Journalist Jesper Petersen har ifølge internet-sitet Censurnyt.dk skrevet en kronik, som ingen af dagbladene ville bringe. Det ville censurnyt, og kronikken gengives nu også nedenfor i uddrag her på u-landsnyt.dk
Irak-krigen gav Anders Fogh Rasmussen mulighed for selv at gøre den forskel, han efterlyser hos sine forgængere under 2. verdenskrig. Men statsministeren gjorde nøjagtigt som sine forgængere: Knælede for overmagten og placerede sine politiske og økonomiske investeringer samarbejdsvilligt og risikofrit, hedder det sammenfattende.
Statsministeren kaster med sten fra sit glashus
Af Jesper Petersen, journalist.
7/6-2005
Statsministeren er en moralsk mand, om end der er god grund til at mene, at han snarere er dobbeltmoralsk, bagklog og fisker i politisk rørte vande.
Siden 2003 har han kritiseret Danmarks samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt fra 1940-43, i disse dage aktualiseret af 60-årsdagen for Danmarks befrielse 5. maj 1945.
Statsministeren udtaler sin skarpe kritik af Danmarks ledelse for over 60 år siden uden at rødme, hvilket af flere grunde giver stof til eftertanke. For Anders Fogh Rasmussen er den eneste danske statsleder, der i nyere tid har besluttet at kaste Danmark ud i noget så alvorligt som dansk deltagelse i en angrebskrig, nemlig krigen mod Irak, der med god ret kan betegnes den mest katastrofale udenrigspolitiske beslutning siden den danske regerings samarbejde med Det Tredje Riges krigsforbrydere.
Siden 20. marts 2003 har Danmark deltaget i den USA-ledede krig mod Irak, et moralsk og politisk yderst tvivlsomt forehavende, der rummer mange af de samme dilemmaer som Danmark/Nazityskland-situationen under 2. verdenskrig.
I modsætning til begivenhederne for over 60 år siden, hvortil der i dag hverken kan gøres fra eller til, så havde Anders Fogh Rasmussen i krigen mod Irak en helt konkret mulighed for at gøre den forskel, som han kritiserer sine forgængere i 1940erne for ikke at have gjort.
Selv mener statsministeren – samt en række andre danskere, der i de senere uger har forholdt sig til sagen her – at Danmarks deltagelse i Irakkrigen skal sammenlignes med de danske frihedskæmperes beundringsværdige kamp mod den tyske besættelsesmagt.
Hvis man vælger at sammenligne Irakkrigen og Danmark under besættelsen, så mener jeg, at der er langt flere forhold gør det rimeligt, at sammenligne USA, Storbritannien, Danmark med Nazityskland, fremfor at sammenligne de krigsførende lande med USA i spidsen med de danske frihedskæmpere under 2. verdenskrig.
Først og fremmest er det jo USA, Danmark m.fl., der er den totalt dominerende aggressor. Og Danmark er efter min mening med i krigen udelukkende af økonomisk og politisk bekvemme grunde – i lodret modstrid med frihedskæmpernes modige og oprørske kamp.
Mærsk har eksempelvis i 2003 og 2004 tjent 36 milliarder kroner (!!) på bl.a. at sejle kampvogne, ammunition, fødevarer m.m. til den amerikanske besættelsesstyrke i Irak.
Den slags økonomiske interesser gør sjældent fælles sag med frihedskæmpere.
Men Irakkrigen rummer lagt flere urene elementer til, at det går an at sammenligne den med den danske frihedskamp i de fem onde år i 1940erne.
Irak-krigen er ifølge en lang række anerkendte juridiske eksperter en overtrædelse af international ret og gennemført i strid med FN.
Ydermere er Danmarks deltagelse muligvis en overtrædelse af den danske grundlov. Det mener i hvert fald en gruppe danskere, der forbereder en retssag mod statsministeren.
De propagandistisk fremførte argumenterne for at gå i krig – at Saddam Hussein truede Vesten med masseødelæggelsesvåben, og at faren var overhængende – er tilbagevist som helt igennem usande, hvilket f.eks. FNs våbenkontrollører i øvrigt samstemmende erklærede allerede inden krigen.
