Som U-landsnyt.dk’s årvågne læsere sikkert har bemærket, var overtegnede for nylig et smut i det gamle Dahomey, nu Benin, som Danida vinker farvel til
Her er en del vingesus efter at den gamle kamæleon – den mægtige præsident Kerekou – blev henvist til historiebøgerne.
Formålet med det journalistiske raid på det intetanende land var at ”samle indtryk” af Danidas udfasning af den bilaterale bistand. ”Hvor langt nåede vi (Danida)?”. ”Hvad betyder det for landet, at vi sådan går og lukker imod indgåede aftaler?”.
Sådan lød et par af ”arbejdsspørgsmålene”, og lad mig starte med først at svare ultrakort på det sidste:
”Ikke ret meget!”
Herregud! Som flere af de interviewede og andre sagesløse svarede til min notesblok, er det såmænd ingen nydannelse, at donorerne kommer og går i Benin.
Det første spørgsmål er uendeligt sværere, men jeg håber dog, at artiklerne løftede en lille flig for det aktuelle stade.
Om ikke, er der formentligt en mindre hærskare ca. 5.500 kilometer herfra, som kunne bruge bunkevis af professionelle betalte og frivillige ubetalte timer på at forholde sig til ”udfasningen” – hvis de ikke allerede er på vej til næste udvalgte land eller tema eller strategi eller bistands-grundlov. Det kunne jo sagtens tænkes.
Det, der gerne skulle træde frem her og nu, er et lille .. ja, indtryk af selve grundlaget for artiklernes tilbliven, og jeg iler med at indrømme, at udgangspunktet var temmelig spinkelt: Ikke at bistandssammenhænge er svære at fatte – det kan man jo læse sig til – men helt grundlæggende og dybest set at forstå den afrikanske virkelighed.
Nuvel, jeg kan da godt finde vej over til Cotonou her fra Lomé i Togo og har også gjort turen flere gange, men jeg bliver sjældent ret meget klogere undervejs.
For når man kigger ud af vinduet fra pralmobilen de 130 kilometer mellem de to byer, ser man et landskab befolket af mennesker, der i materiel forstand og i sammenligning med forholdene 5.500 kilometer længere nordpå må betegnes som værende på stenalderstadiet.
De medbragte pointer som ”økonomisk boom” i Afrika og ”Afrika på vej op i mellemindkomstgruppen” og ”Benin tæt på at nå årtusindmål nummer dit-dat”, hjælper altså ikke:
Det er stadig lerhytter og boliglignende konstruktioner sammenflikket af forhåndenværende materiale, elefantgræs-tag, i bedste fald bliktag, ingen strøm, ingen indlagt vand, folk der foroverbøjet hakker i jorden og her før regntiden lægger deres sædekorn – uden pesticider, så det meste af afgrøderne formentligt bliver ædt af bestialske allestedsnærværende insekter, inden de om føje tid skulle have givet lidt mad i menneskenes plasticbøtter.
I Cotonou bliver det ikke bedre – snarere værre: uendelige kvadratkilometre af skurbyer med fækalier og møg og skidt, der flyder i de overfyldte gyder uden kloakering. Og på byens finere hovedstrøg en uendelig horde af handicappede tiggere der kribler og krabler frem til ens bil midt i udstødningsosen.
Men ordene fra de interviewede og det på forhånd læste var flotte, og flere øjeblikke troede jeg, at jeg var blevet klogere.
Men nej: jeg forstår ikke fattigdom, har aldrig prøvet det på min krop, ved ikke hvordan det er dag ud og dag ind at leve med en knurrende mave og forsøge at skrabe lidt sammen til at overleve for mig og mine.
Danida? Ja, de rejser bare. Bliver man klogere – eller mere mæt eller rig af det?