Befolkningseksplosion i Uganda
Artiklen er en del af en serie i tre dele.
Befolkningseksplosion: Ugandas undergang eller vigtigste aktiv (23.05.2018)
Millionhovedstaden af småsælgere (24.05.2018)
“Gud velsignede mig med styrken til at producere 13 børn” (25.05.2018)
9,7 milliarder. Så mange mennesker vil der i 2050 være i verden ifølge en FN-rapport fra 2017. Det er 2,1 milliarder mere end i dag, og sådan fortsætter det. Jorden, som vi kender den, kan synes som en synkende supertanker, hvor vandet bare fosser ind med stadig stigende styrke, som sprækkerne i skroget bliver større.
Hullet er størst i Afrika og særligt i Uganda, der i mange år har ligget i toppen på Verdensbankens liste over befolkningstilvækst. Hverken fra politisk hold eller blandt de enkelte familier tyder noget på, at det vil ændre sig. Kun hos den mikroskopisk lille middelklasse, der trods alt langsomt vokser frem, finder man for alvor tanker om familieplanlægning, der minder om vores egen.
Uganda har en befolkningstilvækst på 3,3 procent. Det betyder, at der hvert år kommer næsten en million flere ugandere til. Og det tal vil kun blive ved med at accelerere, hvis man kan sin matematik. Til sammenligning ligger Danmarks befolkningstilvækst på 0,8 procent.
En umulig opgave
De vestlige ambassadører udnyttede på World Population Day 2017 til at fortælle Ugandas magtfulde præsident Yoweri Museveni et par sandheder:
”(Befolkningstilvæksten, red.) betyder, at om 18 år, når de går ud af skolen skal Uganda skabe en million job om året for de børn, der er født i de her år. Det betyder, at det pres på landjord, der allerede er kilde til konflikt, vil øges konstant. Det betyder, at Ugandas økonomi skal vokse mere end 10 procent årligt for at opnå Vision 2040,” siger den hollandske ambassadør, Henk Jan Bakker, i sin tale med henvisning til den ambitiøse plan, som Museveni og hans regering har lagt for at gøre Uganda til et mellemindkomstland på højde med Malaysia.
”Jeg kunne blive ved, men jeg tror, min pointe er klar: Det er en næsten umulig opgave. Mit eget land, Holland, ville ikke være i stand til at håndtere sådanne tal,” fortsætter han.
Men Henk Jan Bakker og de europæiske ambassadører taler efter alt at dømme for døve ører.
”Ugandas befolkning er vokset fra 16,7 millioner mennesker i 1990 til 34,6 millioner i 2014 og er forventet at nå 40 millioner næste år. Det er Ugandas vigtigste aktiv,« svarer Museveni på mødet selvom FN anslår, at der 44 millioner ugandere i dag.
Han ser det som resultatet af effektiv politik, der har reduceret dødeligheden og forlænget ugandernes liv bedst eksemplificeret med landets imponerende punktering af den HIV/aids-epidemi, som hærgede Uganda i 1980’erne.
Ambassadørerne bakkes ellers op af professor emeritus Poul Christian Matthiessen, der i næsten 25 år forskede i demografi ved Københavns Universitet. Han mener ikke, at der er nogen vej rundt om familieplanlægning, hvis man vil skabe udvikling i et land som Uganda.
“Familieplanlægningsprogrammer i udviklingslande er utroligt vigtige, for det skal stadig sættes i gang. Derfor er det vigtigt, at man puffer til det fra myndighedernes side og selvfølgelig også stiller lette og bekvemme præventionsmidler til rådighed for befolkningen,” siger han.
Roden til alt ondt
Overbefolkning udpeges som roden til meget ondt i særligt udviklingslandene. I en rapport fra 2015 skriver Population Institute, at den befolkningseksplosion, der i dette århundrede vil gøre Afrika syd for Sahara til verdens mest befolkningsrige område, vil flerdoble landenes i forvejen store udfordringer.
”Mange lande med hastigt voksende befolkninger er truet af vandmangel eller skovrydning, andre kæmper med konflikter eller politisk ustabilitet. Selv om fremskridt ikke kan udelukkes, vil en hastig befolkningstilvækst i disse lande flerdoble udfordringerne. Deres befolkninger er demografisk sårbare og har større risiko for at lide under sult, fattigdom, vandmangel, miljømæssig ødelæggelse og politiske omvæltninger,” skriver Population Institute.
Mange af problemerne viser sig i Uganda, senest da over 1 million ugandere blev ramt af den tørke, der har hærget regionen og skabt hungersnød i 2016 og 17. Samtidig ulmer en stigende utilfredshed med Musevenis tiltagende magtfuldkommenhed efter mere end 30 år i præsidentembedet.
Derfor kan det virke overraskende, at overbefolkning ikke står nævnt med et ord i FN’s 17 verdensmål fra 2015, som Danmarks udviklingsstrategi også i vid udstrækning baserer sig på. Målene har til hensigt at skabe en bæredygtig udvikling, men det er svært at forestille sig, hvordan det skal ske med et Afrika, der ifølge FN vil stå for mere end halvdelen af den forventede vækst i verdens befolkning, når de frem mod 2050 stiger fra 1,3 milliarder mennesker til 2,6 milliarder.
Poul Christian Matthiessen mener ikke, at det internationale udviklingsarbejde har fokuseret nok på familieplanlægning. FN burde have inkluderet en kontrol af befolkningstilvæksten i sine verdensmål. Det kunne være et mål nummer 18.
“Befolkningstilvæksten rejser så store krav til undervisningsvæsen, sundhedsvæsen og skabelse af arbejdspladser, at det bliver meget vanskeligt at nå de andre mål, når man ikke får begrænset den,” siger han.
Fra Crazy Kampala til trængte landmænd
Over de næste to artikler skal vi besøge Ugandas hovedstad Kampala i al dens kaos af trafikpropper, småhandlende og slumkvarterer. Her bor Joel Sendagire, der forsøger at klare sig ved at sælge brugte skoletasker i et af Kampalas slumområder Katanga.
Økonomen Astrid Haas fortæller os, hvorfor Ugandas hovedstad er eksploderet i indbyggertal, men ikke har fået stort flere arbejdspladser og derfor kæmper med at brødføde de mange munde.
Langt fra Kampalas bilos blandt mudderhuse og kassavamarker møder vi Topista Namatovu, der har fået 13 børn uden kejsersnit, fordi Gud gjorde hende stærk. Hun håber det samme for sine egne børn og børnebørn.
Derfra går turen ud til de pressede landområder, hvor familiemarker bliver brudt op i mindre og mindre stykker, mens de lokale landmænd til stor frustration oplever, at nytilkomne familier invaderer deres markarealer. Her kæmper Sam Iyyakoojo en indædt kamp for at begrænse rydningen af landets dyrebare skove og holde fremtidige klimakatastrofer fra døren.
Emilie Maarbjerg Mørk er pt. praktikant på Politikens udlandsredaktion og freelancejournalist.
Morten Scriver Andersen er journalist hos IDA (Ingeniørforeningen) og freelancejournalist ved siden af.
Deres rejse til Uganda blev støttet af Danidas Oplysningsbevilling.