Selv sagde statsministeren ordret før han kastede Danmark ind i USAs og Storbritanniens bedrageriske Irakkrig: ”At Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben er ikke noget vi tror, det er noget vi véd”. Statsministeren talte med andre ord usandt, og kastede Danmark ind i en juridisk tvivlsom samt politisk og moralsk farlig angrebskrig på et falskt grundlag.
Irakkrigens mangel på berettigelse, og den der af følgende moralske og juridiske deroute, er lang og smertelig, og det er på alle måder et ubæredygtigt udgangspunkt for diskussion om dansk ledelse anno 1940-43, hvis statsministeren end ikke i dag – i bagklogskabens ulideligt klare lys – kan se, at beslutningen om dansk deltagelse var en stor fejl.
Sidste år kom det frem at tortur er blevet anvendt af amerikanere og briter – en krænkelse af Geneve-konventionen. Også de danske (besættelses)styrker ser ud til at have anvendt tortur.
Eksemplerne på tortur, der dokumenteret ikke er enkeltstående, har yderligere besudlet vores opfattelse af Vesten som en kultur med moralske og humanistiske værdier.
Og når en totalt utroværdig forsvarsminister, Donald Rumsfeld, med et absurd smil står frem og erklærer, at det der foregår på Guantanamo-basen, i Irak og Afghanistan er ”humant og godt”, så er man døv og blind, hvis man ikke hører og ser den uhyggelige lighed med Doktor Goebbels propagandaministerium.
Titusindvis af uskyldige civile er blevet dræbt som følge af koalitionens angreb på Irak.
Siden valget i januar er oprørernes angreb på besættelsesstyrkerne taget til i styrke. Dagligt angribes koalitionsstyrken samt den politistyrke og de soldater, som den skrøbelige, USA-støttede marionet-regering forsøger at stable på benene.
Her over to år efter angrebet på Irak er situationen fortsat totalt kaotisk og et levende mareridt for det irakiske folk.
Efter begejstret at have stået på spring for at genopbygge landet (og samtidig score kassen) har samtlige danske erhvervsfolk for nyligt forladt Irak – landet er alt for ustabilt, og udviklingen går snarere mod regulær borgerkrig, fremfor de floromvundne og urealistiske løfter om ”demokrati og frihed” – og medfølgende forretningsmuligheder for Vestens sultne forretningsverden.
Kun den gigantisk store olieforretning, som krigen ene og alene handler om, og som nu styres totalt af USA (det at vi ikke høre noget om denne side af sagen er det sikreste bevis på at det er sådan) foregår helt som planlagt og sikrer verdens sidste supermagt og dens olieindustri vital næring til sin enorme vækstmaskine.
Foreløbigt er ca.100.000 civile irakere dræbt siden 20. marts 2003.
Lad os foretage et tankeeksperiment:
Hvis Danmark blev angrebet af en fremmed magt, der i løbet af et par måneder dræbte 100.000 civile, bl.a. ved voldsomme bombardementer af København, ville vi så modtage dem med åbne arme, når bare besættelsesmagten forsikrede, at de udelukkende var kommet for at give os frihed, demokrati og et bedre liv? Også selv om besættelsesmagten samtidig beslaglagde Nordsøolien samt landbrugsproduktionen – Danmarks to vigtigste økonomiske ressourcer?
Nazisterne gav dog i det mindste de bondesnu danskere mulighed for at spinde guld på at producere fødevarer og industrivarer til Tyskland.
I modsætning til alle vore nordiske nabolande, Tyskland (klog af skade) og mange andre demokratisk og humanistisk sindede lande valgte Fogh og det danske folketing at kaste Danmark ud i en angrebskrig, ført på et falsk grundlag, med enorme lidelser og sandsynlige, fremtidige konflikter og folkeretsbrud til følge. Derved satte han en skamplet på Danmarks omdømme.
Foghs beslutning om at sende Danmark i krig i Irak lugter langt væk af præcis den formatløse bondesnuhed og kræmmertankegang, som hans forgængere i embedet fra 1940-43 lod sig og landets skæbne styre af dengang for over 60 år siden.
Blot for at tækkes nutidens altdominerende, brutale stormagt, USA, og komme ind i varmen politisk og økonomisk. En tilpasningspolitik, der med det samme gav pote i form af morgenmads-sammenkomst med verdens mest magtfulde mand i Det hvide Hus, inklusive drøftelser af fremtidigt samarbejde, ikke mindst økonomisk.
