Billede på vold mod kvinder

Forfatter billede

Fredag den 2. december åbner udstillingen Nej til vold mod kvinder hos 2200Kultur i Nørrebrohallen.

Udstillingen rummer Trine Sejthens vinderbidrag fra den årlige reklamekonkurrence Create4theUN, der arrangeres af FN’s regionale informationskontor for Vesteuropa, UNRIC.

Den danske grafiske designer vandt med bidrag, der sætter fokus på den ofte skjulte og tabubelagte form for vold, partnervold, oplyser FN-forbundet. Hendes værker udstilles sammen med et udvalg af andre danske og internationale bidrag.

”Det er vigtig hele tiden at have fokus på dette problem, der på verdensplan rammer én ud af tre kvinder på tværs af alder, uddannelsesniveau, landegrænser og etnisk herkomst”, udtaler generalsekretær i FN-forbundet Torleif Jonasson.

Janice Førde, forkvinde for KULU, siger: ”Vold mod kvinder er en af mest udbredte krænkelser af menneskerettighederne og samtidig en af de forbrydelser, som retsforfølges mindst. Flere end 600 millioner kvinder bor ifølge FN i lande, hvor vold i hjemmet ikke er en forbrydelse og følgelig ikke strafbart.”

FN-forbundet og Kvindernes U-landsudvalg står bag udstillingen i samarbejde med Minister for Ligestilling, UNRIC og 2200Kultur.

Åbningsreceptionen finder sted fredag den 2. december 2011 klokken 13.00-15.00 i Nørrebrohallen, Bragesgade 5, 2200 København N.

Udstillingen vil løbe hele december måned, hvorefter den fortsætter hos Kvindemuseet i Århus.

Fakta om vold mod kvinder
Partnervold er en af de mest almindelige former for vold i Danmark. Hvert år udsættes 1 ud af 25 kvinder for fysisk vold eller trusler om vold. Kilde: www.voldmodkvinder.dk
Vold mod kvinder og piger er en af de mest systematiske og udbredte krænkelser af menneskerettighederne. Kilde: www.create4theun.eu
Op imod 70 % af alle kvinder i verden oplever vold en gang i deres liv
På verdensplan er 1 ud af 5 kvinder blevet voldtaget eller forsøgt voldtaget i deres liv
Mellem 500.000 og 2 millioner mennesker er årligt offer for trafficking. Kvinder og piger udgør ca. 80 % af ofrene.
Mellem 100 og 140 millioner kvinder og piger har været offer for kvindelig omskæring.
Minimum 200.000 tilfælde af seksuel vold er blevet dokumenteret I Den Demokratiske Republik Congo siden 1996.
Kilde: FN forbundet, UN Women og UNiTE Campaign