Ambassadør Ole Wøhlers Olsen, København, fylder 70 fredag d. 27. januar 2012.
Fødselaren, der blev cand.jur. i 1966, kom tre år senere til udenrigs-tjenesten, den gerning der skulle blive hans livsopgave med godt 40 år som diplomat (1969-2010).
Han har været udstationeret som ambassade-sekretær, ambassaderåd, chargé d´Affaires i Marokko, Algeriet, Angola og Filippinerne.
Og været ambassadør i Saudi Arabien med sideakkrediteringer i Oman og Yemen, i Chile med sideakkreditering i Peru, i Syrien med sideakkrediteringer i Libanon og Jordan samt – som sidste post – Algeriet med sideakkrediteringer i Mauritanien, Tunesien og Libyen.
Han var også en slags guvernør for Iraks fire sydligste provinser i tre omtumlede måneder i 2003, hvorfra han blev hjemkaldt – eller selv pakkede kufferten – på grund af, hvad han opfattede som umulige arbejdsbetingelser under den dav. amerkanske ledelse efter Irak-krigen.
Ole Wøhlers Olsen er blevet sendt ud til nogle af de mest problema-tiske positioner i Mellemøsten og den arabiske verden som sådan. Måske har hans konvertering til islam tilbage i 1968 været en fordel.
Muslim er dog så meget sagt; han siger til Berlingske, at han “ikke kaster sig ned på gulvet på bedetæppet fem gange om dagen” og vil hellere kaldes “kulturmuslim”.
Eventyrlysten har bragt ham vidt omkring og han er et dynamisk bestyrelsesmedlem i Eventyrernes Klub, som han har været medlem af i 30 år.
Og så er han kulturel rejsefører på en stribe rejser i Mellemøsten og Nordafrika med mindst seks fremmedsprog i bagagen.
Alt i alt lever han godt op til titlen på journalist Lally Hoffmanns bog om ham i 2004, “Beduin i Laksko”.
Privat bor han sammen med sin nuv. livsledsagerske, Ane Winther, der p.t. er ministersekretær for udviklingsminister Chr. Friis Bach (R).