Denne uges ’bistanden kort’ kommer blandt andet forbi OxfamIBIS, Red Barnet, ADRA Danmark, UNICEF Danmark og Dansk Flygtningehjælp. Og så lover Novo Nordisk at sætte prisen ned på insulin for de fattigste i verden.
Corona løber stadig med mange af overskrifterne, men en enkelt historie er garanteret corona-fri. God læsning.
Startvanskeligheder for Læseraketten
Samarbejdet med Red Barnet, der har stået på gennem de seneste to år, er kæntret. Det skyldes Red Barnets økonomiske problemer, som har fået organisationen til at trække sig ud af samarbejdet om Læseraketten 2021.
Materialet i Læseraketten 2021 skulle have handlet om Somaliland, men arbejdet er blevet voldsomt udfordret af, at en researchrejse dertil er aflyst på grund af de globale rejserestriktioner.
Derfor kommer læserne i stedet til at kunne møde børn fra tidligere års Læseraketter og læse om, hvad der er sket med dem siden. Det er blandt andre pigen Muna fra Syrien, der stadig bor i en flygtningelejr i Jordan. Hun savner ikke længere Syrien, og hun har fået nye drømme for fremtiden.
Læs mere om Hele Verden i Skole 2021.
Køb hus på landet – i Uganda
Med bidrag fra 160 til 11.800 kroner kan man hjælpe flygtninge i Uganda med at etablere et nyt hjem i samarbejde med ADRA Danmark. 160 kroner betaler en ovn, og 11.800 rækker til et helt hus. Med i donationen af et helt hus på to rum hører såsæd, redskaber, toilet, bad og et brændselsbesparende komfur.
Da ADRA Danmark lancerede ”køb et hus”, gik hjælpen til flygtninge i Burundi, som vi beskrev i 2006. Frem til 2019, hvor organisationen trak sig ud af Burundi, blev 10.412 familier hjulpet til et hjem på denne måde, skriver organisationen.
I Uganda er det indbyggerne i flygtningebosættelsen Kyaka II, som for de flestes vedkommende kommer fra Den Demokratiske Republik Congo, der efter planen kommer til at nyde godt af projektet.
Beslutningen om, hvilke flygtningefamilier der får gavn af de danske donationer, ligger hos FN’s flygtningehøjkommisariat (UNHCR) og landets myndigheder.
Ugandas tilgang til flygtninge er væsentlig anderledes end mange andre landes. Her får flygtningene nemlig et stykke jord, som de kan dyrke og på den måde komme i gang med at stable en ny tilværelse på benene.
Læs mere om det hos ADRA Danmark.
Legopenge til børn i coronaisolation
Alle, der har børn, ved, hvor udfordrende det kan være, når hele familien skal holde sig hjemme som led i indsatsen mod coronavirusset. Hyttekuller, kedsomhed og længsel efter vennerne og dagligdagen har slidt hård på mange børn i Danmark.
I udviklingslandene er børnene også hjemme fra skole, men hos de fattigste kniber det med både pladsen i hjemmene og med adgangen til at følge undervisningen online. Nu har LEGO Fonden doneret 13 millioner kroner til UNICEFs ’læring gennem leg’-arbejde.
Organisationen har også modtaget donationer fra to andre fonde med bånd til store danske virksomheder, Hempel Fonden og Poul Due Jensen Fonden. Alt i alt har organisationen modtaget donationer på 33 millioner gennem de seneste uger, skriver den i en pressemeddelelse.
Novo Nordisk-penge til syriske flygtninge i Jordan
Der er gang i kasseapparatet hos UNICEF. Til en anden indsats – hjælp til syriske flygtninge i Jordan – har organisationen i samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælp modtaget fem millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.Midlerne skal bruges til at afbøde konsekvenserne af coronavirusset og Covid-19 blandt de omkring 650.000 syriske flygtninge i Jordan.
UNICEF bruger støtten til at få vand ud til 130.000 børn og familier i flygtningelejrene, mens 24.000 modtager sæbe, håndsprit, vandrensningstabletter og rengøringsartikler.
Dansk Flygtningehjælp vil bruge sin andel af midlerne på at yde økonomisk hjælp og dele hygiejnepakker ud til 1350 familier, hvoraf de fleste har kronisk syge familiemedlemmer.
Læs mere om donationen hos Novo Nordisk Fonden.
Ny strategi for social ansvarlighed hos Novo Nordisk: Billig insulin til de fattigste
- Det anslås, at flere end 100.000 børn, der lever med type 1-diabetes i lavressourceområder, ikke har adgang til behandling. Virksomheden har som ambition at bringe det tal ned til nul inden 2030 i partnerskab med forskellige organisationer.
- Novo Nordisk lover at sænke prisen for human insulin fra fire til tre dollars per hætteglas i 76 lav- og mellemindkomstlande. Den vil også sætte fokus på udfordringer i forbindelse med distributions- og behandlingskapacitet, som ofte forhindrer billig insulin i at nå ud til de mest udsatte mennesker.
- Udvidelse af partnerskabet med Den Internationale Røde Kors Komité og Røde Kors i Danmark om at forbedre behandling af mennesker med kroniske sygdomme under humanitære kriser. Konkret donerer medicinalvirksomheden 15 millioner kroner til indsatsen.
- Støtte til humanitære frontlinjeaktører under Covid-19-pandemien i form af gratis insulin og gratis forsendelse til humanitære hjælpeorganisationer som UNICEF, UNRWA og vores Røde Kors-partnere i seks måneder. Hertil kommer et kontant bidrag til Røde Kors, som skal gå til træning af sundhedsudbydere, værnemidler, medicinlagre, karantænefaciliteter og psykosocial støtte.
- Et samarbejde med UNICEF om hjælp til overvægtige og svært overvægtige børn i Mexico og Colombia, der skal skabe bedre viden og styrke beslutningstagere i at iværksætte handlingsprogrammer.
Læs mere om strategien ‘Defeat Diabetes’ her.
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]