Amnesty Internationals kampagne mod dødsstraf bliver synliggjort i forbindelse med den umiddelbart forestående gallapremiere på Bille Augusts nye film “Return to Sender”.
“Return to Sender” er både en thriller og kærlighedsfilm centreret om dødsgangen i et fængsel i Oklahoma. Ved gallapremieren på filmen i Imperial-biografen i København torsdag (16. juni) har Amnesty International indgået et samarbejde med Nordisk Film, hedder det i en pressemeddelelse fra Amnesty Danmark onsdag.
Personalet i Imperial vil være iklædt en Amnesty t-shirt, produceret til premieren, med påskriften “Livredder”, Amnestys logo vil figurere på plakaten, der vil være facts om dødsstraffen i pressematerialet til filmen og endelig vil et helt nyt Amnesty spot blive vist forud for selve filmen.
Toke Rosenkilde er instruktøren bag Amnesty spottet. Produktionshuset Duckling har klippet og bandet Mew lægger musik til spottet, der viser “Livets dans” udført af 2 balletdansere fra Den Kongelige Ballet.
I filmen spiller Kelly Preston den dødsdømtes advokat. Om sin rolle fortæller hun: – Den person, jeg spiller, bekæmper et system, som indebærer både fejltagelser og hævn. Et system, hvor mennesker behandles som dyr.
– Nogle vil måske sige, at de fortjener at blive behandlet på den måde, og at der er gode grunde til, at de er havnet, hvor de er. Men der er altså også tale om en lovlig måde at slå mennesker ihjel på – et system, som handler om hævn frem for rehabilitering.
Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65