Afghanistan har været den største modtager af dansk udviklingsbistand i en årrække. I 2020 gav Danmark således 175,7 millioner kroner i udviklingsbistand og 70,8 millioner kroner i humanitær bistand til det asiatiske land. Så med de seneste dramatiske begivenheder på skærmen og i baghovedet har vi valgt at lade Afghanistan fylde det meste i denne uges Bistanden kort.
En af de organisationer, der udmønter den danske bistand, er DACAAR, som har arbejdet i landet siden 1984. I et indlæg argumenterer lederen af organisations sekretariat i København, Klaus Løkkegaard, for at fortsætte bistanden på trods af Talibans magtovertagelse – dog betinget af at de nye magthavere ikke overskrider nogle helt basale grænser såsom at opstille restriktioner for for DACAARs kvindeprojekter. Læs hans argumenter her.
Mere humanitær bistand fra Danmark
Regeringen meddelte tirsdag, at den giver ekstra 100 millioner danske kroner til humanitær hjælp i Afghanistan. Pengene fordeles med 35 millioner til FN’s humanitære landefond, 35 millioner til Internationalt Røde Kors og 30 millioner til FN’s flygtningeorganisation, UNHCR. Det skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.
Og der er et enormt behov for humanitær hjælp i Afghanistan. For selvom Talibans særegent fredelige og pludselige magtovertagelse og den efterfølgende evakuering fylder det meste af nyhedsbilledet, så er det vigtigt at få med, at der i de seneste måneder har været voldsomme kampe mellem Taliban og det afghanske militær rundt omkring i landet. Kampe, der er gået alvorligt ud over civile, og som har sendt titusinder på flugt. Hertil kommer, at landet er nærmest kronisk plaget af naturkatastrofer, som for eksempel tørke, der har skabt massive sultproblemer. Og oven i det kommer så den globale pandemi, som nu med Delta-varianten nærmest uhindret hærger landet, som amerikanske NPR berettede om i juni.
Reaktioner fra vores naboer
Også i vores nabolande er Afghanistan blandt de største modtagere af udviklingsbistand.
I Sverige afventer regeringen situationen, men udenrigsminister Ann Linde siger, at der ikke må gå en eneste krone til Taliban. Hun nævner, at organisationen Svenska Afghanistankommittén kan komme til at spille en endnu større rolle i den svenske bistand, fordi organisationen tidligere har arbejdet under Talibanstyret og nok ville kunne det igen. I 2020 gav Sverige mere end én milliard svenske kroner til Afganistan. Læs mere i magasinet Omvärlden.
Også i Norge ser man tiden an, i forhold til hvad der skal ske med bistanden til Afghanistan. De midler, der endnu ikke er blevet udbetalt, er blevet indefrosset, og regeringen overvejer, om en del af de midler, der er afsat til udviklingsprojekter, i stedet skal gå til humanitære indsatser, siger udenrigsminister Ine Eriksen Søreide. Det skriver Bistandsaktuelt.
I den tyske hovedstad, Berlin, bliver der også lukket for pengekassen i forhold til Afghanistan, og ligesom sin svenske kollega har den tyske udenrigsminister, Heiko Mass, sagt, at der ikke kommer til at gå en eneste cent til Talibanstyret, skriver Deutsche Welle.
Ender Tyskland med helt at suspendere sin bistand, kan det blive katastrofalt for Afghanistan, som i en årrække har været en af hovedmodtagerne af tysk bistand. Faktsik er Tyskland den tredjestørste donor til Afghanistan – efter USA og EU. Den tyske stat har i år budgetteret med 430 millioner euro til Afghanistan, hvilket svarer til godt 3,2 milliarder kroner. Knap 60 procent til udviklingsbistand og resten til humanitær bistand.
Alle blev overrasket
At Talibans magtovertagelse kom så hurtigt, som den gjorde, kom ikke alene bag på regeringer og sikkerhedseksperter verden over, også i hjælpeorganisationerne i Afghanistan var man overrasket. I en sikkerhedsvurdering fra juli, som flere organisationer ifølge The New Humanitarian har lænet sig op ad, blev det forudset, at der ville opstå en slags stilstand, hvor Taliban muligvis ikke ville være i stand til at erobre provinshovedstæderne. Så da Taliban bare rullede ind i byerne, mens regeringssoldaterne smed våben og uniformer, kom det bag på de fleste.
Usikkerheden blandt organisationerne er stor, men den største frygt er i forhold til sikkerheden for de lokalt ansatte, der for de flestes vedkommende ikke har mulighed for at komme ud af landet.
På trods af usikkerheden lyder det dog til – igen ifølge The New Humanitarian – at de fleste humanitære organisationer vil forsøge at fortsætte deres arbejde i Afghanistan. Og flere fortæller, at Taliban ønsker, at de skal fortsætte deres arbejde.
