Betonspecialist for Mellemøsten COWI-jubilar

Forfatter billede

Projektleder og betonspecialist Carl de Fontenay, Rønne, har 25 års jubilæum i COWI fredag den 20. august 2010.

Som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i 1974 blev Carl de Fontenay licientiatsstuderende og adjunktvikar samme sted indtil perioden 1980-1985, hvor han blev ansat som teknisk chef med ansvar for produktion og kontrol af færdigblandet beton på Haji Hassan Readymix fabrikken i Bahrain.

Jubilaren returnerede til Danmark i 1985 og blev ansat i COWI inden for bygnings-renovering. Årene 1985-1996 gav Carl de Fontenay udfordringer inden for bygningsrenovering, bl.a. facade- og skolerenovering samt større renoveringer af parkeringsdæk i beton-byggerierne i Brøndby Strand og Farum Midtpunkt.

Det skete i perioden 1987-1996 som afdelingschef for bygnings-renovering og 1996-1999 som gruppeleder inden for betonteknologi og renovering af byggerier i COWI.

I 1999 rejste betonspecialisten igen til Mellemøsten. COWI-Almoayed Gulf WLL i Bahrain tilbød udfordringer som betonspecialist og projektleder inden for både byggeri og anlægskonstruktioner. Opholdet varede frem til julen 2003 med opgaver inden for både marine konstruktioner og broer.

Ved hjemkomsten til Danmark i 2004 blev Carl de Fontenay ansat i COWIs afdeling for Drift og vedligehold af bro, tunnel og marine konstruktioner med arbejdssted i Lyngby, men også med hjemmearbejdsplads på Bornholm, hvor han i COWI-regi har løst rådgivningsopgaver inden for både havne og byggeri.

Udfordringerne i Mellemøsten trækker stadig. I de senere år er det blevet til mange rejser til både Bahrain, Qatar, Iran og Oman, bl.a. som tilsynsleder på broforbindelsen over Urmia-søen i det nordlige Iran i 2008 og et igangværende tilsyn med betonarbejderne på det store lufthavnsprojekt i Oman.

Carl de Fontenay har desuden ydet en indsats inden for dansk og europæisk standardiseringsarbejde, bl.a. som formand for Standardiseringsudvalget for betonmaterialer.

På det private plan arbejder Carl de Fontenay aktivt inden for lokalpolitik i Rønne og en fast forbindelse til Sverige.

COWI fejrer jubilæet med en reception fredag den 20. august 2010 kl. 15 – 17 på hovedkontoret, der ligger Parallelvej 2 i Kongens Lyngby.