I årtier har det været en tendens, at meget udviklingsbistand gives gennem partnerskaber mellem donorer og regeringer i modtagerlandene.
Det skal styrke udviklingslandenes ejerskab og forøge effekten af udviklingsbistanden.
De har undersøgt sociale programmer i Tanzania og Mozambique for forskningsprogrammet Effective State and Inclusive Development (ESID) ved Global Development Institute.
Deres konklusion er, at regeringerne i modtagerlandene ikke kun er modtagere af teknokratisk rådgivning. De er også politiske aktører, som opererer i hurtigt skiftende hjemlige politiske sammenhænge.
Derfor vil de sociale programmer, som de indfører, nå ud til de fattige – men ofte er de programmer også med til at holde regeringerne ved magten, skriver de fire forskere.
Mere fokus på den politiske effekt
Tendensen er mest udtalt i de lande, hvor der er en demokratisering i gang, viser undersøgelserne fra Mozambique og Tanzania.
I Tanzania valgte regeringen, der ellers have været skeptisk over for at give indbyggerne kontanter i hånden, at udbrede et omfattende program, der giver kontant økonomisk hjælp til 8-10 procent af befolkningen. Det skete umiddelbart inden valget i 2015 – som endte med at blive det tætteste nogensinde.
I Mozambique har sociale programmer været anvendt som en måde at få ressourcer fra donorerne til at håndtere sociale protester, eksempelvis efter uroligheder i 2008 og 2010, som truede med at destabilisere regeringen.
Ind imellem skubber de dynamikker, der findes i indenrigspolitik, donorernes prioriteter til side, skriver de fore forskere.
Men det forhold, at udviklingsbistand kan bruges til politiske formål, betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at hjælpen ikke skal gives. Det betyder dog, at vi skal have mere fokus på de politiske effekter af udviklingsbistand.
Læs hele kommentaren hos DIIS (på engelsk)
