Bistanden kort: Verdens største filantroper går fra hinanden

gettyimages-1219646941
Melinda og Bill Gates, da de sidste år deltog i et event, der paradoksalt nok hed "One World, Together at Home,"
Foto: Getty Images/Getty Images for Global Citizen
Laurits Holdt

6. maj 2021

Det er vigtigt, at EU hjælper med til at bekæmpe fattigdom rundt omkring i verden, men det er god plads til forbedring i måden det foregår på, synes EU-borgerne. Det er sådan nogenlunde essensen af en meningsmåling foretaget i alle 27 lande i unionen. Det skrev vi om i den forløbne uge.

Vi bragte også et blogindlæg fra Svend Løbner, der mener, at regeringen er kommet på afveje i sin iver efter at holde asylansøgere væk fra dansk grund og senest har indgået nogle vage aftaler med Rwanda om samarbejde på asylområdet.

Meget få uden for Christiansborg har udtrykt sig positivt om den mulige samarbejde med myndighederne i Rwanda, og flere har peget på, at landets ubestridte leder Paul Kagame slår hårdt ned på oppositionen og ikke nødvendigvis behandler flygtninge særligt godt, og at det lille centralafrikanske land derfor muligvis ikke er den bedste samarbejdspartner.

I et opslag på Facebook torsdag påpeger Knud Vilby (der blandt meget, meget andet er tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, redaktør på Information og gennem årtier har beskæftiget sig journalistisk med udviklingslande og -samarbejde), det bemærkelsesværdige i, at regeringen overvejer at sende asylansøgere til netop Rwanda:

”Danmark er et lille land, og asylansøgere, flygtninge og migranter fylder jo. Der er grænser for, hvad vi har plads til på vores kun 43.000 kvadratkilometer… Så nu huserer vores regering i Rwanda. I Rwanda bor der knapt 13 millioner mennesker, på et areal der er godt og vel halvt så stort som Danmark. Befolkningstætheden er på 525 mennesker pr. kvadratkilometer. I Danmark bor vi 137 mennesker pr. kvadratkilometer, så der er ligesom lidt mere luft. Men flygtninge kan sikkert godt lide at bo tæt sammen. Eller…”

ADRA: 2020 var hårdt, men det kunne have været meget værre
2020 var et træls år for mange – ikke mindst for en del hjælpeorganisationer, der frygtede et voldsomt fald i indtægterne og deraf følgende nedskæringer. ADRA Danmark var ingen undtagelse.

Nu foreligger årsregnskabet, og tingene kunne have været meget værre, som man siger.

Indtægterne faldt fra godt kr. 100 millioner i 2019 til godt 68 millioner kroner i 2020, og det samlede resultat faldt fra  2,4 millioner til 437.000. Her skal det dog bemærkes, at 2019 var et økonomisk rekordår for organisationen. I 2017 og 2018 lå indtægterne på omkring  75 millioner kroner. I det lys er faldet knap så dramatisk.

Det var i 2020 et fald på knap 15 millioner kroner i offentlige bidrag, mens de private bidrag steg fra kr. 4,4 millioner til 6,6 millioner. I 2019 var de ekstraordinære muligheder for at hjælpeorganisationerne kunne søge midler til indsatser i blandt andet Yemen. Det var der ikke i 2020, og det er en væsentlig årsag til det faldende offentlige bidrag.

Gennem hele året havde organisationen problemer med at få bankerne til at overføre midler fra Danida og ECHO til projekterne i Syrien. Det betød, at det kun var muligt at forbruge kr. 16,7 millioner ud af et budget på 27,7 millioner til nødhjælp i Syrien. Det resterende beløb er blevet overført til dette år. Årsagen til problemerne var de sanktioner, det internationale samfund har pålagt landet. For selvom hjælpeorganisationer ikke er omfattet af sanktionerne, har bankerne været tilbageholdende, som Globalnyt også har skrevet om tidligere. 

Få overførsler lykkedes, og projekterne kunne køre – dog på et lavere blus og langt fra svarende til de muligheder, ADRA havde for at støtte skolebørn og familier.

”Heldigvis er det muligt at overføre pengene til 2021, så modtagerne kan få glæde af midlerne, dog forsinket,” siger økonomichef Katrine Skamris.

Dansk støtte til etiopiske kvinder
Regeringen har bevilget 10 millioner kroner til FN’s Befolkningsfond, UNFPA’s, arbejde med piger og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og indsatser relateret til kønsbaseret vold i Etiopien.

