Bistanden kort: Internationalt Røde Kors vil spare en halv milliard i 2021

gettyimages-74775234
Internationalt Røde Kors med hovedkvarter i Geneve har oparbejdet et underskud på 854 millioner krone.
Foto: Abid Katib / Getty Images
Laurits Holdt

8. december 2020

I den forløbne uge sagde vi farvel til den mangeårige forekæmper for menneskerettigheder Ole Espersen. Den tidligere justitsminister var i flere omgange aktiv i kampen mod tortur, og tidligere international chef i DIGNITY Jan Ole Haagensen har skrevet mindeord.

Det sker, at gode intentioner kommer i konflikt med andre gode intentioner. Det har vi blandt andet set i sammenstødet mellem Verdensnaturfonden WWF og en række menneskerettighedsorganisationer, hvor WWF i 2019 blev anklaget for at finansiere parkbetjente, som havde dræbt mennesker for at beskytte naturområder.

Nu har WWF undersøgt sin egen ageren og har ikke fundet beviser på, at dens ansatte har medvirket til krænkelser. Den har dog fundet ting, som den vil arbejde videre med.

Corona-pandemien bider hårdt herhjemme, men det er fortsat ikke så slemt sammenlignet med rigtig mange andre steder i verden. Og i verdens fattigste lande er der ikke hjælpepakker til de berørte, så ikke mindst derfor bør Danmark være et forbillede for andre rige lande og skrue op for bistanden som en del af af en global hjælpepakke, skriver Emil Samuelsen i et debatindlæg.


Sidste faste ansøgningsrunde i Engagementspuljen er afgjort

CISU har uddelt anden og sidste runde af større portioner penge fra Engagementspuljen. Det blev til støtte til otte projekter på i alt otte millioner kroner i denne runde. Se alle puljens modtagere her.

Rådgiver på Engagementspuljen, Maria Haahr, fortæller, at der var mange spændende tendenser i ansøgningerne. Det er blandt andet en tydelig tendens, at organisationerne har indgået mange nye partnerskaber i Danmark. Blandt de nye partere er uddannelsesinstitutioner, som for eksempel FGU, VUC, DTU og SDU.

Det er stadig muligt at søge engagementsindsatser op til 100.000 kroner. Der er løbende ansøgningsfrist til de mindre engagementsindsatser frem til 1. marts med forbehold for, at puljen kan løbe tør for midler inden da, oplyser CISU.


Danwatch på finansloven

Andre otte millioner kroner går til vores kollegaer på Danwatch, som har fået forhøjet sit direkte tilskud i finansloven 2021 til fire millioner kroner om året i 2021 og 2022.

I aftalen om næste års finanslov mellem den socialdemokratiske regering og partierne Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre hedder det blandt andet: ”Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om, at Danwatch er et vigtigt medie, der bl.a. har fokus på at rapportere om danske virksomheders internationale ageren.”

Der er dog tvivl om støtten er tilladt i forhold til EU’s regler om statsstøtte og på Danwatch’ muligheder for at få mediestøtte samtidig med at mediet er støttet direkte via finansloven.


En begravet rapport

I 2018 anklagede flere kvinder den næstkommanderende i FN-organisationen UNAIDS for seksuelle krænkelser. Der blev sat en undersøgelse i gang og en talsmand for FN’s generalsekretær fortalte verdenspressen, at ”detaljer” fra undersøgelsen ville blive offentliggjort, når undersøgelsen var færdig. Den slags kan jo godt tage noget tid, men onlinemediet Devex har fundet ud af, at undersøgelsen rent faktisk er blevet færdig, og at der ligger en rapport i en skuffe på et kontor i FN-systemet. Ingen af klagerne har dog fået lov at se den, og der er heller ikke blevet offentliggjort nogen detaljer fra den.

Devex har forsøgt at finde ud af, hvordan det går med at offentliggøre rapporten eller dele af den. Den slags offentliggør vi skam ikke, det er et værktøj for ledelsen, lød svaret fra UNAIDS i artiklen fra 4. december.

Artiklen har muligvis ramt noget, for dagen efter meddelte UNAIDS’ leder, Winnie Byanyima via Twitter, at rapporten vil blive delt med ”survivors, witnesses & @UNAIDS staff” og tilføjede, at den lange ventetid er endnu en uretfærdighed mod de involverede.


Store besparelser i Den Internationale Røde Kors Komite

Et Røde Kors-hospital i Libanon, hvor alvorligt sårede fra krigene og konflikterne i Syrien, Yemen og Irak er blevet behandlet siden 2014, skal lukkes i begyndelsen af 2021. Det er desværre ikke, fordi behovet ikke længere er der. Det handler om penge – eller rettere om mangel på penge.

For Den Internationale Røde Kors Komite, ICRC, mangler penge og har ifølge The New Humanitarian oparbejdet et underskud på 139 millioner dollars (854 millioner kroner) over de seneste år. Det betyder, at der skal spares. Ifølge The New Humanitarian vil Røde Kors ”slanke” organisationen med 94 millioner dollars (577 millioner kroner) i 2021. Tallene skal holdes op mod at organisationen i 2019 havde udgifter på godt to milliarder dollars (12,3 milliarder kroner).

Besparelserne betyder blandt andet, at det vil blive skåret ned og lukket kontorer i 30 relativt fredelige lande, som for eksempel Zimbabwe og Iran, men altså også hospitalet i Libanon. Samtidig vil der dog blive skaleret op i Yemen, Mozambique og Burkina Faso, hvor de humanitære behov er stigende. I verdens humanitære hovedstad, Geneve, vil organisationen nedlægge omkring 100 stillinger. Læs hele historien her.


Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]