OECD brygger på en ny og anderledes måde at opgøre udviklingsfinansiering på. ”Total Official Support for Sustainable Development” eller ”TOSSD” i kort form.
Det lyder teknisk, og du har sikkert glemt det senere i dag. Men forkortelsen markerer en fundamental ændring i det mere end et halvt århundrede gamle system, der tæller og holder øje med størrelsen af officiel udviklingsbistand (ODA), og som er med til at holde udviklingsdonorer som Danmark op på deres internationale forpligtelser om at levere 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) som udviklingsbistand til verdens fattigste lande.
Med introduktionen af TOSSD er det tanken at opgøre alle de bidrag, et givent land yder til global bæredygtig udvikling, hvad enten det er offentlige bidrag eller offentligt støttede private investeringer. Intentionen er også at opgøre bidragene til internationale offentlige goder som klima, fred og sikkerhed, sikker migration m.m. og indregne disse bidrag i det nye mål.
Men er der overhovedet behov for et sådan nyt mål? Vil det i praksis betyde større gennemsigtighed og kunne påvirke beslutninger om finansiering af SDG’erne? Og hvad sker der med ODA? Betyder det, at de internationale forpligtelser (såsom 0,7 målet) vil miste deres betydning?
Spørgsmålene er mange, og de er store. Derfor inviterer DIIS til en diskussion af perspektiver og fremtidsudsigterne for TOSSD og udviklingsbistanden som vi kender den med førende eksperter fra OECD, England, Tyskland og Danmark. Arrangementet vil foregå den 9. maj (du kan læse mere om det og tilmelde dig her), og for at lade op til diskussionerne sætter vi her kort fokus på, hvad for en størrelse TOSSD egentligt er, og hvorfor det er afgørende at interessere sig for det.
Hvad er TOSSD?
Officiel udviklingsbistand eller Official Development Assistance (ODA) har igennem årtier defineret udviklingsbistanden fra rige til fattige lande, samtidigt med at alle donorer har forpligtet sig til at give 0,7 procent af deres BNI i bistand.
I dag lever kun et fåtal op til den forpligtelse (Danmark, Tyskland, Luxembourg, Norge, Sverige, og Storbritannien), samtidig med at bistanden globalt har mistet betydning relativt i forhold til finansielle strømme som private investeringer, remitter, lån, og syd-syd samarbejde.
Et nyt og komplekst finansieringslandskab har givet det internationale samfund grund til at gentænke, hvordan vi forstår og måler udviklingsfinansiering. Allerede i 2012 tog OECD faklen og besluttede sig for at udvikle en ny og bredere måde at tælle og rapportere udviklingsfinansiering på. Det seneste år har det arbejde for alvor taget fat og vedtagelsen af denne nye måde at måle udviklingsfinansiering på – TOSSD – rykker tættere på.
Dertil kommer, at TOSSD som nævnt også skal medregne bidrag til en række globale spørgsmål. Ideen er derudover, at TOSSD ikke kun skal måle bidrag fra OECD-DAC donorer, men også inkludere de mange nye donorer og syd-syd samarbejde.
Hvorfor skal vi interessere os for en ny teknisk definition på udviklingsbistand?
Som i mange henseender er det, der umiddelbart synes teknisk og bureaukratisk i virkeligheden dybt politisk, og indtil nu har diskussionerne om det nye mål især foregået i en teknisk arbejdsgruppe nedsat af OECD. Udviklingen af det nye mål rejser imidlertid en række spørgsmål, som ikke bare er tekniske.
Og hvad med ODA? Vil presset på de donorer, der endnu ikke lever op til 0.7-målet blive mindre, fordi de i fremtiden med det nye mål vil kunne rapportere et betydeligt højere beløb som udviklingsfinansiering end tilfældet er i dag? TOSSD indeholder desuden ingen forpligtelser, som ODA gør det.
Hvordan sikrer man, at den finansiering, der omfattes af det nye mål rent faktisk bidrager til verdensmålene og i øvrigt, at finansierede aktiviteter lever op til internationale standarder, f.eks. indenfor klima, handel og menneskerettigheder? Og endelig er spørgsmålet, i hvilket omfang TOSSD vil kunne bidrage med relevant information for udviklingslandenes planlægning og prioritering. Disse spørgsmål og mange flere stilles der skarpt på d. 9 maj på DIIS. Du kan læse mere og tilmelde dig her