Læs mere i The New Humanitarian.
Samarbejdet med Taliban bliver en varm kartoffel i den kommende tid – både blandt hjælpeorganisationer, statslige aktører og FN. For godt nok er talsmænd for bevægelsen i de seneste dage for eksempel kommet med udmeldinger om, at kvinder stadig må arbejde og piger gå i skole, men ser man tilbage på bevægelsens fortid, kan man have sine berettigede tvivl. Kan man stole på bevægelsens beroligende udmeldinger, spørger mange.
”Et spørgsmål jeg ofte bliver stillet er ’Kan vi stole på Taliban?’,” siger Heather Barr, der er fungerende co-direktør for Human Rights Watch’ afdeling for kvinderettigheder. ”Og mit svar er: Det er lige meget, for vi har ikke noget valg.” Det siger hun til onlinemediet Devex.
FN bliver indtil videre
Mens Danmark og en lang række andre lande rømmer ambassader og evakuerer egne statsborgere, bliver FN indtil videre i landet.
Fra verdensorganisationens humanitære koordinator i landet lyder det ifølge FNs nyhedsportal, UN News:
”De Forenede Nationer i Afghanistan gentager sit tilsagn om at blive og yde bistand til millioner af mennesker i nød i landet. Mens noget FN-personel, der ikke er afhængig af lokaliteter, midlertidigt er blevet omplaceret, bliver størstedelen af det humanitære personale for at støtte den humanitære indsats i overensstemmelse med principperne om menneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed.”
Der arbejder omkring 3.000 afghanere og 720 udlændinge for FN i Afghanistan. Mere end halvdelen af udlændingene har dog arbejdet på afstand på grund af pandemien og befinder sig derfor ikke i landet.
Det er ikke uden risiko, at FN arbejder i Afghanistan. Så sent som 30. juli blev FN-missionen UNAMAs base i byen Herat angrebet af Taliban, og her blev en afghansk sikkerhedsvagt dræbt.
Ikke mere om Afghanistan i denne omgang, men vi følger naturligvis med i udviklingen i landet – især på de humanitære og udviklingsmæssige områder.
Til sidst to historier fra henholdsvis USA og Geneve.
USAID-chef vil satse mere på lokale organisationer
Samantha Power blev tidligere på året udpeget som chef for USA’s internationale udviklingsagentur, USAID, og nu forsøger hun at ruske op i nogle af agenturets rutiner. Hun vil blandt andet øge den del af USA’s udviklingsbistand, som går via lokale aktører i modtagerlandene.
Det er et spørgsmål, der har huseret internt i USAID i årevis, og som især kom frem efter kritik af nødhjælpsindsatsen efter jordskælvet i Haiti i 2010.
og i 2013 skrev Devex om USAIDs planer om, at 30 procent af bistanden skulle gå via lokale partnere. I finansåret 2020 var det dog blot 5,6 procent, der gik den vej.
I juni sagde hun blandt andet:
“Gennem en stor del af USAID’s historie er et flertal af projekter blevet tildelt den samme udvalgte gruppe af store organisationer og virksomheder – en realitet, der begrænser den sunde konkurrence, begrænser vores eksponering for nye tilgange, frarøver små virksomheder chancen for at få værdifuld erfaring og ikke gør bedst mulig brug af værdifulde skatteyderpenge.”
Siden 2013 er der dog sket to ting, som måske kan være med til at fremme lokaliseringsdagsordenen. For det første har de verdensomspændende rejserestriktioner gjort, at mange udviklings- og nødhjælpsorganisationer har været tvunget til at lægge flere opgaver og mere ansvar over til lokale ansatte, når det nu ikke var muligt at sende folk ud fra hovedkontorerne. I hvert fald nogle steder har man haft positive erfaringer med det, og det er oplagt at fortsætte ad den sti.
Den anden store begivenhed, som har skubbet på lokaliseringsdagsordenen, er Black Lives Matter-bevægelsen, som med tiden også kom til at handle om den strukturelle racisme i bistandssektoren.
Kinesiske ngo’er rykker til Geneve
Den schweiziske by Geneve er centrum for verdens humanitære establishment, og mange ngo’er har kontorer i byen. I de seneste år er det internationale miljø blevet udvidet med kinesiske organisationer, der nu er på vej ud i verden efter i mange år at have holdt sig inden for Kinas egne grænser.
Den første var Amity Foundation, der er en kristen, humanitær organisation, som blev stiftet i 1985. Den åbnede sit kontor i Geneve i 2016 – dog blot med en enkelt deltidsansat medarbejder. I 2019 kom så børnerettighedsorganisationen Child Law International Alliance, og senere i år ankommer også den humanitære organisation Peaceland Foundation.
Læs mere om det hos netmediet Geneva Solutions.
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]