Det er den humanitære situation som følge af det, der ligner en borgerkrig i Tigray-regionen, hvor regeringsstyrker forsøger at nedkæmpe den lokalt baserede TPLF-bevægelse, der er anledning til bevillingen. Journalister har ikke kunne få adgang til området, men rapporter fra humanitære organisationer og indbyggere i området fortæller om meget grove overgreb på civile. Blandt andet voldtægt, drab og deciderede massakrer.

Det vurderes at omkring 1,7 millioner mennesker er blevet fordrevet på grund af konflikten

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen udtaler:

”Jeg er fuldstændig rystet over at læse de beretninger, der kommer fra konflikten i Tigray. Forfærdelige og grufulde historier der tyder på, at voldtægt og seksuelle overgreb mod kvinder systematisk anvendes som et våben i den væbnede konflikt i Etiopien. Det strider imod al international og humanitær lov og er et alvorligt brud på menneskerettighederne, og Danmark deler FN’s og EU’s fordømmelse af disse modbydelige forbrydelser.”

UNFPA er en vigtig partner i det internationale initiativ til bekæmpelse af kønsbaseret vold i humanitære kriser, “Call to Action on Protection from Gender-Based Violence in Emergencies”, som Danmark er formand for i 2021-2022. Initiativet er globalt og samler p.t. 87 partnere, stater, donorer, FN organisationer og civilsamfundsorganisationer. Målsætningen er at sikre, at bekæmpelse af kønsbaseret vold prioriteres og tænkes ind i alle humanitære indsatser.

En kort fortælling om to ubegrundede svindelanklager
Udenrigsministeriets kontor for Finansiel Forvaltning og Rådgivning vedrørende Udviklingssamarbejdet offentliggør løbende indberetninger om svindel og mulig svindel til Rigsrevisionen, som på Folketingets vegne holder øje med statens regnskab.

De to seneste indberetninger handler begge om fonden Amplify Change, der arbejder for at styrke seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR) – en fond som Danmark støtter økonomisk.

Den første sag er fra Cameroon, hvor en anden organisation rejste mistanke om mulig svindel med donormidler hos Amplify Changes lokale partnerorganisation, der var blevet støttet med godt 222.000 kroner.

Mistanken drejede sig om, at facilitatorer ikke var blevet aflønnet, at der ikke var de faciliteter til workshops (mad og projektor), som fremgik af budgettet, og at forskningsprojektet ikke var godkendt i den etiske komité.

Amplify Change satte en undersøgelse i gang men fandt intet mistænkeligt. Konklusionen blev, at anklagen nok mest bundede i et dårligt forhold mellem de to organisationer, og samarbejdet med den lokaler partner fortsætter.

Den anden sag er fra Uganda, hvor en lokal partner er blevet tildelt 734.000 kroner for perioden januar 2019 til januar 2021, hvoraf 328.000 er blevet udbetalt.

En henvendelse fra en anonym whistleblower og en ikke-anonym henvendelse per e-mail anklagede i september 2019 ansatte hos den lokale partnerorganisation for at snyde med indkøb og modtage bestikkelse og anklagede organisationen som helhed for at have ringe intern kontrol. Der var også anklager om, at visse ansatte var i familie med bestyrelsesmedlemmer.

Der blev hyret en ekstern revisor som gennemgik hele den lokale organisation uden at finde nogle belæg for nogen af anklagerne. Revisoren fandt dog ud af, at en ansat var blevet bortvist på grund af samarbejdsvanskeligheder, og det måske her kilden til anklagen skulle findes.

Amplify Change og Udenrigsministeriet har lukket begge sager.

Melinda og Bill Gates skal skilles
Så gik den ikke længere for ægteskabet mellem to af verdens rigeste mennesker, Melinda og Bill Gates, der står bag verdens førende filantropiske fond. Mandag den 3. maj annoncerede de, at de skal skilles efter 27 år. Mange har spekuleret i årsagerne, så det springer vi let henover her.

Fonden har uddelt omkring 55 milliarder dollars – det er knap 340 milliarder kroner – siden 1994, og den har 1.600 ansatte fordelt over hele verden.

Den har især fokuseret på sundhed og har investeret massivt i bekæmpelse af malaria og andre infektionssygdomme. Senest har fonden brugt omkring en milliard dollars på indsatsen mod Covid-19.

Fra fonden lyder det, at de to vil fortsætte som co-forpersoner som hidtil, og at der ikke forventes forandringer i fondens organisation.

På trods af de gigantiske donationer til fonden, har Melinda og Bill Gates fortsat astronomisk store formuer. Ifølge magasinet Forbes er deres personlige formue på omkring 124 milliarder dollars. Dertil kommer at parret er den største ejer af landbrugsjord i USA.

Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]