Statsministerens og Folketingets knæfald for verdens førende aggressor og militærmagt har givet masser af resultat i form af lukrative amerikanske ordrer hos danske virksomheder.
Vi snakker om milliarder af kroner til meget magtfulde danske erhvervskredse som statsministeren og hans parti får svært ved at erklære sig uafhængige af. Præcis ligesom dengang i 1940rne.
Den 15/6-03 lød hovednyheden i DR TV-nyhederne kl.21, at det århusianske firma TERMA har fået kontrakt på leverance af computerteknologi til det højteknologiske kampfly, Joint Strike Fighter. Kontrakten vurderes til at være trekvart milliarder kroner værd.
Det hedder videre i indslaget, at “McDonald Douglas har tilkendegivet at Maersk Seaworld vil få transportordren på de ganske mange sejladser af komponenter i forbindelse med produktionen af det fællesvestlige kampfly.”
Alene Joint Strike Fighter-projektet vurderedes i 2002 at skaffe danske virksomheder ordrer for i alt 1,3 milliarder kroner. Mærsk sikrede sig også en kæmpeordre med at sejle store mængder amerikansk krigsmateriel til Den persiske Golf.
TV2 citerede den 22. februar i år en rapport fra World Policy Institute for at oplyse at Maersk Line Limited i 2003 og 2004 havde opgaver for Pentagon for i alt 36 milliarder kroner. En del af Mærsks opgaver for det amerikanske forsvarsministerium var at sejle med ammunition og kampvogne til Irak.
TV2s teksttv meddelte d. 8. marts i år, at dansk forsvarsindustri netop var blevet særlig begunstiget samarbejdspartner hos Pentagon i USA. Videre hed det: “Om kort tid underskriver forsvarsminister Søren Gade (V) en aftale med sin amerikanske kollega, Donald Rumsfeld, som gør Danmark til et samarbejdsland.”
– Der er ingen tvivl om at vi får aftalen, fordi vi er en meget god ven af USA nu; vi er virkelig kommet ind i den pæne klub, udtalte kontorchef i forsvarsministeriet Chr. Arildsen.
Hvad er reelt forskellen på Nazityskland og USAs magtfuldkomne og selvgode politik siden 11/9 2001?
Enhver, der sætter sig grundigt ind hvad krigene mod Irak og Afghanistan drejer sig om, erfarer hurtigt, at den floromvundne klicheer i Vesten om “demokrati og frihed” intet har med de barske realiteter at gøre. Irak-krigen handler om at styre udviklingen i verden, intet mindre, om kontrollen over verdens olieressourcer – alfa og omega for den moderne verdens vækstsamfund.
En klog og troværdig dansk statsminister ville undlade at moralisere om åbenlyse politiske fejl begået for over 60 år siden. I stedet rettede han blikket mod sig selv og nutiden og stillede spørgsmålene:
Hvor mange krigsforbrydelser, krænkelser af menneskerettigheder og international lov vil vi acceptere for at skaffe brændstof til vor højteknologiske, overforbrugende, biologisk ubæredygtige (og stadig mere sårbare) samfundsform?
Og hvor mange anderledes, “lavere” kulturer, millioner af mennesker og unikke økosystemer giver de iboende kræfter i vor moderne, stadig mere dominerende livsform os ret til at dræbe, indirekte eller om nødvendigt direkte, inden vi selv bliver lige så onde som de onde vi mener vi er udvalgt til at bekæmpe?
“We are bombing the cradle of civilization””, synger den amerikanske rocklegende, Patti Smith på nummeret “Radio Bagdad” fra 2004.
I DR-tvs magasin “Søndag” hyldede statsministeren de danske frihedskæmpere for over 60 år siden med ordene:
“Der var dengang nogle mennesker, der traf nogle modige valg. Og man skal jo foretage nogle valg mellem hvad man selv synes er rigtigt og forkert. Friheds-kæmperne spurgte ikke hvad der kunne betale sig, men de spurgte om hvad der var sandt. Og det valg synes jeg, vi skal respektere, og takke, dem for.”
Fremfor glæde og stolthed, endte jeg med at sidder med kvalme og skuffelse over vor magtpolitisk tilpasningsvillige statsminister og hans tomme undskyldninger og hælden vand ud af ørerne.
Kilde: www.censurnyt.dk
