Behov for dansk støtte til international natur

Redaktionen

Der er international vilje til at sikre flere beskyttede naturområder verden over for at bevare truede dyre- og plantearter.

Men verdens fattige lande mangler penge til opgaven, og uden støtte kan de ikke leve op til deres del af ansvaret for at bremse udryddelsen af arter. Derfor bør den danske regering investere i international naturbevarelse, mener miljøorganisationen Nepenthes ifølge JP Online søndag.

– Regeringen kan få særdeles meget biodiversitet for pengene ved at investere i international naturbevarelse. Vi opfordrer regeringen til at bevilge finansiering og teknologi til u-landsprojekter, der kombinerer fattigdomsbekæmpelse og naturbevarelse og derved give sit bidrag til en bæredygtig udvikling på verdensplan, siger Nepenthes formand, Søren Dürr Pedersen.

FN har netop på en konference under konventionen om biologisk mangfoldighed (biodiversitetskonventionen, red.) vedtaget et ambitiøst arbejdsprogram, der skal sikre en hurtig og målrettet indsats for at få skabt nye beskyttede naturområder eller genskabt tidligere værdifulde områder på verdensplan.

Konferencen, der sluttede fredag, fandt sted i Kuala Lumpur i Malaysia og handlede om at finde udveje, så hastigheden, hvormed arter uddør, kan bremses signifikant inden 2010.