I sidste uges Bistanden kort fortalte jeg om Taleban-bevægelsens seneste udlandsbesøg, som gik til Geneve, hvor delegationen mødtes med chefen for WHO og en række hjælpeorganisationer. Besøget kom nogle uge efter bevægelsens første besøg i Vesteuropa, som gik til Oslo på invitation fra den norske regering. Især besøget i Oslo skabte en del debat om det betimelige i sådan en invitation, for betød det, at den norske regering ville anerkende Taleban? Nej, lød det fra regeringen, men vi er jo nødt til at tale med Taleban for at kunne hjælpe Afghanistans befolkning.
Så hvordan taler med med Taleban? Det spurgte jeg Klaus Løkkegaard, sekretariatsleder i DACAAR om, og i dette indlæg fortæller han om, hvordan hans organisation griber det an.
Afghanernes penge
Vi bliver i Afghanistan, for her snart 11 år efter Osama bin Laden blev dræbt, hjemsøger hans spøgelse stadig befolkningen i Afghanistan. Bin Ladens organisation, al-Qaeda, havde i årene frem til 2001 husly i det også dengang Taleban-styrede land, og det førte til invasionen med amerikanerne i front og 20 års militær tilstedeværelse.
Da Taleban for anden gang tog magten i landet i august 2021 indefrøs den amerikanske regering valutareserverne, som den afghanske nationalbank havde liggende i USA. Et beløb på omkring syv milliarder dollars – knap 46 milliarder kroner.
Indefrysningen har været en varm kartoffel, for den er medvirkende til, at den offentlige sektor ikke kan betale lønninger. Det sker samtidig med, at store dele af befolkningen sulter, og fattigdommen eksploderer.
Nu er der måske en smule lys for enden af tunnelen, for USA’s præsident Joe Biden har meddelt, at halvdelen af de indefrosne midler nu – måske – kan gå til at hjælpe afghanerne.
Den anden halvdel skal forblive indefrosset og reserveres til eventuelle erstatninger til pårørende efter terrorangrebene i USA 11. september 2001. De skelsættende angreb, hvor medlemmer af al-Qaeda kaprede fire fly og fløj to ind i New Yorks tvillingetårne, ét ind i forsvarsministeriets bygning, Pentagon, i Washington DC, mens det sidste styrtede ned på en mark, efter at passagerer havde overmandet dem. Nogle af de pårørende til de mange dræbte den 11. september 2001 har lagt sag an mod den afghanske stat i forbindelse med angrebene. Halvdelen af de indefrosne midler bliver altså nu lagt til side og kan bruges til at udbetale eventuelle erstatninger.
Men sender USA så 3,5 milliarder dollars til Afghanistan? Nej, ikke sådan lige umiddelbart. Devex har talt med Adam Weinstein, der er analytiker i tænketanken Quincy Institute for Responsible Statecraft, som siger, at det virker, som om den amerikanske regering ikke har nogen idé om, hvad den skal gøre med pengene.
”For resten af verden ser det ud som tyveri. Det afghanske folk er selv ofre for Taleban og krigen mod terror, og nu siger vi, at de ofre skal betale for ofrene her,” siger han ifølge Devex.
Egypten sender nødhjælp til Libanon
Den politiske og økonomiske krise i Libanon er ved at udvikle sig til en humanitær krise. Der er mangel på de mest basale varer som mad, medicin og hygiejneprodukter.
Her på Globalnyts sider har vi blandt andet beskrevet, hvordan inflationenen og arbejdsløsheden bare stiger og stiger, hvordan fire ud af fem lever under fattigdomsgrænsen, og hvordan landets politik virker fuldstændig fastlåst.
Fredag 11. februar sendte Egypten et skib med forsyninger af sted til Libanon. Forsyningerne inkluderer ifølge avisen Egypt Independent blandt andet 122 tons mad, 265,5 tons medicin og medicinsk udstyr samt 100 tones nødhjælpsforsyninger af anden art.
Ifølge avisen er forsyningerne koordineret med myndighederne i Libanon.
Amerikanske penge til Nødhjælpens minerydning i DR Congo
Folkekirkens Nødhjælps afdeling for ammunitions- og minerydning har fået en bevilling på 30 millioner kroner fra den amerikanske udenrigsministerium til at rydde gamle landminer og ueksploderet ammunition i Den Demokratiske Republik Congo. Bevillingen løber over tre år, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Flere humanitære organisationer har i årenes løb været involveret i ammunitions- og landminerydningen i landet, men ifølge organisationen sættes slutspurten nu i gang. Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen siger:
”Over de næste tre år skal vi rydde alle kendte tilbageværende landminer, der er fordelt i otte provinser i DR Congo. Inden 2025 vil congoleserne derfor igen kunne bevæge frit i de områder, der i dag er fyldt med eksplosivt krigsaffald. Det betyder, at vores mineryddere skal ud i svært tilgængelige jungleområder og bakkede landbrugsarealer. Nogle af de tidligere slagmarker ligger også nærheden af skoler og lægeklinikker.”
Begrebet ”krigsaffald” dækker i denne sammenhæng over både ueksploderede raketter og granater samt landminer.
Vi skriver ofte om størrelsen af den danske udviklingsbistand, men det er værd at holde sig for øje, at de beløb, som migranter og gæstearbejdere sender hjem, langt overstiger de beløb, som de rige lande bruger på deres udviklingsbistand.
Skal holde forelæsning om lidt. Det her slide bliver mere og mere grotesk for hver gang. #dkaid #dkpol
— Morten Sodemann (@mortensode) February 14, 2022
[Clemens, Michael A., Çağlar Özden, and Hillel Rapoport. “Migration and development research is moving far beyond remittances.” World Development 64 (2014): 121-12] pic.twitter.com/gy3jyWfrpV
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Kom gerne med ideer til, hvad jeg skal skrive om i de kommende uger. Og hvis du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]
