoboab Singers er kendt for deres repertoire af sange fra det sydlige Afrika, som fremføres a cappella med dansetrin fra det store kontinent i syd. På den baggrund har de markeret sig i sydafrikanske sammenhæng af flere omgange.

I april 2012 vendte Baobab Singers hjem fra Sydafrika efter to uger i studiet i Pretoria med den verdenskendte trompetist Hugh Masekela og den sydafrikanske herrekvartet Complete Vocals. Albummet, som de indspillede ventes på gaden i slutningen af 2013.

Optakt til rejsen
Fredag 4. oktober letter de syv sangerinder fra København sammen med Nils Ekner, turleder og lydmand, Simon Forchhammer og Rikke Forchhammer, leder af gruppen og forstander på Krogerup Højskole.

Men inden de lander på sydafrikansk grund, vil de syv unge kvinder fremføre deres sange for danskerne på Krogerup Højskole onsdag 18. september kl. 20.